Blog
21   52

Kedsomhed i skolen

Abonner på nyt om Niels Chr. Sauer i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Kedsomhedsproblemet er komplekst. Det er, som om folkeeventyrenes sure-prinsessesyndrom har bevæget sig ud i den brede befolkning, hvis forkælede / forsømte børn klager over underholdningen og kun vil spise livretter.

Indledningsvist skal det slås fast, at DCUM gør ret i at beskæftige sig med kedsomhedsproblemet i skolen. Det er mildt sagt til at få øje på, og noget må gøres. Men hvad?

Engang tilbage i slutfirserne satte jeg mig for at undersøge, hvad eleverne i min fjerdeklasse egentlig mente, når de sagde, at noget var ’kedeligt’. I forbindelse med et projekt under overskriften ’filosofi med børn’ gav jeg mig tid til at spørge dem direkte, hver gang lejlighed bød sig. Det viste sig, at de mente alt muligt forskelligt:

Artiklen fortsætter under banneret

1.       Det er for svært.

2.       Det er for let.

3.       Jeg er ikke så dygtig som de andre.

4.       Jeg gider ikke.

5.       Jeg har mere lyst til at...(noget andet)

6.       Du skal ikke bestemme over mig.

7.       Det er for nyt.

8.       Det er for gammelt.

9.       Jeg vil hjem.

10.   Jeg vil hellere i fritter og køre mooncar.

11.   Jeg gider ikke min sidekammerat.

12.   Jeg kan ikke koncentrere mig fordi:

13.   Jeg er træt

14.   Jeg er ked af det.

15.   De andre støjer for meget.

16.   Jeg skal på toilettet, og det vil jeg ikke, fordi det er klamt.

17.   Jeg er uvenner med de andre.

18.   Her er for varmt.

19.   Min far og mor skændes derhjemme

20.   Min mor / far var fuld igen i går.

21.   Min  mor og far skal skilles.

22.   Jeg skal være hos min far hele weekenden.

23.   Min far / mor / mormor er kommet på hospitalet.

24.   Min hund / kat / marsvin er død.

25.   Jeg er sulten.

26.   Osv...

Det fik mig til at filosofere lidt over selve begrebet ’kedsomhed’. Når man siger, at noget er kedeligt, siger man så noget om sin omverden, eller siger man noget om sig selv? Hvis jeg siger, at Tryllefløjten er kedelig, siger jeg så noget om Mozart, om sangerne, om dirigenten, eller siger jeg noget om mig selv?

I forvisningen om, at jeg havde gjort, hvad jeg kunne, svarede jeg en overgang konsekvent elever, der brokkede sig over, at noget var kedeligt, med bemærkningen: ’Kedelig? Det kan du selv være’.Det nytter ikke noget at føre en debat om elevers kedsomhed i skolen med det udgangspunkt, at den alene bunder i forhold, læreren er ansvarlig for eller kan gøre noget ved. Sagen er langt mere kompleks, og DCUM’s fem kategorier af kedsomhed defineret ved graden af frustration er en grov forsimpling. Man skal dybt ned i ikke blot motivationspsykologien, men i den grundlæggende opdragelse og hele menneskesynet for at få styr på det her.Det fænomen, vi kæmper med, er ikke nyt. I folkeeventyrene har vi det barnlige kedsomhedssyndrom i renkultur, repræsenteret ved den sure prinsesse, som altid har fået medløb og nu kun har hån til overs for enhver, der forsøger at lokke et smil frem hos hende. Er det dette syndrom, der i vore dage har bredt sig i en grad, så vi ustandselig løber på forkælede / forsømte børn, der klager over underholdningen og kun vil spise livretter?  Og er vi voksne så at sammenligne med eventyrets kongelige, men ikke desto mindre magtesløse forældre? Eller ligner vi måske ligefrem de underdanige lakajer og håbefude bejlere, der står i kø ude i slotsgården, mens de håber på prinsessen og det halve kongerige?

Jeg tror, vi her har at gøre med en udfordring af langt større dimensioner, end vi i almindelighed gør os klart. Hvad i alverden skal vi gribe og gøre i? Det er svært at overskue det slag, man selv står midt i.

Indtil vi får fod på situationen, kan man som DCUM udmærket pege på ting, som skolen kan gøre bedre, vel vidende, at man dermed kun taler om toppen af isbjerget. Vil man det, må man imidlertid i langt højere grad inddrage lærernes arbejdsvilkår, der selv sagt er stærkt styrende for lærerens muligheder for at takle kedsomhedsproblemet i skolen. Det er derfor dybt forunderligt, at man i DCUM’s nye rapport ikke har fundet anledning til at sige rent ud til politikerne, forvaltningerne og lederne, at ikke blot må man sikre lærerne bedre fysiske muligheder for at variere undervisningen; man må tillige tage spørgsmålet om lærernes arbejdsglæde og mentale overskud langt mere alvorligt. Ikke af hensyn til lærerne, men af hensyn til eleverne.

Overbebyrdede, dårligt forberedte lærere, der ustandseligt påtvinges uvedkommende arbejdsopgaver, kan nu engang ikke levere sprudlende, spændende og udfordrende undervisning.  På dette punkt er rapportens tavshed larmende. 

Rapporten: dcum.dk/sites/default/files/filer/dokumenter/DTF2016/_dcum_rapport_kedsomhed_i_skolen_lowres.pdf


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