Blog
4   17

Hvad vil det sige at undervise?

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


Om at undervise med og i substans

Vi lever mærkeligt nok i en tid, hvor både statsmagten og mange kommuner helt har glemt, hvad en skole er for noget. I stedet fremtures der allevegne med læringsrevolutioner, læringsløfter, læringsagenter, læringsportaler, læringsstrategier, læringscentre, læringsvejledere og vel snart også lærings-læring. Det er ikke så godt, og det er vigtigt at vi sammen får talt om det. I en skole – såvel som i enhver anden pædagogisk institution – foregår der ting og sager, hvor børn og unge bliver præsenteret for et udsnit af verden på baggrund af nogle voksnes pædagogiske, didaktiske og metodiske overvejelser. Verden er som bekendt fuld af ting, former, farver, begivenheder osv., og disse har vi kulturelt kategoriseret på en lang række måder, bla. i form af skolens fag. Spørgsmålet er blot: Hvordan kan man så støtte en elevs møde med sådanne kulturbårne vinduer til verden?

Grundskolens fag har vidt forskellig oprindelse i kulturen. Nogle er oprindeligt  klassiske universitetsfag, nogle er mere eller mindre ”opfundet” af grundskolen selv, mens endnu andre er politiske nyskabelser. Alle forbinder de sig indholdsmæssigt via stærke idehistoriske rødder til den Vesteuropæiske kultur, og på den baggrund bekender de sig til en række normer for argumentation, nogle bestemte interesser, nogle væsentlighedskriterier og et sæt af metoder og praksisser. Fagenes kulturelle oprindelse medfører altså en række bestemte perspektiver på verden i form af aktive tilvalg og prioriteringer, og dermed også en række fravalg.

Artiklen fortsætter under banneret

I det øjeblik en lærer – eller en anden voksen – siger ”prøv at se her”, ”gennem dette mikroskop kan du se, hvordan dette insekt virkelig ser ud” eller ”med brøkregning kan man dele en lagkage retfærdigt”, så har man potentielt både åbnet og begrænset elevens perspektiv på verden. Når den voksne beder eleven se ”her”, så ledes perspektivet et bestemt sted hen, mens andet vil blive forbigået. Det er et grundlæggende paradoks i enhver undervisning, og noget man konstant må have øje for. Fagene er ikke sandheden om verden!

Når eleven iagttager et insekt gennem et mikroskop, vil naturvidenskaben måske mene, at man kommer tættere på ”sandheden”, men hvorfor er oplevelsen af insektet partout mindre sand, når det sker uden hjælpemidler? Sluttelig er det slet ikke givet, at brøkregning giver en retfærdig fordeling af lagkagen – en sådan kan da sagtens afhænge af, hvor sulten man er, om man vil have et flag eller et lys med, og om man overhovedet kan lide lagkage.

De logikker, de enkelte fag gør brug af er formuleret af historiske og potentielt fejlbarlige mennesker, og de knytter sig altid til et bestemt perspektiv, interessefelt eller formål. Det er fornuftigt at se ”her”, hvis det er det, man vil undersøge. Det er fascinerende at studere et insekt i mikroskop, hvis man vil vide, hvordan et sådant tager sig ud helt tæt på. Og det er uden tvivl klogt at bruge brøkregning, hvis man vil dele en lagkage efter kvantitative præmisser.

Skolens fag er derfor helt nødvendige, og de har alle deres helt egen æstetik. Hurra for dem! Blot er de stadig kulturelt overleverede fortolkninger af den virkelige verden, og til og med kronisk ufuldstændige fortolkninger. Derfor er det helt afgørende, at læreren fastholder opmærksomheden på det liv og den verden, fagene forsøger at sige noget om. Hvis fagene bliver isolerede tekniske markører, som eleverne skal tilpasses til, bliver undervisningen til meningsløs læring. I stedet skal skolen være et vindue til verden, et sted hvor der sker noget imellem mennesker.

