Blog
1   31

Mellem os

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


Om demokrati, kritik og ytringsfrihed

Når mennesker skal bo sammen på en klode, i et land eller i et lokalsamfund, er det både naturligt og nødvendigt, at der må etableres nogle regler og normer for, hvad med man individuelt og kollektivt kan tillade sig at gøre. I de vestlige demokratier har man – bl.a. inspireret af oplysningstiden og humanismen – traditionelt tilstræbt at placere formelle, nødvendige påbud og forbud i mellemrummet mellem mennesker, dvs. de steder, hvor vores handlinger potentielt mødes i konkret form. Til gengæld kan den enkelte tænke, føle og synes, som vedkommende vil. Denne begrænsning af styring til rummet mellem os har ført os langt, og ingen kan benægte, at vi især i Danmark har formået – i hvert fald periodisk – at etablere et samfund, hvor både velstand, lighed og frihed har haft relativt gode kår.

                      At de handlinger, man foretager sig i sociale møder må være underlagt regler og normer, er indlysende. Ingen kan være hverken frie eller lige, hvis alle blot gør, hvad de vil. Der vil nemlig altid være kolliderende individuelle behov, der umuliggør total handlefrihed for alle parter, og over tid vil alle opleve at få begrænset deres frihed i en verden, hvor kun den stærkes ret gælder – for lige meget, hvor stærk man aktuelt er, vil man en dag blive svag. Selvsagt vil uligheden også eksplodere i et sådant samfund. Det er derfor nødvendigt, at der i vores offentlige samliv, herunder også på arbejdspladsen, er en række forbud og påbud, der både formelt og uformelt regulerer vores handlinger.

Artiklen fortsætter under banneret

                      Det der er så smart ved den vesteuropæiske måde at løse problemet i at give frihed ved at lægge begrænsninger på samme er, at man overordnet skelner mellem handlinger på den ene side, og ytringer og tanker på den anden. Dertil kan man med tænkning og sprog påvirke reguleringen af handlingerne i de mange sociale møder, der er en nødvendig del af vores respektive tilværelser. Med andre ord må man underlægge sig nogle ydre begrænsninger, men man har ubegrænset ret til at tænke kritisk over disse, ligesom man legitimt kan formulere denne kritik til andre, og måske med tiden ændre de vedtagne begrænsninger. Det er nærmest genialt, og det er ikke så mærkeligt, at praksissen – især efter oplysningstiden – har skabt en social, politisk, videnskabelig, teknologisk og økonomisk udvikling uden sidestykke!

                      Det kan derfor overraske, at vi i dag på mange måder har travlt med at fjerne os fra ovenstående principper. Landspolitisk har vi – via vores demokratiske repræsentation – besluttet at flytte flere begrænsninger tættere på den enkeltes indre liv, således, at endnu flere udtryk for egne tanker kan sanktioneres formelt. Ganske vist er der aktuelt primært tale om kriminalisering af meget ekstreme former for eksempelvis religiøs forkyndelse, men tendensen er klar. Vi accepterer tilsyneladende uden nævneværdig virak eroderingen af nogle helt centrale principper for vores samliv.

                      Stærkere – og meget mere indgribende – er samme bevægelse i arbejdslivet. Især i det offentlige er man hastigt på vej væk fra de principper, der har skabt så megen udvikling de seneste 200 år. I dag ser vi nemlig en klar tendens til at, begrænsninger også her i mindre grad placeres i rummene mellem os, men i stedet forsøges indsat i vores tanker og ytringer. Vores offentlige ansatte skal nu have organisatorisk formulerede mindset, hvor medarbejderne udvikler en evne til at tænke som ledelsen vil have. De skal dertil være omstillingsparate i stedet for vedholdende. De skal sluttelig udøve ”selvkritik” i stedet for ”kritik”, som professor Ove Kaj Pedersen og rektor Stefan Hermann har formuleret det på hjemmesiden www.denoffentlige.dk.

Der er flere grunde til dette skifte. En af de mest markante er, at der i styringskæderne er en oplevelse af ”nødvendighedens politik”. Mellemlederen henviser eksempelvis til chefens påbud om en strammere styring, chefen henviser til direktørens resultatkrav, direktøren henviser måske til ministeriets embedsfolk, og til slut henviser regeringen til den internationale udvikling, som ingen jo kan kontrollere. Alle led besynger tendensen med smukke strofer om øget effektivitet, gennemsigtighed og innovative løsninger, men ingen føler, at de har noget valg. Kort fortalt er vi som samfund – ifølge tankegangen – tvunget til at tænke og gøre noget bestemt, og det kan ingen gøre noget ved.

