Læremiddel.dk holdt konference i sidste uge.

Naturfag er også almen dannelse

Drop den snævre faglighed og lær eleverne, at naturfag er overalt i samfundet og i livet. Naturfag skal være en del af dannelsen, siger professor.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Torsdag i sidste uge inviterede Nationalt videncenter for læremidler, også kaldet Læremiddel.dk, til sin årlige konference i Odense. Emnet i år var 'Digital dannelse, didaktik og data' og det var med det udgangspunkt at professor Claus Michelsen fra Laboratorium for Sammenhægende Uddannelse og Læring, kaldte til nytænkning af skolens naturfag. For, som han sagde: "Almen dannelse er ikke kun et humanistisk projekt. Faktisk er selve begrebet 'almen dannelse' introduceret i Danmark af naturvidenskabsmanden H.C. Ørsted". Claus Michelsen gjorde sig til talsmand for, at undervisningen i naturfag i folkeskolen har for stort fokus på naturfagets produkter og metoder og for lidt på de historiske, samfundsmæssige og filosofiske dimensioner. For det er ikke nok, at naturfag er nyttigt i et samfundsøkonomisk perspektiv - naturfag har en afgørende betydning for alle aspekter i samfundet, og det skal eleverne lære, mener han. Også selv om det betyder et opgør med et snæver fag-faglighed for at give plads til den almene dannelse. "Og målet her er altså heller ikke at hjælpe rekrutteringen til de naturvidenskabelige uddannelser, selv om det kan være en behagelig bivirkning", understreger han. "Det her har et meget højere formål, nemlig at hjælpe eleverne til at blive kompetente samfundsborgere."

Modellering er vejen frem Claus Michelsen har et konkret bud på, hvordan læreren kan vise eleverne de samfundsmæssige aspekter af naturvidenskab: Modeller og konstruktionen af dem. "Modeller - algoritmer - er alle steder i dag. Streamingtjenester bruger algoritmer til at finde musik, der passer til din individuelle smag. Og i den politiske sfære bruges matematiske modeller til at langtidsplanlægge økonomisk politik. Derfor er det almen dannelse at kende til modeller og kunne forholde sig kritisk til dem. At kunne skabe og bruge dem", siger han. Samtidig har arbejdet med at skabe modeller den fordel, at det gør eleven til skaber af viden, data og i sidste ende holdninger. "Og modeller synliggør elevernes tanker og skaber stolthed", siger Claus Michelsen.

Globalt udsyn I praksis kan arbejdet med modeller for eksempel udmønte sig i, at en klasse i Danmark samarbejder med en klasse i Kenya om at samle og bearbejde data om deres hverdag, fortæller Claus Michelsen. "Så er naturvidenskab pludselig også med til at skabe globalt udsyn". Og der er ingen grund til at vente til udskolingen, for selv helt små børn er gode til at tænke naturvidenskabeligt, mener han, og fortæller om en børnehave, der fandt et dødt dyr i naturen. Og brugte det som anledningen til at lave tegninger af, hvordan dyret var kommet af dage. "Børn laver teorier, hypoteser og tænker i systemer fra starten af deres liv. Det skal vi da udnytte, så vi ikke skal til at genlære dem det, når de starter med fysik i 7. klasse", sluttede han, inden tiden var gået og værten afbrød med bemærkningen: "Ih, jeg får helt lyst til selv at gå ud og undervise i naturfag!"