Medlem af hovedstyrelsen, Kurt Abildgaard, bliver søndag den 21. september 60 år. Efter at være blevet valgt som suppleant blev han i 1976 medlem af bestyrelsen for Esbjerg Lærerforening. Siden 1984 har han været foreningens formand. I en årrække var han desuden Esbjerg-lærernes fællestillidsmand, og han blev medlem af hovedstyrelsen i år 2000.
Kurt Abildgaard var først ansat på Vestre Skole, men blev lærer på Fourfeldtskolen i 1972, hvor han har været lige siden. Selv om han i dag ikke underviser, deltager han aktivt i skolens udviklingsarbejde og er desuden ivrig holdspiller i lærernes boldklub.
Kurt Abildgaard er til venskabelig konkurrence, uanset om det er på petanquebanen eller i kortspil, og både der og fra sin faglige indsats er han kendt for at kunne bevare roen, hvilket en god portion humor samt strategiske evner hjælper med til. Blodet kan dog komme i kog, når han er tilskuer til en af Esbjerg Forenede Boldklubbers kampe.
Fødselsdagen bliver markeret ved en reception i Esbjerg Lærerforening, Jyllandsgade 22, fredag den 26. september, klokken 13.30-16.30. Privat fejres dagen lørdag den 20. sammen med hustruen Karen, børn, børnebørn og venner.
60 år
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.