Forskning Mobning
6   478

Forsker: Straf hører ikke hjemme i antimobbeplaner

Handleplaner mod mobning indeholder ofte straf og sanktioner. Måske skyldes det, at lærerne higer efter anerkendelse, mener Helle Rabøl Hansen, der skriver ph.d. om "Lærerperspektiver om elevmobning".

Hvorfor overhovedet have al den sanktionering? Hvem tilgodeser sanktionerne?

Efter at have studeret mange handleplaner mod mobning og efter at have beskæftiget sig med mobning i mange år som antimobbekonsulent, stillede Helle Rabøl Hansen sig selv en masse spørgsmål, om hvorfor straf og sanktionering fylder så meget i planerne.

Artiklen fortsætter under banneret

Det måtte betyde noget for lærerne, nåede hun frem til og besluttede sig for at besøge nogle lærerværelser og interviewe lærerne.

Tidligere har hun arbejdet som antimobbekonsulent hos Amok og er uddannet jurist. I denne uge er hun én af oplægsholderne på en DPU-konference om mobning.

Sult efter anerkendelse

»Jeg vil gerne prøve at se problematikken med lærernes øjne, prøve at forstå hvorfor det føles meningsfyldt at have straf i handleplanen mod mobning. Nogle planer nævner, at man skal involvere politiet og andre taler om psykiatriske foranstaltninger for de elever, der mobber. Det er drastiske skridt«, siger Helle Rabøl Hansen.

»Jeg tror, det handler om anerkendelsessult. Nogle lærere synes, det er en kamp at gennemføre deres gerning i værdighed, de oplever konfrontationer med elever eller med det omgivende samfund. Det trykker dem. Jeg har mødt lærere, der fortæller, at det altid er legitimt at sige noget negativt om lærere - noget der for eksempel ikke sker for smede«.

»Lærere, der sulter efter anerkendelse, risikerer at blive brugerfjendtlige. Problemet er bare, at disse brugere er børn, der har brug for voksnes anerkendelse for at gro. Derved opstår der en dobbelt anerkendelsessult«, mener hun.

»Lærerne oplever, at de ikke får anerkendelse for deres arbejde. Hverken hos kolleger, i medierne eller i det politiske system. Det går dem på, og derfor tror jeg, at de bliver lidt stramme i deres handleplaner mod mobning. Straf bliver meningsfyldt, fordi de ønsker mere ro, orden og disciplin i skolen. De ønsker at reparere på mobberen og på offeret«, forklarer Helle Rabøl Hansen.

Stærk elev kan være mobbeoffer

I sit arbejde oplever hun, at lærerne fortæller, at det er svært for dem at forstå mobning. At forstå hvad det er, der sker mellem eleverne. I sit arbejde har hun også flere gange været ude for, at antimobbeplanen med sanktioner er blevet brugt i situationer, hvor der ikke var tale om mobning. Måske var der en konflikt eller uro i en klasse, men det var ikke mobning.

Tidligere har hun selv arbejdet med en definition, men lige nu er hun i tvivl om, hvordan sådan en skal skrues sammen på en mere dynamisk måde. For når man har en definition, måler man oplevelser og elever op mod den, og det kommer der måske ikke noget godt ud af.

Frem for en beskrivende definition vil hun hellere se, om man ikke kan udvikle en analytisk.

»Såkaldt svage elever kan godt mobbe, ligesom stærke elever kan være ofre for mobning. Men de passer ikke ind i de fastlagte beskrivelser, hvor mobberen altid er den stærke og aggressive, mens offeret er den svage«.

»Når Michelle fra den 'rare klasse' kommer og fortæller, at hun bliver mobbet, kan læreren finde på at sige, at det da vist ikke kan passe. For eleverne i klassen er jo så søde, hvorimod Michelle ifølge læreren har nogle problemer og hænger ud med de forkerte ovre i centret. Altså passer beskrivelserne på mobning ikke, og dermed kan klager fra børn blive diskvalificeret«.

Hun understreger, at når et barn kommer med en klage, skal man tage det alvorligt.

»Når barnet tager mod til sig og siger det til en voksen, er det en tillidserklæring. Læg mobbedefinitionernes billeder væk og lyt«.

»Nogle mener, at det bliver en klage over læreren, at mobningen ikke er blevet opdaget, men det behøver det bestemt ikke at være. Men når barnet rækker en hånd ud, skal man tage imod den med en varm luffe«.

