»Jeg skal bare lade være med at tænke på vandmændene«, siger den lyshårede pige, der har taget imod udfordringen om at springe i havnen fra en kran i seks meters højde. En gruppe af klassekammerater står omkring hende.

»Kom, vi følger dig derhen«, siger den ene, og sammen bevæger de sig, nærmest rituelt, imod den gule kran, der slænger sig ud over vandet denne sensommerdag på Mariager Havn. Det er cirka det tidspunkt, hvor skolen normalt begynder for 7.e på Rismølleskolen i Randers. Alligevel har eleverne allerede været aktive i flere timer, og udfordringen på havnen er kulminationen på et begivenhedsrigt døgn, hvor de løbende er blevet udfordret fysisk og mentalt.

»Vi krydser fingre«, bliver der råbt fra jorden, mens pigen og kranen bliver kørt i stilling til det store spring. Pigen tøver. Hun kigger sig tilbage over skulderen og ser ud, som om hun har fortrudt. Men øjeblikket efter vender hun sig igen og springer skrigende i vandet efterfulgt af et plask, en klapsalve og en omfavnelse, da hun igen kommer op på kajen.

»Det var godt nok koldt. Men det var ikke så slemt, som jeg troede, det ville være, da jeg stod deroppe«, siger hun til de andre.

Anderledes tilgang

7.e har det seneste år haft problemer med klikedannelser og gruppepres, og eleverne havde svært ved at give hinanden plads i det faglige samarbejde. Selvom skolen har forsøgt sig med traditionel konfliktmægling, er stemningen fortsat problematisk.

»Der har været nogle dominerende drenge i klassen, som har været med til at sætte dagsordenen, og der er opstået episoder, der har gjort, at vi har sagt, at nu skulle der gøres et eller andet for at rette op på trivslen i klassen«, siger skoleleder Steen Bach, der igennem den lokale ungdomsskole fik kontakt til coachingteamet TeamPlatz. Lederen Bjarne Platz har arbejdet med teamtræning for virksomheder i over ti år og har derudover socialpædagogisk erfaring fra flere institutioner for adfærdsvanskelige unge. Sammen med makkeren og socialpædagogen Søren Rasmussen og skolelærer Thomas Ottesen arrangerede han en tur, hvor de kunne observere elevernes adfærd og vise dem alternative måder at omgås hinanden på.

»Vores tilgang til eleverne adskiller sig ofte fra lærernes. Vores grundholdning er, at vi hver især har de resurser, vi har behov for. De skal bare hjælpes frem. Indimellem møder vi nogle lærere, som holder fast i forestillinger om eleverne, som de ikke løbende nuancerer«, siger han og supplerer:

»Folkeskolen er generelt ikke så god til dem, der har lidt mere krudt i røven. Mange lærere har det bedst med de elever, der bare sætter sig ned og gør, hvad de bliver bedt om. De kan blive bedre til at bruge de forskelle, der er blandt de unge, for derigennem at finde ud af, hvordan de kan motivere alle typer af elever«.

Væk fra de faste rammer

Tidligt om morgenen den første dag bliver eleverne kørt fra Randers til Mariager. Dagen indledes med en kort introduktion til turens formål, og de bliver delt i tre hold, som skal samarbejde i løbet af det døgn, som turen varer. De første opgaver byder blandt andet på tømmerflådebygning og afhentning af ingredienser til aftensmad fra en post på vandet. Herefter vandrer de fem kilometer til en lysning i skoven i Hou, hvor de skal overnatte i bivuakker.

»Jeg har fået at vide, at de skal være trætte, når de er færdige«, forklarer Bjarne Platz, men understreger dog, at turen ikke er tænkt som en overlevelsestur, som var den sammensat af en jægersoldat.

»Det er vores mål, at de ikke bare er fysisk udmattede, når vi er færdige. De skal have en masse gode oplevelser og en masse at tænke på«.

Et af holdene har valgt at kalde sig »Team SS Martha« og består af tre piger og tre drenge, der i høj stemning bevæger sig gennem skoven i Hou.

De ledsages af Søren Rasmussen, som løbende introducerer dem til de forskellige opgaver, som coachene har planlagt. Opgaverne spænder fra strategiske øvelser, hvor de med bind for øjnene skal samarbejde om at skabe en retvinklet firkant ud af et tov, til refleksionsøvelser over betydningen af personlige grænser. Det sidste finder sted på en smal sti et godt stykke inde i skoven, hvor eleverne sætter sig på en træstub, mens Søren Rasmussen finder en tavle frem.

»Er det okay at sige nej?« står der, og pigerne er hurtige på aftrækkeren.

»Selvfølgelig er det det. Hvis der er noget, man ikke har lyst til, så skal man sige nej«, siger den ene. »Hvis det er gruppepres«, supplerer en anden.

