Som lærer på en specialskole på Frederiksberg, har jeg, som så mange andre, også oplevet reformens øget timetals indvirkning på sygefraværet blandt de ansatte.  Et er der har været en stigning af sygemeldinger, et andet er, at hvis en lærer eller pædagog er fraværende, er der i sagens natur flere timer der skal dækkes. Det er der jo som sådan ikke noget mystisk ved.

På trods af det, havde man fra ministeriel side ikke forudset en stigning på 46 procent af vikarer fra 2014 til 2015, kongeriget over (udtræk fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor). Det er da derfor heller ikke underligt, at skolernes flittige brug af vikarer siden reformens tiltrædelse, har været i mediernes søgelys igen og igen. Ofte præsenteret som afsløringer af et uorganiseret og kaotisk skolesystem, gerne efterfulgt af kommentarer fra forældre, elever, lærere eller skoleledere, som selvfølgelig mener at det er for dårligt, og at det naturligvis ikke sikrer eleverne optimalt udbytte af undervisningen, hvis der da overhovedet er undervisning og ikke bare pasning. Jeg tilslutter mig gerne koret af kritikere af overforbruget af vikarer i folkeskolerne.

Et slående argument i problematikken om vikarer, især for børn med særlige behov, er at børnene har brug for forudsigelighed og tryghed, for at kunne arte sig i skolen. Udsættes de for fremmede personer, uvidende eller uforstående for deres diagnoser, behov og aftaler, kan det ende med råb, stolekast og frustreret opkald til og fra forældre. Alt sammen noget der ikke gør mere før børnenes lyst til at gå i skole.

Men hvad er så alternativerne? At ansatte ikke bliver syge, skal på kursus eller har børn, er jo ikke muligt. Derfor har svaret på flere skoler lydt, at de ansatte selv dækker ind,

Således har man på min arbejdsplads en flexpulje på 40 timer årligt, som kan bruges til at dække ind for hinanden i teamet omkring klasserne –en vikarpulje. Den nære kontakt med eleverne holdes i hævd, og vi dækker flittigt ind holdene og klasserne i mellem, og eleverne bliver udelukkede udsat for genkendelige voksne, som de er trygge ved.

Det lyder jo godt. Hvert fald i det omfang der dækkes ind, når du ikke selv har timer.  Men hvis en kollega er væk hele dage, hvilket jo oftest er tilfældet ved sygdom eller kurser, så står du med to klasser af børn samtidig, hvis behov for tryghed og genkendelighed måske kan mødes, mens det derimod kniber med at opretholde det undervisnings tilbud som elever og forældre er blevet lovet. Og da vikarer jo er bandlyst, går det altså udover begge hold, og ikke det ene hvis lærer må være fraværende.  

Det går også ud over lærerne – både den fraværende og den der dækker ind. For læreren der aftager timerne skal kunne håndtere presset ved at dække to klasser i stedet for den ene som han eller hun er normeret til. Vedkommende skal omstille alt undervisning, da to hold ikke følger samme forløb, og skal stå som model for det trygge og genkendelige, på trods af at indholdet ikke møder elevernes forventninger.

Det er heller ikke sjovt for den fraværende lærer, da han eller hun til stadighed har i tankerne, at deres kollegaer udsættes for en større arbejdsbyrde. Det er ikke fordrende for et godt arbejdsmiljø, hvis når dit barn er syg og du derfor må blive hjemme, også skal bekymre dig om dine kollegaers trivsel. ”jeg er virkelig ked af, at mit barn har diarre og opkast, det må du undskylde”, kan man høre en kollega til en anden.

Personligt går jeg snart på barsel, og der er ingen udsigt til at vi får en barselsvikar til at dække mine timer –det skal teamet. ”Undskyld, jeg skal desværre være far”.

Vikarpuljen indeholder desuden et element af løndumpning, da man ikke aflønnes yderligere for at dække to klasser samtidig, og de manglende vikarer derved reelt bliver en spare øvelse.

Så inden skolerne overvejer at imødekomme avisernes opråb om dårligdommene ved vikarer, er det mit håb, at de alvorligt overvejer konsekvenserne af alternativet.