Lærerne får i 2017 forrentet deres pension med 5,61 procent

5,61 procent – det bliver depotrenten på i 2017. Derudover vil Lærernes Pension efter årsskiftet sænke den såkaldte omkostningsprocent til 1,4 procent. Samtidig bliver det beløb, du betaler til din invalideforsikring, sat ned.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I 2017 vil din pensionsopsparing blive forrentet med hele 5,61 procent. Det besluttede bestyrelsen for Lærernes Pension her forleden dag på sit sidste møde før årsskiftet. Dermed kommer Lærernes Pension til at ligge i den allerhøjeste ende i gennemsnitsrente-området, også i 2017.

De 5,61 procent er lidt lavere end i 2016, hvor depotrenten er på 5,9, men højere end i 2014, hvor depotrenten var nede på 4,4. I 2015 var depotrenten helt oppe på 6,5.

Lærernes Pension: Depotrenten i 2016 er fastsat til 5,9 procent

Færre af dine kroner går til omkostninger

Bestyrelsen besluttede desuden at sænke den såkaldte omkostningsprocent endnu engang, således den fra 2017 blot udgør 1,25 af dine indbetalinger.

Medlemmer, som er gået på pension og derfor ikke længere indbetaler til pensionsordningen, får også reduceret prisen, så den maksimalt kan beløbe sig til 30 kroner per måned.

Det er andet år i træk, at bestyrelsen beslutter at sænke omkostningsprocenten. I december 2015 satte bestyrelsen således omkostningsprocenten ned til 1,4 procent.

Færre af dine kroner går til invalidedækning

Bestyrelsen har endvidere sat prisen for invalidedækning ned, som den også gjorde i december sidste år.

De færre penge, der nu går til omkostninger og til invalidedækning, betyder tilsammen, at alderspensionen for en ung lærer øges med omkring 3.000 kroner om året, har Lærernes Pension beregnet.

"Samtidig med, at vi sikrer lærerne en god forrentning af deres pensioner, har vi gennem de seneste år sænket omkostningerne til administration og til invalideforsikring markant", fastslår administrerende direktør i Lærernes Pension Paul Brüniche-Olsen i en pressemeddelelse.

"Med vores solide reserver forventer vi, at lærerne også i de kommende år kommer til at have glæde af høje depotrenter", tilføjer han.

Afkastet for 2016 ligger medio december lige omkring 10 procent og dermed klart højere end i 2015, hvor resultatet endte med 2,1 procent, oplyser Lærernes Pension, der forvalter omkring 140.000 læreres pensionsopsparing.