Debat
6   99

Skoleleder-manipulation igen, igen

Her godt inde i det tredje reformår foregiver skolelederne stadigvæk, at reformen skrider frem, og at det sker i et nærmest problemfrit samarbejde mellem ledelse og lærere. Hvor længe endnu skal vi høre på disse manipulerende floskler?

Snart offentliggøres en rapport, der bygger på interview med 406 lærere, der har sagt op i folkeskolen i årene 2013-2015. Hvorfor gik de? Svarene er indsamlet i marts i år. Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, er i Ekstra Bladet citeret for at sige, at han godt kan genkende de frustrationer, lærerne giver udtryk for i undersøgelsen:

- Vi har været igennem nogle år med store strukturændringer i folkeskolen, og der er blevet mere travlt. Lærerne har også mistet en del af den råderet, de plejede at have over deres arbejdstid. Så jeg kan godt forstå deres utilfredshed.

Artiklen fortsætter under banneret

Dermed er Claus Hjortdal endnu en gang ude i et manipulerende ærinde, som efterhånden er den funktion, vi kender ham bedst i.

For at tage det sidste først: Lærerne har ikke mistet »en del« af den råderet over deres arbejdstid, de havde før, men rub og stub.

Dernæst: Problemet i folkeskolen er ikke, at »der er blevet mere travlt« – læs: vi har fået mere at lave, men det går! – men at der ikke er tid til varetagelse af de basale funktioner. Folkeskolen kører på pumperne, resursemæssigt og strukturelt, og vil under uændrede forhold blive ved med at gøre det.

Ifølge rapporten kritiserer lærerne, at ledelsen kører frem med en hård tone, men det afviser Claus Hjortdal:

– Der er et forbavsende godt samarbejdsklima ude på skolerne, og vi har ikke haft en eneste konflikt mellem ledere og lærere om arbejdstid.

Hvis »konflikt« skal forstås som fravær af væsentlig uenighed, er udtalelsen en banal underdrivelse. Hverdagen ude i folkeskolen er fyldt med konfliktstof, men lærere er af væsen konstruktive og indstillede på at få tingene til at fungere.

Hvis »konflikt« derimod skal forstås som »kamp«, ved Claus Hjortdal udmærket, at lærerne ikke har noget at kæmpe med. Enhver formel indflydelse på egen hverdag blev taget fra dem med Lov 409.

I modsætning til Claus Hjortdals udtalelser findes der en voldsom og indædt utilfredshed blandt folkeskolens lærere. De holder den blot tæt ind til kroppen, da det i den nye kæft-trit-og-retning-folkeskole ikke er karrierefremmende at ytre sig kritisk om de ministerielle og kommunale dekreter, der på et ideologisk grundlag foregiver at forbedre folkets skole, men i den praktiske virkelighed smadrer den.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