Debat
2   49

The Dragør Dream

Folkeskolereformen handler mest om ansættelse af nye typer skoleledere og -chefer. Et lag, der går fra en demokratisk og pædagogisk faglig kultur til en topstyret, renset for elementær viden om den pædagogiske praksis

Dragørs skolechef Karina Møller svarede i august lærerne i hendes kommune følgende, efter lærerne havde mistet tilliden til skoleforvaltningen:

"'Det skolevæsen, jeg har mødt i Dragør, er præget af fagligt dygtige medarbejdere og ledere, men de er ofte privatpraktiserende, forstået således, at den enkelte selv sætter standarder for kvaliteten. Det betyder, at det har været personafhængigt, hvilke tilbud eleverne har fået (…) Jeg er ærgerlig over, at vi er havnet her. Det er en svær proces - Derfor er det også vigtigt, at de formelle parter er i dialog med hinanden".

Jeg vil da sørme håbe, at den enkelte lærer selv sætter standarden for kvaliteten og at deres undervisning er personafhængigt. Det er jo det, som lærere er uddannede i og ansat til. Ellers er læreren jo et dyr eller en maskine. Hvorfor beklager en skolechef sig over, at kommunes lærere er pædagogisk professionelle? Som lektor i pædagogik og didaktik undrer jeg mig. Skolechefen skrivere videre, at:

Når vi forvaltningsmæssigt sætter forskellige tiltag i værk, er det for at understøtte udviklingen frem mod et fælles skolevæsen, hvor der er sammenhæng og ensartethed i kvaliteten

Artiklen fortsætter under banneret

Jeg vil da håbe, at det er en PÆDAGOGISK sammenhæng og ensartethed i kvaliteten, der her efterspørges! Ellers giver det ingen mening, at Karina Møller er skole-chef. Vi befinder os jo ikke på LEGO eller en anden virksomhed. Skoler er pædagogiske institutioner, jf. formålsparagraffen. En pædagogisk institutions formål kan formuleres som eksempelvis professor i pædagogik Erling Lars Dale formulerer det i bogen ”Pædagogik og Professionalitet”:

Generelt er netop udviklingen af eleven til autonomt subjekt det regulerende princip i opdragelsen og dermed det overordnede etiske princip for pædagogikken som profession”.

Det vil sige, at al målrettet undervisning har det formål at gøre eleverne myndige. Det kræver myndige lærerne. Der kan foretage pædagogiske valg, skøn og ansvar og ikke fralægger sig det ved bevidstløst eller instrumentelt at foretage en ”ensartethed” i et diffust kvalitetsbegreb, uanset om det er dikteret af kommunen. Lærere skal kunne foretage valg, give kritik og tage ansvar, hvis eleverne skal blive myndige, for det er læreren – i kød og blod, in person - der står ude i undervisningen. Dale formulerer det organisationsdidaktisk således:

Som lærer underviser man ud fra vedtagne tjenesteforskrifter. Som didaktiker står man i et reflekteret forhold til forskrifterne, blandt andet for at kunne udøve offentlig kritik af dem. Professionalitet i skolen som organisation kræver, at lærerne bliver tilkendt retten til at være didaktiker”

Lærere skal derfor grundlæggende tilkendes evnen til at kunne arbejde didaktisk-pædagogisk og hermed at indgå i en PÆDAGOGISK sammenhæng og kvalitetsmæssig ensartethed. Ikke alt muligt andet. For det, kan de kritiseres. Intet andet.

Hvad er pædagogisk faglighed?

Da den pædagogiske dimension stort set er fraværende på lederkurser/-uddannelser, er det nødvendigt igen igen og forklare offentligheden, hvad en pædagogisk praksis og et pædagogisk ansvar er.

Lærerprofessionens faglighed kræver kortsagt en historiebevidsthed, et personligt ansvar og evnen til løbende at foretage pædagogiske skøn. Det moderne liv fordrer derfor et åbent personligt forhold mellem teori og praksis. Mellem fortid og fremtid. Mellem nytte og moral. Faglighed og frihed er to sider af samme sag.

Professor i pædagogik Dietrich Benner sidestiller den pædagogiske praksis med menneskelivets andre praksisformer: Arbejdet, æstetisk, etisk, politisk og religiøs praksis. Praksis betyder her ikke en modsætning til teori, men i stedet vores menneskelige kulturelle fællesskaber. Da praksis ofte i andre universitetsfag forenklet bruges som ikke-teori, så er det vigtigt at erkende i arbejdet med lærere, at når vi taler om en almen menneskelig praksis - som eksempel undervisning - så er den altid præget af valg og ansvar, og derfor af tænkning, vurdering, ideer etc. ”Learning by doing”, betyder ikke, at hovedet skal ligge hjemme i kommoden. Undervisning kræver faglig forståelse, ikke alene metoder og målbarhed. Uanset, hvor mange Dafolokurser og – litteratur kommunale lærere tvinges igennem i øjeblikket.