Se på gruppen

I stedet for udelukkende at fokusere på to elever - en mobber og et offer, opfordrer Helle Rabøl Hansen til, at man ser på hele gruppen. For når der finder mobning sted, er der ikke blot tale om problemer for to elever, men om at der eksisterer en mobbekultur i klassen.

»Når man placerer 28 elever i 0.u, så tror vi voksne, at der er tale om et reelt fællesskab, men den pædagogiske udfordring ligger i at få det formelle fællesskab til også at blive det reelle«.

Helle Rabøl Hansen påpeger, at der i meget af arbejdet mod mobning kigges på individet. Man regulerer hvem der er med, og hvem der er ude, i stedet for at se på hvordan gruppen fungerer.

»En elev, der mobber, er ikke en ond elev. Men det er en ond handling, som eleven udfører. Vi er helt enige om, at vi ikke vil acceptere mobning af etiske grunde, men derfra skal vi videre«.

Det handler om, at mennesket har brug for at være i et »vi«. At vi alle har længslen efter at være del af et fællesskab.

Udstilling af elever

Helle Rabøl har flere eksempler på straf og sanktioner. På nogle skoler taler man om at have et »skyggeskema«. Det betyder, at man har 9. klasses skema med sig i klassen, og i tilfælde af uro kan man sætte mindre elever hen i 9. klassen. I et eksempel står: »Der er ingen, der synes, det er rart at blive udstillet blandt en masse ældre elever, og kun ganske få gange er sanktionen blevet taget i brug. Der er allerede meget mindre uro i 6.b, og elevernes trivsel er forbedret«.

I et eksempel fra et fritidshjem blev et uroligt barn sat ved indgangen, for lige at »falde ned«.

»Jeg har aldrig set et barn, der lige 'falder ned' eller tænker sig grundigt om, mens det 'er i tænkeboks'. Det har kun en signalværdi for voksne. Vi legitimerer, at vi har gjort noget«.

»Straf har også mest en funktion for de tilpassede elever. De bliver i disciplinen, når andre elever straffes, mens de straffede enten er ligeglade med tre dages karantæne fra skolen eller er vrede og kede af det eller bare glade for at have fri«, siger hun.

Negativt børnesyn

Hun oplever jævnligt lærernes frustration over, at både børnekulturen og lokalområdet er ændret. Lærerne taler om de egoistiske børn og om lokalområdet, der har fået flere sociale problemer.

»Det negative børnesyn udfordres for lidt på lærerværelset. Alt for tit bekræfter man hinandens negative historier. Men mange er faktisk bevidste om, at det er dét, de gør. Det er bare blevet en vane«.

»Talen om ro, orden og disciplin er en overlevelsesstrategi, men den kan blive dominerende på et lærerværelse, og når man så oveni alle de andre krav også skal leve op til, at der ikke foregår mobning i ens klasse, så bliver frustrationen nogen gange for stor«.

Hun mener, at både socialt belastede børn, og børn fra familier, hvor de er vant til at blive taget alvorligt og lyttet til, har mange forskellige reaktioner. Derfor kan man ikke bare læne sig op ad definitioner eller give hinanden skylden forældre og lærere indbyrdes. Man er nødt til at invitere hinanden til dialog og til at lytte til børnene uden på forhånd at have sat stempler på dem.

»Social baggrund skal ikke komme på tværs i en mobbeproblematik. De problemer, børnene kommer med, er jordnære og fra hverdagen, så dér handler det om at lytte til dem og ikke om som udgangspunkt at se børnene som 'håbløse tilfælde'«.

Hun understreger, at hvis man ser på hele forskningen om mønsterbrydere, så viser det sig jo ofte, at det netop er en lærer, der har gjort en forskel og inspireret en elev til at bryde den sociale løbebane.

Alles aftryk på handleplanen

Når det handler om skolernes antimobbeplaner, taler hun stærkt for, at man ikke bruger en fastlåst skabelon. Det vigtigste er, at man giver diskussionerne tid, og at elever, forældre og lærere alle har givet deres andel. Så er det mindre vigtigt, om handleplanen er flot formuleret.

»Man kan godt diskutere en handleplan et helt skoleår, for det vigtigste er, at alle parter føler ejerskab til den. Det bedste er, når man kan se elevernes aftryk«.

»Det nytter ikke, at lærerne bare siger, at forældrene skal opdrage deres børn bedre, mens forældrene mener, at alt der foregår i skolen er lærernes problem. Hver gruppe må se på sig selv og på, hvordan man kan bidrage. Se på om den del af kulturen, som man er ansvarlig for, er god nok«, siger Helle Rabøl Hansen.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