Ældre ser fordele i flere generationer på arbejdspladsen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Flertallet af babyboom-generationen - de 48-65-årige - er overbeviste om, at flere generationer på arbejdspladsen gavner produktiviteten. Men de er også meget optaget af, hvad de opfatter som ledelsens manglende evne til at belønne og lede deres generation på en passende måde.

Det viser Kelly Global Workforce Index, en undersøgelse blandt 100.000 erhvervsaktive i 34 lande gennemført af det internationale vikarbureau Kelly Services.

42 procent af de adspurgte har oplevet konflikter på tværs af generationerne på arbejdspladsen, og tre fjerdedele har tilpasset deres kommunikation med kolleger af en anden generation for at undgå problemer. Flere i generation X (de 30-47-årige) end blandt babyboomerne og generation Y (18-29 år) har oplevet generationskonflikter. I generation Y er de til gengæld mest villige til at yde en indsats for at tilpasse deres kommunikationsstil til de andre generationer, viser undersøgelsen.

Når man snakker fryns og bonus, foretrækker de unge kontant belønning, mens de ældre er interesserede i mere fritid og mulighed for efter- og videreuddannelse.

The Kelly Global Workforce Index findes på www.kellyservices.com