Statistikkerne ser dystre ud. Diabetesforeningen anslår, at der vil være 70 procent flere børn med diabetes 1 i 2020!

I juli måned fik vores fireårige datter diabetes 1. Vores kendskab til sygdommen viste sig at være yderst begrænset.

Når et barn bliver ramt af sygdommen, medfører det en omvæltning for hele familien. Der skal måles blodsukker hyppigt, og maden skal vejes for at kunne give den rette mængde insulin.

Vores datter går i børnehave og skal begynde i skolen til næste sommer. Den store bekymring går på, hvordan skolelivet skal gå, da hun er afhængig af, at hendes blodsukker er stabilt.

Folkeskolen er lovgivningsmæssigt forpligtet til at varetage sygdommen. Opgaven kræver tid til blodsukkermåling og insulinindtag. Samtidig skal man holde øje med, at hun spiser det, hun skal, og i det hele taget være opmærksom i undervisningen og frikvarterer. Det er utopi, at én lærer kan overkomme denne opgave samtidig med at skulle undervise. Der skal altså støtte til, men diabetesbørn falder uden for gruppen af specialpædagogisk bistand.

Diabetesforeningen har da også undersøgt vilkårene for diabetes-børn i skolen, og resultatet er nedslående. Det viser sig, at otte ud af ti diabetesbørn bliver overladt til sig selv med deres sygdom.

Det bunder i uvidenhed omkring sygdommen, der er kronisk og skal tages alvorligt. Et barn med for højt eller for lavt blodsukker trives ganske enkelt ikke. Dertil skal man have for øje, at svingende blodsukkertal kan føre til alvorlige senkomplikationer som nyresvigt, amputationer af fødder, nedsat syn med mere.

Et barn skal ikke tage det ansvar alene at passe en så alvorlig sygdom, og forældre skal ikke gå og være bekymrede for, om nu sygdommen bliver varetaget, mens børnene er i skole og skolefritidsordning!