                      I en sådan oplevet situation er det i ledelsens optik direkte skadeligt, hvis enkelte ansatte begynder at stille spørgsmålstegn ved fx formål, principper eller andre indgribende ting. Dels kan det skabe tvivl og usikkerhed om opgaveløsningen, dels er det spild af tid. Derfor giver det, hvis tankegangen følges, god mening at den ansvarlige leder gør en ihærdig indsats for at komme alle tilløb til uhensigtsmæssig kritik i forkøbet. Om nødvendigt må der også slås ned på ansatte, der ikke har forstået den nye præmis.

                      Accepterer man ovenstående nødvendigheder, skal der ikke meget fantasi til at komme på ideen om en gennemgribende opdragelse af borgerne, således at de fra helt små lærer at indgå i et sådant topstyret samliv. Derfor er ”tavshedens politik” allerede nu stærkt støttet i daginstitutions- skole- og uddannelsessystemet, hvor man i de senere år har bevæget sig fra ”undervisning til læring”, som det hedder. Konceptet er her, at man ikke længere er lige så optaget af selve indholdet og det, der er mellem os, men i stedet fokuserer skarpt på synlige tegn på individuel læring. Tilmed regulerer man statsligt langt mere stramt end nogensinde før, og opstiller tusindvis af detaljerede mål for de kommende medarbejderborgeres læreprocesser. Man spørger i samme ånd: Viser eleven eller den studerende tegn på at have tilpasset sin mentale struktur i den retning, de statsligt initierede læringsprogram anviser? Man tvang måske tidligere en elev til at læse en bog, men lod derefter tiden vise, hvad eleven så ville bruge oplevelsen til. I dag tvinger man samme elev til at læse en bog, og måler derpå læsehastigheden, monitorerer læringsprocessen, og kontrollerer, om udbyttet/ tilpasningen er som ønsket. Denne praksis er aktuelt ved at blive udbredt helt ned til vuggestuer og børnehaver, og eksempelvis Skanderborg Kommune arbejder målrettet med at tilpasse konceptet ”synlig læring” til småbørnsområdet.

                      Udover, at mange politikere og resultatlønsansatte ledere selvfølgelig synes, at det fantastisk med en sådan målrettet praksis, har ovenstående ideologi også den konsekvens, at den enkelte børnehave eller skole nødvendigvis må forsøge at performe bedre end naboinstitutionen. Kommunen, som de er en del af, må på samme vis performe bedre end nabokommunen. I sidste ende tilskriver ideologien, at Danmark kun kan klare sig, hvis vores samlede målinger er bedre end nabolandenes. Derfor skal vi alle ”lære hele livet” – og det på præcis den måde, der er såkaldt evidens for bedst matcher statens målsætning.

                      Et samfund, hvor man statsligt konsekvent omformer menneskers tænkning til den officielt ønskede af slagsen er naturligvis i alvorlig fare – især når praksissen forsøges optimeret og effektiviseret i en aura af angst for dalende konkurrencedygtighed: Der er nemlig ingen mulighed for at undslippe, hvis statens procedurer bliver effektive nok. Sat på spidsen vil et regulært diktatur klart være at foretrække, for her er der to væsentlige forskelle: 1) I teorien kunne den topstyrede praksis faktisk medføre nogle reelle fremskridt, hvis diktatoren er et godhjertet og ufejlbarligt geni. 2) Vigtigst af alt, så kan diktatoren væltes, idet førstnævnte endnu ikke er set i virkelighedens verden. I det post-demokratiske samfund, vi aktuelt er ved at udvikle, er der ingen personificeret diktator, og ingen påtager sig ansvaret for den udvikling, der som bekendt skyldes ”chefen-direktøren-ministeriet- regeringen- den internationale udvikling”. Det nytter ikke at gøre oprør, lyder parolen, for hvem skal man gøre oprør mod? Chefen, der intet valg har? Direktøren, ministeriet? Den internationale udvikling, som ingen kan bremse?

                      Den tyske filosof Immanuel Kant sagde engang, at oplysningens valgsprog må være at have mod til at bruge sin forstand. Det er nemlig mere end noget andet modet til at tænke, der er forudsætningen for menneskets potentielle frihed. Netop derfor, er det den frie tænkning – og dens konkrete udtryk i form af formuleret kritik –, der er konkurrencestatens fjende nummer 1.

