Cathrine Misser Brynfeldt ville bruge færre kopiark, hvis hun var lærer. Af hensyn til miljøet. Foto: Bo Tornvig

Aktiv undervisning og gode forklaringer

Elevernes velvære er i højsædet hos Cathrine fra 7.t. En lærer skal være én, man kan tale med uden forbehold

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Selvforsvar, førstehjælp og boksning ville være nye skolefag, hvis Cathrine Misser Brynfeldt fra 7.t skulle bestemme. Undervisningen ville være aktiv, eleverne skulle røre sig, og hvis hun var lærer, ville hun prøve at gøre undervisningen sjovere, så hun kunne fange elevernes interesse.

»Jeg ville prøve at formidle undervisningen, så eleverne forstår det. Forklare tingene ordentligt, så de ikke føler sig 'lost'. De skal vide, at de kan få hjælp. Og så er elevernes velvære vigtig. De skal føle sig godt tilpas, og derefter kommer vægten på undervisningen«, siger Cathrine.

Hun understreger, at en lærer skal være én, man kan tale om problemer med - uden forbehold. En, som kan hjælpe eleven med at få løst eventuelle konflikter.

I Cathrines skole skal den gode stemning sikres blandt andet ved at have klassens time en gang om ugen.

»Man kan også tage en dag en gang imellem, hvor klassen sammen gør noget. Sådan at der opstår et planlagt fællesskab. Man kan spille rundbold, få rørt sig og have en god stemning«.

Eleverne skal først selv prøve at finde ud af legen og fællesskabet, men hvis det ikke går, skal læreren blande sig, så alle i klassen kommer med.

»En dag om ugen skal eleverne have lov til at møde senere. For eksempel klokken ti. Så kan de sove længe den dag og møde friske som havørne«.

»Hvis man har en dobbelttime, kan man først undervise alvorligt og så lege mere med faget bagefter. Hvis det nu er tysk, kan man begynde med at terpe lidt i første lektion, og så i anden time kan man lege med ordene. Hvad hedder farverne på tysk eller lignende«, siger Cathrine Misser Brynfeldt.

Det er okay at have mange lektier nogle dage, bare det ikke er altid. Men hun ville bruge færre kopiark, hvis hun var lærer. Af hensyn til miljøet. Et smartboard kunne begrænse brugen af papir.

»Eleverne kunne godt være medbestemmende. Det betyder ikke, at man skulle have fritime hver dag, men en gang imellem. Vi kan godt være ansvarlige, sådan at det hele ikke går op i fis. Hvis eleverne bliver inddraget mere, vil de lære at have mere ansvar«.

Frikvartererne måtte godt være længere, og forældremøder skulle finde sted på skolen som i dag.

»Privatliv og skoleliv skal være adskilt. Men lærerne skal forklare, hvad der sker i skolen, de skal kende forældrene. De skal ikke fortælle forældrene alt. Kun hvis der finder mobning sted. Det skal forældrene vide, for det er ikke acceptabelt. Eleverne skal have lov til at være, som de er, uden at blive bagtalt«.

Som lærer ville hun sørge for fred og ro for eleverne og tale pænt med dem.

»En dårlig lærer kommer bare med kommandoer, det kunne jeg ikke holde ud. Jeg ville selv få spat af det«. |

Hvis jeg var lærer .

». ville jeg sørge for, at børnene var mine ligemænd - ikke alt det der pis med arrogante lærere, som føler sig over børn«

Dreng i 7. klasse