"Det er lærerfaget, jeg ikke vil tilbage til. Rammerne er der simpelthen ikke længere for, at man kan være den lærer, jeg gerne ville være”, fortæller Dorthe Lindmann Christensen.

Fra lærerildsjæl til lægesekretær

Syv år i folkeskolen. Det var, hvad det blev til for lærer Dorthe Lindmann Christensen. Fagbladet Folkeskolen fulgte hende gennem hendes første år som lærer i 2009. I dag har hun sagt farvel til skolen for at blive lægesekretær.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det bliver så godt at få mine egne elever. Børn, som jeg er klasselærer for, og som jeg virkelig kan lære at kende. Det glæder jeg mig rigtig meget til". Sådan lød det med strålende øjne og et stort smil fra Dorthe Lindmann Christensen, da Folkeskolen mødte hende første gang i august 2009, hvor hun skulle begynde som lærer på Stilling Skole ved Skanderborg.

Det sværeste bliver at bevare overblikket 

Folkeskolen fulgte hende gennem det første år som lærer, hvor hun fortalte om glæden ved at kunne gøre en stor forskel for en pige med anoreksi, om fantastiske musiktimer og glade forældre. Men også om frygten for ikke at kunne magte det hele, og om sorgen over ikke at blive fastansat på den skole, hvor hun havde sit første år, på grund af besparelser, trods at både forældre, elever og skoleleder var vilde med hende.

"Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad jeg skulle lave, hvis jeg ikke skulle være lærer. Lige nu er jeg bare lidt ved siden af mig selv. Det er mine børn. Jeg vil se dem blive konfirmeret, have dem med til eksamen i 9. klasse. Det er kommet bag på mig, hvor meget jeg holder af dem", sagde hun dengang.

Jeg vil ikke forlade mine børn 

Hun fik uden problemer et nyt job på Sdr. Felding Skole i Herning, og Folkeskolen talte med hende sidste gang i august 2010, hvor hun var begyndt i det nye job og havde fået fod på livet som ny lærer og var godt på vej til at finde ro som en af folkeskolens dygtige, energiske unge lærere med stor hjerte for børnenes trivsel og en brændende interesse for at lære dem musik.

Ny lærer: Dorthe har fået nyt job

Aldrig tilbage til folkeskolen

Men nu har folkeskolen mistet Dorthe Lindmann Christensen. Efter sommerferien er hun begyndt på en to-årig uddannelse som lægesekretær. Og kvinden, som havde vidst, lige siden hun var lille pige, at hun skulle være lærer, siger nu med sorg, men også fuld sikkerhed i stemmen "Jeg skal aldrig tilbage til folkeskolen".

Så hvad er der sket i mellemtiden? Og er det hende eller folkeskolen, der har ændret sig? Svaret er nok begge dele. Men folkeskolereform, manglende forberedelsestid og inklusionsreform bærer en pæn del af skylden.

"Det var sværere på Sdr. Felding Skole end mit første år på Stilling Skole. Der er en anden elevsammensætning og kultur. Men det gik fint, og jeg havde en god tid frem til min første barsel. Der hvor det blev anderledes, var, da jeg kom tilbage fra barsel efter sommerferien i 2013".

Dorthe Lindmann Christensen var ikke en del af lockouten, men hun kunne godt mærke det på kollegerne, da hun kom tilbage. Der blev talt meget om, hvad der ville ske med reformen og den nye arbejdstid. Samtidig havde hun også selv ændret sig. Med et barn hjemme var hendes engagement i at løse klassens pigegrupper blevet mindre.

"Men den store ændring kom under det første år med reformen. Hele året op til havde vi arbejdet meget med, hvad der skulle ske, og havde følt os involverede i, hvor vi skulle hen. Men da det så blev alvor, så var det alligevel helt anderledes. Jeg havde alt for lidt tid til forberedelse. Og jeg stod med en 7.-klasse på 27 elever, hvoraf fem var PPR-børn".

"Jeg havde slet ikke snakket med ham"

Dorthe Lindmann Christensen oplevede, at hun ikke kunne følge med. Hverken til at nå det faglige eller det sociale.

