”Kys hinanden. I lever kun en gang.” Et citat fra en tavle som ikke havde noget at gøre med vores vandring rundt på Videns Ø’erne mellem de forskellige debatter vi havde om dannelse og læringsmål. Jeg tog det som et tegn på at det skulle inddrages i noget der havde med dannelse og målstyret undervisning at gøre. Det viste sig også at flere af foredragsholderne havde kærlighed med som emne. Og mangel på tid. Og alt for meget Pisa.

Jeg har tanken om at lærere gerne vil lære deres elever at tænke, at føle, at bruge deres sanser, og lede dem på vejen til deres identitet. Men tiden, og kærligheden er blevet væk, fordi mål er over alt, og det er mål som lærerne ikke som sådan selv har valgt. Det er mål der handler om at gøre eleverne omstillingsparate i en verden der er bygget på konkurrence. Hvorfor skal Danmark være bedst? Og til hvad? Konkurrence og diagnoser?

Det at elever kan vinge af hvad de har lært efter et forløb, er en måde at organisere deres viden på, det ser jeg ikke som et problem, nærmere tværtimod. Jeg tror mere problematikken afspejler sig i lærere der har undervist på en måde i mange år, pludselig skal gøre det på en anderledes måde. Og noget med tiden der ikke er der. Og deres faglighed der bliver sat spørgsmål ved. Jeg er på 1. årgang, og jeg kan sagtens mærke en modstand mod læringsmål. Men jeg har et mål med mine elevers læring, og det er jo i princippet det samme. Eller er det? Hvis der ikke er et mål med undervisning, er der jo ikke en grund til det.

Anders Bondo siger det vigtigste man kan lære sine elever er hvad de vil i livet, og dermed fokus på deres identitetsdannelse. Mit spørgsmål til ham og mig selv er om ikke det kan lade sig gøre at fokusere på identitetsdannelse og mål på samme tid? Elever finder deres identitet i processen af at opnå målene? Selvfølgelig hvis et barn lærer at det ALTID skal være på vej mod noget, er vi så ikke med til at danne et menneske der ikke kan rumme stilheden? Stilheden opnås hvis vi som den pædagogiske leder Marie Kjeldsen siger, lærer vores elever at gøre ting langsomt. I det langsomme mærker jeg kærligheden til mit fag. I det langsomme ser jeg mine elever i øjnene. Lige nu og her. Mine elever skal ikke skynde sig videre til det næste mål så snart de er færdige med et mål. Mine elever skal trække vejret og mærke at de lever, og det gør de ikke med et konstant pres på sig og altid på vej mod næste mål. Hvis elever skal behandles ens, skal man behandle dem forskelligt. Jeg har lyst til at sige, hvis elever skal lære det samme, skal de lære det forskelligt. Hvad hvis der findes noget den enkelte elev ikke kan lære, imens eleven går i folkeskolen? Eller hvis eleven skal lære det i omvendt rækkefølge. Der må findes en vej rundt i folkeskolen ingen har set. En dør med nye muligheder.

Den pædagogiske filosof Brian Degn Mårtensen siger læring er blevet synonym for tilpasning, tror jeg på det, kan jeg sagtens se det negative i læringsmål, for er man flere om at være tilpasset, ser jeg en massebevægelse der går mod en retning, og tanken der går igennem mig er at vi ender med en masse spidsborgere der starter på ungdomsuddannelser uden overhovedet at kunne mærke sig selv. Jeg vil lære mine elever at blive dem selv, jeg vil som Sokrates hjælpe dem med at føde deres tanker, jeg vil med fælles forenklede grænser lade dem være vilde og utæmmede så de lærer at finde deres egne grænser. Så de mærker i dem selv hvorfor de skal tie stille og ikke reagere på et symbol der betyder de skal tie stille.

Som afslutning, kan jeg skrive der er kommet en konklusion på hvad vi gør med dannelse? Og hvad vi gør med målstyret undervisning? Nej. Jeg kan sige at jeg i løbet af denne dannelses weekend har hørt tredje og fjerdeårs studerende sige de pludselig er i tvivl om hvorvidt målstyret undervisning er godt eller skidt. Til trods for at de har været i praktik og har haft målene i hænderne. Jeg tror ikke der findes et svar på hvad den gode lærer er, jeg tror det vigtigste for en lærer er at de følger deres instinkt, frem for at de lader sig styre af mål hvor de ikke har deres hjerte med. Det vigtigste mål er at eleverne tilegner sig viden om dem selv, og den verden der er omkring dem så de kan klare sig i den fremtid ingen kender. Det samme gælder for lærerne. Kald mig bare naiv, jeg er kun lige ved at klæde mig på.