Man må vel håbe, at formanden for Kommunernes Landsforening, Anker Boye, krummer tæer, når han i embeds medfør som medansvarlig for skamrosen af den folkeskolelov, der som den første nogensinde har formået at præstere et påviseligt uddannelsesmæssigt tilbageskridt, kaster sig ud i sin kommentars fremhævelse af uvirkelighedens og tomhedens værdiløse perlerække af flove fraser i Folkeskolen nummer 29/32. Men det gør han nok ikke.

Oh, de fremsynede skoletanker, der nu skal til at vriste skolen ud af traditionens velprøvede og veldokumenterede kvalitetsniveau og sende den ud, hvor alt er konverteret til spændende uvished og lækre blødheder i fantasiens højtsvævende, tomme kompetenceballon. For i Anker Boyes fremtidsutopi vil vi ikke værdige faglig paratviden og besværligt indøvede færdigheder en tanke. Nej, her vil vi holde os til et fantasifoster af en fremtidsvision, hvor vi alle er samlede som lykkelige faglige ignoranter i det tvungne fællesskab på et tilpas lavt kundskabsniveau, hvor ingen har noget at lade hinanden høre, og hvor vi alle skal være mestre i at snakke sammen, fastholde og udvikle relationer (hvad pokker det så end er for relationer, Boye hentyder til. Men det lyder sørme godt), samarbejde, tale sammen og ellers være gode ved hinanden. Og hvor skal vi dog snakke sammen, når den ensgørende udelte skole har gjort sin virkning, og når vi ikke længere er hæmmet af bevidstheden om vor manglende faglige viden.

Det hele er selvfølgelig lidt løst i fugerne. Men det går nok alt sammen, når bare vi kalder det hele for kompetencer. Det ord er der magi i.

Vagn Madsen

Brønderslev