Anmeldelse

Den morgen vi var hyrder

Hyrder og barokmusik

Billeder, ord og toner danner tilsammen et lille kunstværk for børn.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kan man udgive en billedbog med barokmusik til børn? – Ja, da! Hvis det blot gøres lige så intelligent og smukt som med billedbogen "Den morgen vi var hyrder" – fortalt af Tea Bendix og musikeren Poul Høxbro med dejlige, næsten skitseagtige billeder, som man selv kan digte videre på.

Fakta:

Titel: Den morgen vi var hyrder

Forfatter: Tea Bendix, Poul Høxbro

Pris: 249,95

Sider: 32

Forlag: Carlsen

Concerto Copenhagen 1991 fejrer 25-årsjubilæum og lægger toner til den medfølgende cd med oplæsning og musik, der passer til historien. Det er engelske og franske pastorale toner – Jean-Baptiste Lully (1632-1687), Jacques Aubert (1689-1753) og John Playford (1623-1686) – indspillet let og elegant.

"Den morgen vi var hyrder" er en jegfortælling. En lille knægt, en hyrdedreng, fortæller historien, om dengang han spillede musik på sin fløjte og tromme for nogle fine folk på slottet, men inden da var hans fløjte pludselig blevet væk. Det er hyrdedrengens bedstefar, der har skåret fløjten, og derfor har den en speciel værdi for knægten, der leder efter fløjten langs med åen, der løber gennem landskabet. Inden han ser sig om, er han midt inde i en fornem slotshave, hvor fløjten mirakuløst er endt i et stort springvand. Slotsgartneren fanger ham og fortæller de fine folk, der dukker op, at han har fanget en lille hyrde. Hoffolkene er med det samme helt oppe at køre over ”den rigtige hyrde”, det lille naturbarn, der med det samme griber sin genfundne fløjte og sin tromme og spiller det bedste, han har lært af sin bedstefar. Hoffolkene bliver mildt sagt meget imponerede over den lille hyrdes musikalske evner, men han lugter, og derfor må han som en anden Jeppe på Bjerget vaskes.

Gartneren meddeler, at der nu er både får og grise i haven, for dyrene er åbenbart fulgt efter den lille hyrde. Også de må vaskes, mener hoffolkene, og snart er der en sand fest, hvor den lille hyrde spiller sammen med en violinist. Hyrden fremtryller musik, der handler om bakkerne, den piblende å og vandet, og hele selskabet – inklusive dyrene – bevæger sig langs med den skønne å. Til sidst møder de hyrdens bedstefar, og så er den lille hyrde tilbage ved udgangspunktet, men må dog lige følge selskabet tilbage til slottet, for der skal spilles for kongen, mens han står op. Snip, snap, snude, nu er historien ude.

"Den morgen vi var hyrder" er en pragtfuld udgivelse, hvor ord og musik på smukkeste vis er flettet sammen til en fornem helhed, der siger spar to til mange andre billedbøger. Det er Poul Høxbro, der meget virtuost spiller enhåndsfløjte og tromme. Han er også den, der fortæller historien på cd'en med rar og varm stemme. I tilgift får man på cd'en en række iørefaldende barokmelodier. Strålende kunst for børn!