Nej til sponsorering i skolen

Forældrebetaling til lejrskoler kan føre til øget polarisering af samfundet og må aldrig blive en del af det økonomiske grundlag for at drive en skole

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Undervisning skal være gratis for alle. Derfor vedtog kongressen enstemmigt en resolution om, at DLF tager afstand fra forældrebetaling og sponsorering i folkeskolen. Forældrebetaling er helt uacceptabelt, underminerer skolens økonomi og etik og er med til at skabe øget ulighed i samfundet, lød det fra nogle af kongressens delegerede.

Det eneste, man må opkræve fra forældrene, er et beløb til elevers forplejning under lejrskole på omkring 70 kroner om dagen. Et beløb svarende til de udgifter, som eleven ville koste husholdningen derhjemme. Alligevel viser en undersøgelse af sponsorering, privatisering og forældrebetaling i folkeskolen, som DLF gennemførte i juni, at godt hver tredje skole rutinemæssigt foretager ulovlige opkrævninger hos forældrene til dækning af udgifter til transport, logi og entreer i forbindelse med lejrskoler og ekskursioner.

»Hvor udbredt denne pengeafpresning af forældre egentlig er, vides ikke, men den tåler ikke dagens lys. Skolefolk, der medvirker til den, fortjener at blive dyppet i tjære, rullet i fjer og jaget af byen«, sagde Niels Christian Sauer.

»Vi er nødt til at sige meget stærkt fra over for denne udvikling«, sagde Tove Borch fra Århus Lærerforening. Derfor foreslog hun, at man ikke bare tager afstand, men skarpt afstand fra sponsorering. Forslaget blev vedtaget.

»Vi er alle sammen enige om, at brugerbetaling i folkeskolen ikke er tilladt. Det står i grundloven, og de politiske partier på Christiansborg synes heller ikke, at det skal forekomme«, sagde formand for overenskomstudvalget Lotte Lange og opfordrede kredsene til at arbejde videre med problemet. |

Resolution

Folkeskolen skal drives og finansieres af det offentlige

Det påhviler kommunerne at afholde alle udgifter til folkeskolens undervisning.

Grundlovens bestemmelser om en offentligt finansieret skole med fri og lige adgang for alle er en forudsætning for, at folkeskolen fortsat kan understøtte sammenhængskraften i samfundet. Sponsorering fra såvel forældrebetalte »fonde« som private firmaer må aldrig blive en del af det økonomiske grundlag

for at drive skole, og forældrebetaling ud over kostpenge må ikke forekomme.

Forældrebetaling vil medføre stor risiko for en øget polarisering af samfundet.

En sådan udvikling tager Danmarks Lærerforening skarpt afstand fra.

Hvis jeg var lærer .

». ville jeg være med til lidt fis og ikke blive så sur, når nogle har glemt at læse lektier«

Dreng i 5. klasse