"Det, der slog mig ud, var ikke så meget de fem børn, som havde det svært og krævede meget tid. Det var de 22 andre, som jeg slet ikke kunne nå".

Da Dorthe i november sad og forberedte sig på forældresamtaler, fik hun et chok.

"Det gik op for mig, at der var en af drengene, som jeg slet ikke kunne huske at have snakket med endnu. Det var virkelig ikke særlig sjovt. Der var så mange andre, der råbte højt, og han var bare en stille dreng. Det blev jeg virkelig ked af".

Vigtigt at adskille privatliv fra arbejde 

Stemmen bliver tyk, når hun fortæller om oplevelserne i skoleåret 2014/2015. Det, der holdt hende kørende, var overbygningsvalgholdet i yndlingsfaget musik. Ungerne elskede timerne, og det samme gjorde Dorthe. Men jo længere hun kom i året, jo mere bagud kom hun i tid. Og første dag efter påskeferien knækkede hun.

"Jeg stod med mit valghold - mit guldhold - og var ikke godt nok forberedt, så jeg måtte sætte dem til en rutineopgave. Jeg havde trykken for brystet - igen. Jeg havde det ad helvede til. Så jeg gik udenfor og ringede til lægen. Hun skulle ikke spørge om ret meget, før jeg brød helt sammen. Og hun gav mig besked på at gå direkte til min leders kontor og blive sygemeldt".

På det tidspunkt var Dorthe gravid igen, så lægen pressede ekstra på for at få hende med på stresssygemeldingen. Men det var svært for Dorthe at acceptere.

"Jeg kunne godt se, at jeg ikke kunne følge med, og jeg kunne ikke finde ud af at sige fra, for det var jo min opgave at løse opgaverne. Men det var virkelig ikke sjovt, og jeg brugte rigtigt lang tid på at acceptere, at nu var jeg også en af de lærere, der er sygemeldt med stress. Jeg er et kæmpe kontrolmenneske, og hvis man er sygemeldt med stress, så er man ikke i kontrol".

Rammerne for at være en god lærer er væk 

Dorthe nåede at komme tilbage til skolen efter sygemeldingen i tre uger, før hun gik på barsel. Men det var kun fordi hun vidste, at hun skulle på barsel, at hun kunne klare at være tilbage. Og mens hun gik hjemme med barnet, blev hun helt sikker på, at hun ikke skulle tilbage til lærergerningen.

"Det var svært at acceptere, for jeg har jo altid villet være lærer. Og hvis jeg ikke skulle det, hvad pokker skulle jeg så. Men på den anden side kunne jeg heller ikke gå tilbage til noget, der kunne slå mig så meget ud - det er simpelthen ikke det værd".

Det blev ikke bedre af, at hendes mand også er folkeskolelærer, så alle udfordringerne ved den nye lærerhverdag rammer dobbelt i det lille hjem.

"Jeg tænkte, at hvis jeg ikke skal være lærer, hvad i alverden skal jeg så. Men da en veninde begyndte på lægesekretæruddannelsen gik det op for mig, at det kunne jeg jo også. Jeg er god til administration, jeg er klar til at lære noget nyt, og det er stadig et arbejde, hvor man har med mennesker at gøre".

Hun var heldig at blive optaget på uddannelsen, som er et toårigt forløb, hvor hun skal være i lære på Sygehuset i Herning og ind i mellem tilbage til skoleophold. Hendes månedsløn falder adskillige tusinde kroner.

"Vi har da talt om, om det kan hænge sammen for os økonomisk. Men vi kom frem til, at det ikke må handle om penge. Det skal jo handle om at være glad for at gå på arbejde, og det bliver jeg ikke af at komme tilbage til folkeskolen".

Hun kommer helt sikkert til at savne kollegerne og hendes fantastiske musikhold. Men hun kan ikke se, hvad der kunne have gjort det attraktivt at komme tilbage.

"Hvis jeg havde haft en ekstra mand på i min 7.-klasse, så der faktiske havde været tid til at undervise og tage sig af alle børnene. Men det er jo helt urealistisk. Det er lærerfaget, jeg ikke vil tilbage til. Rammerne er der simpelthen ikke længere for, at man kan være den lærer, jeg gerne ville være". 

Powered by Labrador CMS