Debat
1   30

Når lærerøjne sladrer

Blogindlæg fra skolenindefra.dk omhandlende arbejdsglæde eller mangel på samme.

Det er hårdt at se mine kollegaer, bryde sammen i gråd. Det er svært at se så mange af mine kollegaer er så presset, at de er ved at gå ned med stress. Mest af alt er det hårdt at se, når en kollega kikker på en uden den glød i øjnene, som han havde tidligere. Øjnene ser trætte ud og han kikker desperat efter den redningskrans, som skulle holde ham oven vande og nyde sit arbejde med sine kerneopgaver. Elevkontakten, elevernes faglige og sociale udvikling er pludselig svære at håndtere. Det allerværste er, når jeg mødes med kollegaer fra andre skoler, som fortæller om tilsvarende problemer og som frygter at den første influenzaepidemi, vil lægge deres skole ned i mere end en forstand.

Da jeg startede som ung lærer for omkring 20 år siden, fik jeg mulighed for at arbejde i indskolingen. Vi skulle lave en alternativ skoleuge, hvor skemaet blev brudt ned. Sammen med en kollega, fandt vi ud af, at der skulle laves et træværksted med elever fra 1. Og 2. Klasse. De skulle lave noget legetøj til dem selv. På det ene hold var der en dreng, som havde det svært med de andre. Vi kunne kalde ham Jens. Han havde en skæv tilgang til mange ting. Og af samme grund var han ofte med i konflikter. Mest fordi han ikke kendte de sociale spilleregler. Men det, at de andre elever opdagede hans fantasi og færdigheder med træ, gav ham selvtillid og en oplevelse af anerkendelse. Jens voksede her sammen med sine klassekammerater. Og det var en succeshistorie i sig selv.

Artiklen fortsætter under banneret

Den anden lærer og jeg havde de fedeste timer i det værksted. Larmen af glæde var så intens. Duften af træ, lyden af hammer mod søm og mange pensler med maling fyldte rummet– vi oplevede, hvordan børnene blomstrede. De fik alle lavet deres eget legetøj, som de stolte tog med hjem. Sammen, havde vi, som lærere, også en følelse af pionerånd, hvor alt kunne lade sig gøre. Og vi havde det fedeste job. Vi favnede dem alle. Den stille pige, den socialt udfordrede dreng, børn som skulle være i bevægelse. Jeg husker denne oplevelse, som en af de rigtig gode oplevelser gennem min næsten 20 år som lærer.

Inden for de sidste 3 år har jeg ikke har haft en oplevelse som før beskrevet. Tiden har ændret sig i forbindelse med reformen. Og netop tiden er blevet et problem i lærerens hverdag. Flere udefrakommende ”kerneopgaver” er trukket ned over lærernes hoveder. Dokumentation af elevernes udvikling og færdigheder fylder væsentligt mere. Og til tider virker den meningsløs. For i en lærers øjne er den absolut ikke dækkende til at beskrive børnene. Og slet ikke af Jens, som blomstrede med sine kammerater og sin farvestrålende træbil.

Dette er blot et af mange tiltag, som er proppet ned over lærerne over kort tid – vi har fået travlt, samtidig med at vi skal undervise mere. Færre hænder til flere timer. Og alt for lidt forberedelse. Oplevelsen af, at kommunerne køber koncepter, som skal bruges i undervisningen til at styrke fagligheden og måle elevernes viden, slukker ilden i lærernes øjne. For lærernes professionelle identitet tilsidesættes.

Hvor ville jeg ønske, at man lod os lærere arbejde med voreskerneopgaver. Så vil der være flere lærere med glød i øjnene til at bære børnene igennem deres skolegang.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Vind et weekendophold

Like Folkeskolen på Facebook og deltag i lodtrækningen om et weekendophold for to på et af de skønne Sinatur-hoteller med alt betalt!