Eleverne er ivrige. 37 sidder tæt i det lille lerklinede rum på bænke af bambus

Liberia løftes af nye undervisnings­metoder

I det vestafrikanske land Liberia skal eleverne selv arbejde for at lære. Det har lærerne lært på et kursus, som Ibis står bag.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Apple«. »Say A«. Eleverne øver sig i a-lyden mange gange. De siger den i kor. En skriver et ord med A på tavlen, og læreren gentager lyden og ordet meget tydeligt flere gange.

Niveau 1 i klassen på Diebeville Pleebo skolen i det sydøstlige Liberia øver sig på bogstaverne A, B og C i denne time. Lærer Eliza er meget grundig med udtalen og inviterer hele tiden en ny elev op til tavlen for at skrive et ord med A, B eller C, som de selv må vælge. Boy, car, cat og cow pryder tavlen, men også længere ord som brother og cassava. Hun smager nærmest på lydene, og eleverne siger dem efter i kor.

Eleverne er ivrige. 37 sidder tæt i det lille lerklinede rum på bænke af bambus. Skolens tre andre rum er også proppet med elever i alle aldre, og man kan tydeligt høre undervisningen i alle fire rum samtidig.

Skolen er bygget af landsbyens beboere. Da de hørte om ALP-projektet (Accelerated Learning Programme), ville de være med og byggede en skole, fordi de syntes, der var et kæmpe behov for undervisning. Nu er der offentlig grundskole om formiddagen, ALP-skole om eftermiddagen, og om aftenen kommer de voksne fra landsbyen - primært kvinder - for at lære at læse. Lærerne underviser også om aftenen.

Eliza skriver vokalerne op. Elever er på skift oppe for at skrive konsonanterne. De taler om forskellene.

I rummet ved siden af underviser Gabriel niveau 2 i science. Det handler om jord - om forskellige jordtyper, og hvad jord kan bruges til. I grupper når eleverne frem til, at der findes tre jordtyper: Muld, lerjord og sandjord.

»I morgen går vi ud og ser, hvor vi kan finde de tre jordtyper. I aften kan I spørge jeres storebrødre og -søstre, hvor man kan finde dem«, opfordrer Gabriel eleverne.

På ALP-skolerne er der fire grundfag: Engelsk, matematik, samfundsfag og naturfag. Samfundsfag kan indeholde alt fra konfliktløsning og oplysning om aids til diskussioner om moral og etik.

Stor lærermangel

»Vi bruger at se, at gøre og at lege i undervisningen«, fortæller Lucy Karhenye og Gabriel Freeman. Det har de lært i ALP-træningen. De fremhæver også fonetikken, og at de har lært at planlægge en lektion.

Lucy har undervist i børnehaven i ni år, og Gabriel har arbejdet som lærer i otte år og har taget en del af en læreruddannelse. Dermed har de mere erfaring i at undervise, end ALP-lærerne ofte har.

Der mangler omkring 11.000 lærere i Liberia. På ALP-kurset lærer kursisterne faglig viden, grundlæggende læsepædagogik og elevcentreret undervisning.

Fonetikken er vigtig

Langt fra den lerklinede skole i et andet distrikt i den sydøstlige del af landet ligger Garraway Beach skolen. Her er skolebygningen større, og det samme er aldersspredningen blandt eleverne. En elev ammer sit spædbarn på sin plads bagerst i klassen, mens en klassekammerat lægger tal sammen på tavlen.

Når eleven er færdig, klapper klassen, og læreren roser.

I klassen ved siden af handler det om lydene »F« og »D«.

»Fonetikken er det allervigtigste i ALP-træningen, fordi det hjælper eleverne med at læse og udtale ordene. De kan udtale ordene uden at kunne forstå dem, men det er et skridt på vejen til forståelsen. Fonetikken betyder så meget«, fortæller Alex Badio.

Han begyndte arbejdet som lærer i 2004, da borgerkrigene var slut. Fordi han ønskede at hjælpe, og lærermanglen var akut. Han har en high school-eksamen og begyndte som frivillig lærer uden løn. Nu har han som ALP-lærer fået et 20-dages-kursus i nye undervisningsmetoder og elevcentreret undervisning. Desuden får han 70 amerikanske dollars om måneden i løn.

Egentlig ville han gerne være læge, og det drømmer han stadig om at kunne blive senere.

Han fortæller, at han meldte sig til ALP-kurset, fordi han ønskede at blive en bedre lærer.

»Jeg lærte at undervise, så eleverne forstår bedre. Der er meget stor forskel på min undervisning før og nu. Tidligere sagde jeg det hele til eleverne, og de skulle så kopiere mig. Nu har jeg lært, at de selv skal arbejde for at forstå. Vi bruger at se, at høre og at gøre, når vi underviser nu«, siger Alex Badio.

Liberia

Liberia i Afrika har været præget af borgerkrige, der varede i 14 år og sluttede i 2003. Man skønner, at omkring 270.000 blev dræbt i krigene, og mange andre flygtede til nabolandene Elfenbenskysten og Sierra Leone. Omkring ti procent af børnene under 15 år var børnesoldater. Freden i det vestafrikanske land holdes nu ved lige af store FN-styrker.

Liberia har omkring 3,5 millioner indbyggere. Landets resurser er gummi, jern, diamanter og guld, men borgerkrigene har skabt økonomisk ruin.

Arbejdsløsheden er enorm, og underernæring er et stort problem. I den sydøstlige del, hvor fattigdommen er værst, skønner man, at over 70 procent lever under fattigdomsgrænsen. Gennemsnitslevealderen er 42 år for kvinder og 39 år for mænd. Omkring 70 procent af mændene og 40 procent af kvinderne skønnes at kunne læse.

ALP-skolen - Accelerated Learning Programme

Ibis står bag et stort skoleprojekt i Liberia for de 10-24-årige. På tre år skal de have mulighed for at tage en grundskoleuddannelse, der normalt tager seks år.

Formålet er primært at give de elever, der ikke har gået i skole under krigene, en basisuddannelse. Desuden ønsker man at uddanne kvalificerede lærere og sætte gang i skolebestyrelsesarbejde. Projektet kører flere steder i Liberia, men der sættes kun nye ALP-skoler i gang i den sydøstlige del, hvor manglen på lærere og skoler er størst. Lærerne bliver trænet i nye undervisningsmetoder og løbende superviseret af ALP-trænere, som Ibis også har uddannet. Projektet foregår i samarbejde med undervisningsministeriet i Liberia.

Lærerens Dag 5. oktober

Danmarks Lærerforening og Ibis samler på Lærerens Dag ind til ALP-skolerne i Liberia. På laererdag.dk kan man læse mere om projektet og om de hjælpepakker, man kan købe. For eksempel koster et startsæt til en lærer 120 kroner. Man kan også købe en æblenål eller et læsekursus til en lærer. Man kan også sende en sms for eksempel: Sms »startsæt« til 1220 - så støtter du med 120 kroner plus almindelig sms-takst til blyanter, blokke med mere.