Lærer til lærer

Hos skyggetanten i Studiestræde

En fransklærers deltagelse i Journées Pédagogiques den 4.-5. november 2016 organiseret af Det Franske Institut i København.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hos skyggetanten i Studiestræde Annette Christiansen, fransklærer ved Oehlenschlægersgade Skole

Jeg er fransklærer og dermed et truet folkefærd. I grundskolen er fransk ikke obligatorisk men reduceret til et tilbudsfag, eventuelt et valgfag, og man skal ikke ret langt væk fra region Hovedstaden, før det slet ikke er en valgmulighed. Af de, der har haft fransk i grundskolen, vælger få sproget som fortsættersprog. Og på flere videregående uddannelsesinstitutioner lukkes fransk sammen med andre små sprogfag. Fransk er blevet en skyggetante i Danmark.

Det frankofile Danmark er præget af ildsjæle. På trods af – eller måske snarere på grund af - truslen udefra, meldte jeg mig også i år til arrangementet Journées Pédagogiques (Pædagogiske Dage), som fandt sted i København den 4.-5. november. Arrangementet udbydes årligt til alle fransklærere i Danmark (grundskole, efterskole, gymnasium) og bliver til i et samarbejde mellem Institut Français, Sproglærerforeningen, Fransklærerforeningen, CFU, Læreruddannelsen Zahle, Københavns Universitet, EMU Danmarks læringsportal, og Fransklisten. Formålet er at give fransklærere i de forskellige skolesystemer inspiration til deres undervisning og skabe netværk.

Arrangementet starter fredag eftermiddag i Det Thottske Palæ, som nu huser Den Franske Ambassade. Vi kindkysser, har distinkte ’r’er selv på dansk, og gestikulerer med intense blikke, her, hvor der er højt til loftet. Kagebordet breder sig over borde og vindueskarme som et overflødighedshorn af bagekunst, og vi tygger og synker i henførelse over den ene smagsoplevelse efter den anden.

”Lighed – égalité - er en dansk værdi, som går igen i geografien”, indleder ambassadøren skælmsk sin tale til os, med slet skjult henvisning til vores flade land. Ordene får mig til at tænke på Grundtvig, som skrev: ”Vi er er ikke skabt til højhed og blæst – ved jorden at blive det passer os bedst” (fra ”Langt højere bjerge”, 1820). Det er sandt, at det at være på samme niveau, ikke at rage op som et stort og dominerende bjerg, er kendetegnende for vores kultur, hvor det højeste punkt udgøres af Storebæltsbroens pyloner. Lighed og flade magtstrukturer er et særtræk, man får øje på, når man kommer fra et land som Frankrig med høje bjerge, kolossale katedraler og et himmelstræbende Eiffeltårn som nationalt symbol.

Danmark er et lille land, og bevarelsen af fransk i det danske uddannelsessystem er samtidig en ret til at leve i kulturel mangfoldighed, pointerer ambassadøren, at bevare de nuancer, der følger med tilstedeværelsen af forskellige sprog. Og fransk om noget er nuancernes sprog. Når vi overfører fra et sprog til et andet, går nuancerne tabt, men når vi mestrer flere sprog, bliver vores tilgang til verden mere nuanceret.

Ambassadørens tale går i mange retninger. Som en punkttegning for børn, hvor helheden først opstår, når barnet har sat sine streger fra tal til tal, tegner han sin tale op, men det billede, der står tilbage, da alle stregerne er sat, er billedet af en franskmand, der er villig til at kæmpe for sit sprog og sin kultur og som vil forsvare væsentlige værdier som menneskerettigheder og ligestilling, der de senere år har været truet af mørke kræfter. Her bliver det franske sprog en snor, der kan være med til at binde det hele sammen.

Arrangementets arbejdsdel foregår i Studiestræde, i Institut Français’ nyrenoverede lokaler. Vi har på forhånd tilmeldt os en række workshops, og som første atelier har jeg valgt det franske skolesystem. Underviser er Pauline Jupin, fransklærer ved Institut Français. Det er et emne, der er oplagt at arbejde med i 9. klasse, enten som selvstændigt emne eller som underemne til fx ”Être jeune” (At være ung). Workshoppen har dog snarere karakter af et foredrag. Første den historiske vinkel - fra avantgardisten og kongen Charlemagne over kejser Napoléon til politikeren og reformisten Jules Ferry, hvem Frankrig skylder den gratis, obligatoriske og konfessionsløse skole. Så en indføring i opbygningen af et klassisk skoleforløb, og til sidst viden om uddannelsen, professionen, pædagogikken og arbejdsforholdene for en lærer i Frankrig. Skolereformen, der kun er få år gammel, har haft til formål at gøre det franske skolesystem mindre autoritært og konkurrencepræget og lægge vægt på en større lighed. Således har man fx indført den lektiefrie skole, og den hidtidige skoleuge på 4 (lange) dage er nu ændret til 4,5 (kortere) dage. I sammenligning med Danmark er antallet er feriedage større, lønnen lavere og pensionen tidligere i Frankrig. Man er ansat af Staten, som også garanterer en et arbejde, men ikke nødvendigvis i nærheden af, hvor man bor.

