Lærere skal vælge ny pension nu

Alle lærere skal inden 20. november tage stilling til, om de vil overgå til en ny pensionsordning. Valget kan få stor økonomisk betydning for både lærerne og deres pårørende.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærernes Pension (LP) har udviklet en ny pensionsordning ud fra medlemmernes egne ønsker, og der er store forskelle på den gamle og den nye ordning.

»Lidt forenklet kan man sige, at den nye er en god idé for dem, der gerne vil have større tryghed, når de bliver pensioneret. Vi har nemlig ændret på ordningen, ved at der går mere til pensionen og mindre til forsikringer, hvis man bliver syg eller dør«, siger direktør Paul Brüniche-Olsen fra Lærernes Pension.

»Den del, der går til forsikringer ved død, er gjort mere fleksibel - det tror vi, vil tiltale mange. Men hvis en solid ægtefællepension betyder meget, er det værd at overveje at blive på den nuværende ordning«.

Fordele og ulemper

Indbetalingen til de to ordninger er den samme, men det kan få stor betydning, hvilken ordning man vælger.

Hvis en enlig mor dør, vil børnene med den nye ordning få både børnepension og dødsfaldspension. Hvis hun ikke har forholdt sig til denne forskel, kan børnene gå glip af dødsfaldspensionen.

Omvendt er der andre, der kan få mere ud af at blive på den gamle ordning. Er man for eksempel tæt på pensionsalderen, og har ens ægtefælle ikke en god pensionsordning, så giver det tryghed at vide, at ægtefællen kan få en livsvarig ægtefælle-/samleverpension, som sikrer ham eller hende økonomisk hele livet.

Med den gamle ordning er lærerne garanteret en gennemsnitlig forrentning af deres penge på mellem 1,5 og 2,5 procent. I den nye ordning er den tilsvarende garanti nul, men ifølge LP har medlemmerne oftest fået en forrentning på omkring fire procent om året.

»Jo højere garantien er, jo flere penge skal vi reservere til udbetalinger. Når vi på den nye lærerpension ændrer garantien, er det, fordi vi så ikke behøver at have helt så mange penge reserveret. Det betyder, at vi kan investere medlemmernes penge mere frit. Og det giver os mulighed for at opnå et højere afkast, som kan komme vores medlemmer til gode«, siger Paul Brüniche-Olsen.

I den nye lærerpension kan man skrue op for alderspensionen på flere måder. Når man går på pension, kan man vælge at lægge enten dødsfaldspensionen, kapitalpensionen eller begge oven i sin alderspension. På den måde kan man få mere udbetalt i alderspension om måneden. Der er også mulighed for at få mere udbetalt de første ti år og mindre resten af tiden. Men det skal man først tage stilling til, den dag man går på pension.

»Jeg synes, man skal sætte sig ned med en kop te og bruge lidt tid på at læse den brochure, vi har udarbejdet. Bagefter kan man gå på nyordning.dk og tjekke sine egne tal. Her kan man direkte se, hvad de to ordninger betyder for én selv. Er der noget, man er i tvivl om, så kan man skrive eller ringe til os og få gode råd og vejledning«, siger Paul Brüniche-Olsen.

Få mere at vide på medlemsmøder

Den nye ordning er blevet udviklet med udgangspunkt i ønsker fra lærerne selv. Lærernes Pension har to medlemsfora, hvor man flere gange har diskuteret, hvad der skulle ændres. Og de vigtigste ændringer er faktisk blevet til efter ønsker fra de to medlemsfora. Mere til pension og en mere tidssvarende dødsfaldsdækning har været kodeordene.

Lærernes Pension har oprettet en hjemmeside, nyordning.dk, hvor man kan læse mere om den nye og den gamle pension. Logger man på, kan man helt præcist se, hvad den nye og den gamle betyder for én selv. Password er i de breve, der blev sendt til alle lærere i uge 41.

Der er i øjeblikket en række møder over hele landet om den nye ordning. Tid og sted for møderne kan findes på nyordning.dk og i brochuren, som fulgte med brevet.

En lille gruppe lærere skal ikke tage stilling til den nye pension og har derfor ikke fået et brev. Lærere, som er blevet medlem af LP efter 1. januar 2008, er allerede på ny pensionsordning. Lærere i Grønland og pensionister kan ikke få den nye pension. Endelig giver det ikke mening at tilbyde den til lærere, som har rene opsparinger uden forsikringer.

Sidste frist for at vælge er 20. november 2009..