Debat

Folkets valg?

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var nærmest i en tilstand af chok, at vi 9. november vågnede op til det faktum, at USA har valgt en vanvittig og ekstrem mand til ny præsident - et af de mest magtfulde embeder i verden. Det kan få store konsekvenser for verdens tilstand og stabiliteten i både USA, Europa og resten af verden. Hvad får over 59 millioner amerikanere til at stemme på en mand som Trump? Der må være tale om mennesker, der føler en voldsom frustration. Derfor har det amerikanske valg på mange måder betydning for os - og vi bør lære af det i det danske demokrati.

Demokrati må aldrig blot blive et spørgsmål om at afgive sin stemme hvert fjerde år. Demokrati er en måde at forholde sig til hinanden på og skabes ikke mindst gennem undervisning, uddannelse og dannelse. Demokrati vedligeholdes af dialog mellem mennesker, mellem politikere og befolkning og ved at skabe forståelse mellem forskellige måder at betragte og leve livet på - vigtige værdier i skolen! Vi er nødt til at bestræbe os på at forstå den frustration, der ligger bag valget af Trump. Her i Danmark kan vi se tegn på den samme frustration. Der er dele af det danske samfund, som føler sig overset. Der er befolkningsgrupper, som ikke føler sig som en del af fællesskabet, som ikke bliver hørt, og som oplever, at magteliten og den økonomiske elite lever et liv i sus og dus på bekostning af dem. Der er dele af landet, som har mistet mange arbejdspladser, hvor huse står tomme, og som har helt andre økonomiske vilkår end andre dele af landet. Sammenlign eksempelvis Lolland og Gentofte. Der er en verden til forskel.

Hvis vi ikke lærer af de tendenser, vi kan se i det amerikanske valg, risikerer vi et fremtidigt samfund, der falder fra hinanden. Vi skal værne om det demokrati, vi har. Det er ikke truet af farer udefra, hverken fra flygtninge, terror eller ekstremisme. Det er truet af det mismod, vi selv skaber: Stadig flere socialt udstødte, det skæve Danmark - fattige kommuner. Det kan udvikle sig til en demokratisk krise med paralleller til den krise, USA befinder sig i nu, og som kan bryde ud i Frankrig, hvis man der om kort tid vælger Le Pen som ny fransk præsident.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Derfor skal vi se det amerikanske valg som et kraftigt vink med en vognstang. Hvis ikke vi vågner op og skaber en bedre sammenhæng i vores samfund og sørger for, at ingen føler sig sat uden for fællesskabet og det gode selskab, så bliver vi selv ramt af populisme og ekstreme holdninger. Investering i undervisning og uddannelse og et mere lige og retfærdigt samfund er nøglerne.

Powered by Labrador CMS