Lørdag står i didaktikkens og metodikkens tegn. Frankofoni, de oversøiske territorier, leg og spil, tegneserier og dramaøvelser. Jeg har meldt mig på to værksteder: leg og spil, og drama. Gode inputs til aktiviteter på mellemtrinnet, men måske ikke lige så velegnet til udskolingen, hvor eleverne ikke altid orker den legende tilgang. Ved min bordgruppe får vi nogle gode snakke om kultur og spil. Hvordan inddrager vi kulturen i fx ordforrådstilegnelse i forhold til beklædning, mad, kæledyr? Kan vi læse De Tre Små Grise på fransk? Hvad med ordkort med tørklæder og bikinier?? Pascal Badache, underviser ved Institut Français, giver forslag til differentiering og udbygning af grundstrukturen i aktiviteterne, og bordet diskuterer nu, hvilket ordforråd, man kan kapere i 5. klasse – skal man fx kunne afkode ordkortenes billeder, eller skal man omvendt bevæge sig lidt ud af sin komfortzone og ind i den zone, hvor man også præsenteres for ord og begreber, der også er ukendte på ens modersmål? Den kulturelle tilgang til pædagogikken og den skoleform, vi hver især kommer fra, sætter sit præg på diskussionen og gør den spændende og udfordrende, hvorimod selve aktiviteten er banal og velkendt.

På eftermiddagens atelier laver vi dramaøvelser, under Soizic Pélissier’s kyndige ledelse. Soizic er ligeledes franskmand og underviser ved instituttet. Vi går mere end vi sidder, griner mere end vi er alvorlige på denne workshop, hvor der bliver mimet og talt. Ingen tvivl om, at den legende tilgang giver en anden kobling mellem stoffet og den lærende. Vi ser hinanden med andre øjne, når vi fx skal gruppere os efter sko, øjenfarve, eller typen af beklædning. Det er dog værd at bemærke, at det, vi i denne sammenhæng kalder for leg, i virkeligheden er en voksenstyret, stærkt struktureret undervisningsaktivitet, og ikke en leg, som børn selv skaber og sætter rammer for. Her ville jeg overveje, i højere grad at lade børnene være medbestemmende, så det også blev deres leg og dermed deres læring. Min favorit er en leg, hvor vi skal interviewe hinanden parvis. Den, der interviewes skal give én forkert oplysning, som holdet bagefter skal forsøge at gætte. Det kan være alder, antal børn eller lignende. Hvilken frihed at lyve sig til at være yngre, have en større eller en mindre børneflok, eller bo et andet sted. Vi er ude på drømmenes overdrev, her hvor alt kan ske, og selvom man kun er 10 eller 11 år, kan man sikkert godt ønske sig at bytte sin tilværelse ud for en anden, bare for en legs tid.

Aftenmørket sænker sig over København, og vi må slutte. Det har været nogle intense, stimulerende dage, som jeg kun kan anbefale andre fransklærere at deltage i. Alene møde ligesindede og udveksle erfaringer er udbytterigt, men der er også meget at tage med sig til sin egen franskundervisning. Især den legende tilgang passer godt til reformens krav om leg og bevægelse i undervisningen, men også den kulturelle baggrundsviden er vigtig, da sprog på en og samme tid er et redskab og en kultur. Vi skal udstyre eleverne med interkulturel kompetence, med evnen til at agere selvstændigt i mødet med andre kulturer, og det kræver, at vi som undervisere er godt klædt på til opgaven. Det er ikke nok, at vi behersker sproget, metodikken og didaktikken. Vi må også kende kulturen. Den er sprogets kontekst, og uden den bliver sproget reduceret til orwellsk newspeek.

Næste år foregår det i Århus. Ses vi?

Powered by Labrador CMS