Drengene er stille, og Søren vender sig imod papiret og skriver »Gruppepres - sig nej!« Ved det næste spørgsmål henvender han sig direkte til en af drengene. »Hvordan er man sej?« spørger han.

»Når man hjælper sine venner og ikke bukker under for gruppepres«, svarer han. »Er det sejt at drikke øl og køre scooter som 13-årig?« spørger Søren opfølgende.

»Det er dumt«, svarer en af de andre drenge prompte, mens han kigger ned i jorden. Coachen skriver et sammenfattende svar på tavlen. Selvom øvelsen nemt kunne gennemføres hjemme i klasselokalet, mener Søren Rasmussen, at det giver en særlig effekt, at den her foregår under anderledes forhold.

»Hvis du sidder ude på skolerne, så er eleverne i deres faste rammer, hvor de har de roller, de nu engang har. Når de sidder i skoven, kommer der nogle tanker frem, som ikke kommer frem hjemme i klassen«.

Noget at tænke over

Da holdene har gennemført øvelserne i skoven, vender de tilbage til lejren, hvor de går i gang med aftensmaden, som skal laves på wok over åben ild. Det er blevet mørkt, for programmet er blevet rykket en time, da ét af holdene er faret vild i løbet af dagen.

»Jeg er godt nok sulten«, udbryder en af drengene, mens han skærer kål. De andre børn nikker, men ingen klager dog over sult, da maden en time senere er indtaget. Mens de sidder om bålet, kommer en ung kvinde på besøg. Hun fortæller om en hektisk periode af sit liv, som tog fart, mens hun endnu gik i folkeskole. Hun begyndte at være sammen med nogle ældre kammerater, som eksperimenterede med euforiserende stoffer, og gradvist udviklede hun et reelt misbrug, der fastholdt hende i flere år.

»Det er så dumt at begynde på«, siger kvinden gentagende, og selvom hun taler lavt og langsomt, kan man høre hvert eneste ord. For første gang er eleverne tavse, mens de sidder i mørket om det glødende ildsted. Kun bålets gnister og vinden, som får træernes blade til at rasle, supplerer den intense stemning.

»Man kom virkelig til at tænke over det, hun sagde«, siger en af pigerne efterfølgende, da kvinden igen har forladt lejren. Selvom Bjarne Platz ikke har indtryk af, at eleverne er på vej ud i et stofmisbrug, mener han alligevel, at tidspunktet for advarslerne er på sin plads. Han understreger dog, at det er vigtigt, at de bliver advaret af unge, som taler ud fra egne erfaringer.

»Det nytter jo ikke noget, at vi går ind og løfter pegefingeren og fortæller, hvad de kan ryge ud i. De skal høre det fra én, der selv har prøvet det, for at de kan se, hvilke konsekvenser det kan få«.

Hele turen værd

Næste morgen er der vækning klokken kvart over fem. Eleverne har ikke sovet mange timer, men følger alligevel med ud i skoven uden at protestere. Her sidder de enkeltvis i skovbunden og iagttager lysets tiltagen og tænker over, hvordan de kan være med til at gøre klassen bedre. Da de kommer tilbage, er stemningen fortsat dæmpet. De fleste er enige om, at de skal hjem og sove efter først at have indtaget store mængder slik og sodavand, som de ganske ufrivilligt er blevet isoleret fra, i det døgn som turen efterhånden har varet. Efter morgenmaden står programmet på flere fysiske aktiviteter i form af blandt andet træklatring og tovbaneture, hvorefter turen går til Mariager Havn, hvor den sidste selvtillidsøvelse finder sted: Havnespring fra seks meters højde. Da coachene efterfølgende samler op på det forgange døgn, er eleverne udmattede, men enkelte giver dog alligevel deres bud på, hvordan turen har været.

»Det har været sjovt, fordi det er anderledes end det, vi plejer at lave. Vi plejer for eksempel ikke at klatre i skolen«, siger en af pigerne.

Særligt den sidste øvelse på havnen har gjort indtryk.

»Det var hele turen værd«, konstaterer en af drengene.

Klasselærer Jannie Zaikowska mener, at forløbet har været vellykket, og at den har gavnet hendes forhold til eleverne.

»Jeg har i hvert fald set nogle nye sider af dem. Nogle af de elever, som ellers kan være vanskelige, har vist nogle gode sider af sig selv, så både deres kammerater og jeg kan se dem fra en anden side end i klassen«.

Bjarne Platz er også tilfreds med turen.

»Det sjove er jo, når jeg kan se, at de har rykket sig. Det er jo det, der motiverer os, at vi kan se, at der sker noget«, siger han og understreger vigtigheden af, at skolen følger op på turen efterfølgende.

»Det går ikke, at de yder en halvhjertet indsats, hvis det skal fungere. Det kræver hårdt arbejde, og det er ikke bare en gang om måneden, det er hver eneste dag«.