Foto: Bo Tornvig

Elever vil have gruppearbejde og mere idræt

Hvis eleverne bestemte, ville de have mere projektarbejde, flere praktiske fag og komme mere ud af klassen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Hvordan ville skolen se ud, hvis du var lærer«. Det spørgsmål har månedsmagasinet Undervisere stillet til alle elever fra 3.-9. klasse på Stavnsholtskolen i Farum. Eleverne er forbløffende enige. De vil have færre lektier, flere projekter og mere gruppearbejde.

Det kan formand for skolepolitisk udvalg i DLF Dorte Lange godt forstå.

»Jeg oplever, at det er i gruppearbejdet og projektarbejdet, at eleverne lærer meget. Foruden det faglige lærer de at tage hensyn og stimulere hinanden, plus at de er aktive. De er talende og måske i bevægelse«.

Undervisningsministeren er også positiv.

»Hvis det kan styrke fagligheden, så er jeg helt med på det. Det skal lærerne vurdere. Det er jo vigtigt at styrke motivationen, så det skal vi lytte til«, siger Bertel Haarder.

Dorte Lange mener, eleverne lærer bedst om demokrati ved selv at opleve det.

»Derfor er det også helt skævt, at skolen i dag ikke lever op til disse ønsker ved at have mulighed for gruppeprøver. Det er ærgerligt, at prøveformerne ikke afspejler skolens dagligdag«.

Men Bertel Haarder vil ikke genindføre gruppeeksamen.

»Jeg tvivler på, at eleverne har noget imod at blive afprøvet individuelt. De må have så meget gruppearbejde, de vil, og også gerne forberede sig i grupper. Men vi holder fast i, at enhver prøve må ende med, at man svarer for sig selv«.

En tredjedel af eleverne fortæller, at hvis de bestemte, så skulle der være flere praktiske fag i folkeskolen. Og når de kan pege på, hvilke fag de gerne vil have flere timer i, er der mange, der nævner hjemkundskab og musik.

»Det skal vi lytte til. Det er jo herligt, at også drengene gerne vil have hjemkundskab. Vi har netop set på, hvordan vi kan gavne de praktisk-musiske fag på et mini-Sorømøde«, siger Bertel Haarder.

Flere elever nævner også engelsk og matematik, men den helt store topscorer er idræt, som over en fjerdedel af eleverne gerne vil have mere af. Og endnu flere siger, at de gerne vil mere ud af klassen i timerne.

»Det er herligt at høre! Så må vi også kunne få eleverne ud af busserne og op på cyklerne. Og få dem til at motionere i spisefrikvarteret. Det er et meget positivt tegn«, siger ministeren. |

Powered by Labrador CMS