Den pædagogiske profession skal løbende gå igennem egne lærings- og dannelsesprocesser for at opnå myndighed og mulighed for et tage et kvalificeret fagpersonligt ansvar. Det er det, skoleledere og skolechefer bør understøtte. Lærerstuderende undervises i pædagogiske-didaktiske teorier, for SELV at kunne tage kvalificerede valg af hvad, hvordan og hvorfor i undervisningen. Det er ikke meningen, at denne evne sidenhen skal pilles ud af dem, når de får et job.

På det klassiske universitet er det ofte rettelig en kvalitet i sig selv ikke at inddrage forskerens personlige kvaliteter eller mangel på samme. Eksempelvis inden for jura, medicin, biologi osv. På professionshøjskolen forholder det sig omvendt: Professionalisme og personlighed er uadskilleligt. Eleven skal både møde et menneske og en lærer. Som læreren altid møder både en elev og et menneske (jf. professor i pædagogik Wolfgang Klafki).

På læreruddannelsen handler det om at finde ud af, hvad det er for en opgave, en lærer har, hvilke valg, der er mulige og hvilket ansvar, der skal tages. Og dette ansvar er altid både professionelt og personligt, fordi det kræver en forholden sig til noget eller nogen. Det er derfor ikke muligt at udvikle sig professionelt, hvis man ikke evner at forholde sig kritisk. Dale skriver det således:

Gyldighed kan kun begrundes gennem samtaler, hvor man må svare for sig selv – og ikke for andre, ikke på andres vegne. I en kritisk diskussion, f. eks.  om præmisserne for vores standpunkter, må vi optræde med begrundelser, hvor vi selv står med ansvar for det, der bliver sagt og gjort

Lærerfaget er ikke bare en teori, en abstraktion eller en konstruktion. Den er virkelig.

En af de mest indlysende grunde til, at det er nødvendigt at udvikle en kritisk sans er, at mennesket – ulig dyr - kan tage fejl, men også at lære af sine fejl. Det er en af de vigtigste definitioner på det menneskelige. Ræve tager ikke fejl, ræve indser ikke egne fejl, ræve opdrager ikke på andre ræve. Det gør mennesket til gengæld. Også skoleledere/-chefer, lærere, lektorer, politikere osv. Eller det burde de.

At arbejde med fejl, vide man kan tage fejl og opdrage til at indse fejl er kilden til menneskets positive udvikling. Det kræver en tillidskultur og en samtalekultur, som folkeskole- & seminariekulturen og højskolemiljøet førhen ofte repræsenterede. På læreruddannelsen skal lærerstuderende grundlæggende vises noget betydningsfuldt for deres profession. De skal spørges i forhold til, hvordan det viste blev forstået af dem og endvidere opfordres til overveje, hvad det betyder i forhold til at blive lærer. Kort sagt opdrages til at tænke kritisk-konstruktivt. Præcis som elever skal. Det er derfor, vi har skoler og uddannelser.

Således udvikles viden, kunnen og holdninger, der dels må være foranderlige og samtidig ikke kan være hvad som helst. Lærerprofessionen er på en og samme tid er noget bestemt og samtidig under udvikling. Ligesom elevrollen.

Lærere er pædagogisk professionelle

Alle pædagogiske og didaktiske teorier tager udgangspunkt i forholdet mellem en person og dens omverden. Hvordan kan vi møde omverdenen, forstå omverdenen og påvirker den? Hvordan kan vi undgå at føle afmagt eller almagt, men i stedet at få mod til at handle? Hvordan undgå vi at blive så opslugt, at vi mister os selv eller så distancerede, at vi heller ikke er os selv? Hvordan kan vi kategorisere vores omgang med omverdenen, så vi har mulighed for at opdage os selv og den, uden at blive ufrie?

Skoleforsker Leo Komischke-Konnerup understreger betydningen af, at lærere bliver anerkendt og selv forstår sig selv, som netop pædagogiske professionelle

Selvom fx både psykologisk, neurologisk eller sociologisk indsigt kan være betydningsfuld for skolens praksis – også for den specialpædagogiske – så betyder det enten at denne praksis er psykologisk, neurologisk eller sociologisk. Det er i skolen de opvoksende generationer gennem undervisning og opdragelse skal forberedes til et fremtidigt liv som voksne. Skolen er derfor først og fremmest en pædagogisk institution, og den praksis, der finder sted i skolen, er en pædagogisk praksis. Læreren og pædagogen i skolen er heller ikke en slags psykologer, terapeuter eller sociologer. De er pædagogisk professionelle.” (Komischke-Konnerup, Specialundervisning på hovedet, Klim, 2010).

Når skoleledere/-chefer - på utallige kommunale ledermøder og engelske masteruddannelser i ledelse - undervises i, at folkeskolelærere ikke længere må være personlige og kritiske, er det derfor helt uden for pædagogisk rækkevidde. Hvis skolechefer generelt frygter, at lærere bliver privatpraktiserende, så kan det kun undgås ved, at lærere sammen har tid til at forberede sig og evaluere deres didaktiske observationer. Det var præcis det eneste, de ikke fik med folkeskolereformen.

Enhver undervisning er personafhængig, Karina Møller. Hvordan kunne nogen ellers være ansvarlig for undervisningen ude i kommunerne?


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