Den hollandske uddannelsesforsker Gert Biesta skriver følgende om skolens særlige rolle i bogen Den smukke risiko: ”At åbne sig selv for en sådan mulighed begynder måske med en anerkendelse af, at skolen ikke forstås og bør forstås som et sted for læring – hvis man vil, kan man trods alt lære overalt – men at det, der gør en skole til en skole, er den kendsgerning, at det er et sted for undervisning, eftersom det er dette, der kendetegner skoler i sammenligning med de fleste, hvis ikke alle sociale institutioner, miljøer og arrangementer. At træde inden for skolens mure med udgangspunkt i den antagelse, at man ikke blot kan lære noget, men måske også kan blive undervist, er måske et meget lille skifte, men det er ikke desto mindre et afgørende og nødvendigt skifte, hvis vores mål er at give undervisningen dens rette plads inden for uddannelsesfeltet eller – for at formulere det på en anden måde – hvis vores mål er at give undervisningen tilbage til feltet for uddannelse”. (Biesta 2014: 85) Ifølge Biesta må skolen insistere på undervisningen, hvor nogen forholder sig til noget, der er imellem eller iblandt dem (jf det tyske ord ”unter”). Dette er en åben, social og principielt fri proces, hvor alt kan ske. I undervisningen åbnes verden i rummet mellem mennesker.

Alle skolens fag rummer fantastiske indsigter, og alle elever bør inviteres til fagenes fest – med fuld menu! Det er helt bestemt skolens opgave at undervise i de kulturelt overleverede fagtraditioner, men også at lade eleven møde verden som et frit, værdigt og myndigt menneske. Det bør man have øje for i enhver didaktisk refleksion, og for enhver pris undgå at undervisning bliver lig med forsimplet færdighedstræning eller gold målstyring. En lagkage kan deles retfærdigt ved hjælp af brøkregning, men dermed er det ikke sagt, at brøkregning er den retfærdige måde at dele en lagkage på.

I en skole bør man af hjertets lyst undervise i vores kulturelt formulerede fag, og med dem indvie eleverne i nogle måder at anskue verden på. Det er netop det skolens fag er så gode til. Her gives vi nemlig sprog, metoder og erfaringer, der er blevet forfinet i gennem historien. Dog må man aldrig glemme, at løsrevne elementer af fagenes anvendelse ikke kan være et holdbart mål i sig selv, da faget ikke repræsenterer sandheden om verden, og dets anvendelse ej heller kan eller bør forudsiges for det enkelte menneske. I stedet må fokus være på det indhold, som faget forsøger at sige noget om. Fagene skal være vinduer til nysgerrighed, engagement og virkelyst.

Didaktisk bør enhver lærer derfor fokusere på skolens ide, nemlig undervisning som omhandlende den verden, vi lever sammen i, og som er i blandt os. Man bør derfor undervise i stof, man anser som:

  • Godt
  • Smukt
  • Vigtigt

eller

  • frisættende

 

Ovenstående er et simpelt, subjektivt og virksomt didaktisk princip! Faktisk vil jeg - som et værn mod tidens instrumentalisme - anbefale, at lærernes vigtigste forberedelse bør bestå i at sidde i en behagelig lænestol og tænke over, hvorfor et givent emne kunne være godt, smukt, vigtigt eller frisættende. Hvis man ikke kan komme på noget, skal man lade være med spilde børnenes tid på det. Hvis man oprigtigt har fundet en god grund til at undervise i det givne stof, kan man eventuelt gøre sig nogle yderligere didaktiske og metodiske overvejelse over, hvordan timen kunne tilrettelægges. Blot er det vigtigt, at man ikke lader teknik og planlægning erodere det menneskelige engagement, som man netop havde genfundet. Som sagt er fagene jo i sig selv udtryk for et menneskeligt engagement i verden, og bliver de reduceret til rå teknik, er de uden værdi.

Enhver, der har mødt en lærer med passion og gejst, ved hvad jeg taler om. En sådan lærer siger ikke; ”nu skal du opfylde dette statslige læringsmål”, men siger; ”nu skal du bare se… det her er simpelthen så spændende”. Den slags har det nemlig med at smitte, og netop fordi indholdet er så vigtigt må og skal undervisningen være ambitiøs, dybdeborende og grundig. Det er sagen, ikke tilpasningen, der skal drive værket! Undervisningen bliver ikke sand eller evident erhvervsfremmende af denne grund, men den kan blive både oplivende og oplysende i langt højere grad end den statslige tilpasning som læringsrevolutionens skole har medført. Og netop et sådant skifte ville nok tjene både barnet, erhverslivet, demokratiet og kulturen ganske godt på lidt længere sigt, når alt kommer til alt.

 

 

Litteratur:

Biesta, Gert (2014): Den smukke risiko. Aarhus: Klim

Mårtensson, Brian Degn (2017): ”Elevens møde med faget”. I: Hansen, H.B. og Mårtensson, B.D. (red): Specialdidaktik i teori og praksis. Kbh: Hans Reitzels Forlag (in press).

Andre bøger, artikler og indlæg: http://www.briandegnmaartensson.dk/


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

 

Læs mere om de faglige netværk
8.581 andre er allerede tilmeldt