Klokken er 13.30, eleverne er sat i gang med deres gruppearbejde, jeg cirkulerer rundt i klassen og vejleder eleverne i deres arbejde. Der er en god arbejdslarm og jeg fornemmer en god stemning iblandt eleverne om den pågældende opgave. Især gruppen hvor hovedpersonen sidder. Hun er engageret, aktiv deltagende og lyttende til de andre i gruppen.

Jeg lægger efterfølgende mærke til en masse tegninger, der er blevet hængt op i klassen - tegningerne er blevet lavet i fransk og forestiller et menneske, der er fyldt op med diverse flag. Flagene skal indikere en tilknytning eleven har til det pågældende land. Ud fra flaget skal de så beskrive relevansen.

Jeg kigger lidt rundt på tegningerne og studser over hovedpersonens tegning. Den er beskrevet således:

Begge ben er det pakistanske flag, hvor hun har skrevet ”hjem”. Hele overkroppen og armene er tegnet med skrift på ”urdusk”, hvilket hun har beskrevet med hjerter.

Det danske flag fylder en mikroskopisk del nede ved hoften, og er beskrevet ”skolen”.

Efterfølgende stiller jeg mig selv spørgsmålet ”hvor er det vi, som institution fejler i vores integration af tosprogede elever –  og hvad er det der gør, at hun til trods for at hun kun har været i Pakistan et fåtal gange, alligevel har en enorm kærlighed til Pakistan og hele dets kultur?”

Er jeg bare en smule skabspatriotisk, der ønsker at alle folk skal elske Danmark lige så meget som jeg selv gør?

Men har vi som institution overhovedet fejlet i denne situation? Eleven indgår jo på lige fod med de andre elever i diverse demokratiske processor, laver sine lektier og fungerer socialt i skolen. Så hvad er egentlig overhovedet udfordringen her?

*Hovedpersonens baggrund er baggrund er Pakistansk, men er født og opvokset i Danmark. Hun er i slutningen af 7. Klasse begyndt at gå med tørklæde.