Reformér foreningen

DLF skal være mere decentral, siger 12 kredsformænd

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den faglige leder og tillidsvalgte i Danmarks Lærerforening, som i fremtiden klager over ikke at være blevet inddraget i en given problemstilling eller løsning, kan nok umiddelbart mobilisere forargelse i sit bagland. Men forargelsen vil hurtigt vige for utilfredshed med en leder, der ikke evner at placere sig centralt og påvirke beslutningen ud fra foreningens fag- og skolepolitiske mål.

Så håndfast er fremtidens fagpolitiske virkelighed. Og så håndfast er kravene til DLF's decentrale politik og opbygning, som skal understøtte den faglige leder.

Den nuværende opbygning er blevet til under en statsligt reguleret folkeskole. Manglede der bestemmelser om timereduktion til en børnehaveklasseleder, som blev valgt til lærerrådsformand, eller noget om lønafkortning for lærere, der deltog i en arbejdsnedlæggelse, måtte der straks udsendes et ministerielt cirkulære.

DLF's arbejde i forhold til medlemmerne byggede i høj grad på regelfortolkning og kendskab til ministeriets praksis.

Perioden med statslig dominans over folkeskolen varede cirka 50 år, og når folkeskolens område på trods af kommunalreform i 1970 og fokus på det kommunale selvstyre først for alvor bliver et kommunalt anliggende i 90'erne, skyldes det især statsmagtens traditionelle interesse i at påvirke elevernes dannelse gennem opdragelse og uddannelse.

Men her i 90'erne er lærerbastioner faldet på stribe. Først kom der styrelsesbestemmelser uden lærerråd. Så en aftale, der kommunaliserede lærernes ansættelsesforhold, og som medførte overenskomstansættelse. Også arbejdstidsforholdene blev til et mere lokalt anliggende. I 1995 fik tillidsrepræsentanten på den enkelte skole ret til at indgå aftaler om arbejdstiden. Sidst er lærerne overgået til en mere decentral aftalt ny løn.

Alle ændringer har mødt betydelig lærermodstand, men de har været i god samklang med den generelle politiske og samfundsmæssige udvikling.

Danmark er således i dag et af de lande i Europa, som har den mest omfattende decentralisering af den offentlige sektor. I få lande er så vigtige og ressourcetunge samfundsopgaver blevet udlagt til kommunestyre. Magten over store dele af undervisning, sundhed og det sociale område er endog lagt videre ud til brugerbestyrelser og institutionsledere. Denne proces er gennemført, uden at statsmagten har stillet nævneværdige krav til ensartethed eller kvalitet, og den er gennemført i relativ politisk enighed.

Fagbevægelsen er tilsvarende blevet tvunget til at følge med decentraliseringen og er i gang med at styrke den decentrale forhandlingskompetence. Da regelstyring er afløst af rammestyring, er arbejdsmarkedet undergået en mindre revolution. Centrale aftaler og overenskomster er allerede afløst af flere og flere rammeaftaler til lokal udmøntning i den enkelte kommune og på den enkelte arbejdsplads.

Udfordringen for fagbevægelsen og dermed også for DLF er en klar politisk og organisatorisk styrkelse af det decentrale led. Det fagpolitiske tyngdepunkt - det, der vedrører medlemmernes daglige vilkår - er flyttet fra et centralt til et decentralt anliggende.

Vi har talt om 'DLF i udvikling' i mange år, men intet væsentligt er blevet ændret som følge af organisatoriske beslutninger. Der har stort set alene været tale om en tilpasning i baghjulet på udviklingen. Derfor skal kongressen i november iværksætte en hurtig reform af DLF's opbygning, som afspejler de ændrede faglige vilkår, vi står over for.

Problemformuleringen er klar: Hvordan får DLF ændret sin politiske og organisatoriske opbygning og sagsbehandling på betryggende vis - og uden en større kontingentstigning?

DLF's nye opbygning skal sikre både det enkelte medlems individuelle forhold og de mere kollektive interesser i en decentralt baseret folkeskole her ved begyndelsen af det 21. århundrede.

Helen Sørensen,

Herningegnens Lærerforening

Axel Jørgensen,

Kolding Lærerkreds

Niels Thulin,

Roskilde Lærerforening

Bjarne Krogh,

Aalborg Lærerforening

Karl Sigsgaard,

Slagelseegnens Lærerkreds

Djon Bak,

Vejle Lærerkreds

Bjørn Rasmussen,

Falsters Lærerforening

Reinhard Werner,

Vestsjællands Lærerkreds

Ole Jensen,

Nordjyllands Amtskreds

Kurt Abildgaard,

Esbjerg Lærerforening

Torben Møller Pedersen,

Sydfyns Lærerkreds

Niels Munkholm Rasmussen,

Odense Lærerforening.

Powered by Labrador CMS