                      Jeg tror egentlig ikke, at det findes ret mange, der direkte ønsker den udvikling, jeg har beskrevet i ovenstående. Tværtimod iværksatte for eksempel Odense Kommune en kampagne for ytringsfrihed på arbejdspladsen kort efter tildelingen af en tjenstlig advarsel til en medarbejder, der havde ytret sig kritisk. På den ene side vil man – som den herskende ideologi tilsiger – have ubetinget loyalitet, effektivitet og lydighed, men på den anden side ved man godt, at uden fri tænkning, ingen udvikling. Løsningen for mange offentlige institutioner er derfor, at man praktiserer hårdhændet bekæmpelse af kritik, mens man taler lidt om ytringsfrihed ved festlige lejligheder, eller – som i Odense Kommune – når det hele er gået lidt over gevind under stor mediebevågenhed.

                         Det mest sørgelige er egentlig ikke, at de, der lige nu er offentligt ansatte, har det svært, og ifølge flere undersøgelser fra bl.a. Scharling Research og FTF ikke oplever at kunne tale frit. Det er selvfølgelig slet ikke godt for dem, men den virkelige katastrofe er mere generel i demokratisk, kulturel og historisk forstand. Det er os alle, der i længden bliver ramt, og endnu værre er det, at vi forsømmer at give et godt samafund videre til kommende generationer. De fleste offentlige ansatte arbejder nemlig på forskellig vis med at beskytte civilisation. De yder omsorg for de, der har brug for hjælp, de opdrager og underviser, sikrer juridisk retfærdighed og politimæssig beskyttelse, og bevirker på en lang række andre måder, at vores fællesskab fungerer på en så human måde som muligt. Principperne herfor beskrives formelt i Grundloven, og trækker desuden på en lang tradition for vestlig oplysning og demokrati. Når de, vi har ansat til at beskytte vores civilisation ikke længere må handle i tråd med denne, er det kun et spørgsmål om tid før vi ikke længere har den.

                      Såfremt vi ønsker et rigt, lige, frit eller humant samfund, bør vi satse på at genskabe tilliden til de, der er ansat til at beskytte vores civilisation. Vi skal have faglighed, dømmekraft og reelt engagement i højsædet igen! Politibetjenten, pædagogen, skattemedarbejderen, sygeplejersken eller dommeren skal stå til ansvar over for både lovens intentioner og deres faglige traditioner - i stedet for at blive ”ansvarliggjorte” af et indbildsk produktivitetsfremmende og ansigtsløst LEAN-regime, der kører i et lukket kredsløb uden blik for andet end fiktive måltal.  Dem, vi sætter til at beskytte vores civiliserede samliv skal med andre ord have og opleve et regulært ansvar, og de skal allerhelst forpligte sig på noget, der rækker ud over både dem selv, mellemlederen og den allestedsnærværende kommunikationskonsulent. Kun frit tænkende mennesker kan tage ansvar og forpligte sig oprigtigt.     

                      Det er hævet over enhver tvivl, at et samfund, hvor man har tillid til, at de, der ansættes i civilisationsbeskyttende funktioner, også evner at leve op til det ansvar, man giver dem, af og til vil opleve skuffelser. Der vil, hvis man ophører med at følge konkurrencestatens postdemokratiske nødvendighedspolitik, helt sikkert komme sager om uduelighed, dovenskab, snyd og svigt. Præcis som i dag, hvor vi bruger enorme summer på konsulenter, der skal sikre, at det ikke sker. Til gengæld vil man – hvis man tør give ansvar til dem, man har ansat – få mere effektivitet, større arbejdsglæde og mere kvalitet. Det er nemlig sådan, at langt de fleste, der vælger et ikke særligt velbetalt job som beskytter af vores civilisation, af hjertet gerne vil samfundet og deres medmennesker det godt. Når det undtagelsesvis forholder sig modsat, bør man ansætte nogle andre. Tilmed har vi også tradition for at ansætte folk i funktioner, som de er uddannet til. Det bør man også overveje at tage mere alvorligt end tilfældet er i dag.

                      Det store spørgsmål er, hvornår vi som samfund er villige til at acceptere, at det er i rummene mellem os, vi skal finde sammen. Det er her, vi som frie mennesker skal sige og gøre ting i selskab med andre frie mennesker. Det er her, vi kan glædes, overraskes, såres og komme i konflikt, og naturligvis må vi hver især begrænse os i disse møder. Hvis vi modsat reduceres til programmerede kroppe, der skal ”lære hele livet” efter statens taktstok, har vi intet samfund, for så er der nemlig ingen, der finder sammen. Kun medarbejderborgere, der interagerer efter tillærte mønstre.

                      Vi må som samfund alvorligt overveje, om vi fortsat gider beskytte vores civilisation, eller om vi hellere vil følge ”nødvendighedens politik” helt ud over kanten. Gider vi hver især forpligte os og tænke selv? Tør vi lade andre påtage sig et ansvar? Gider vi høre på kritik? Gider vi diskutere, hvad der sker i rummet mellem os?

                      Der er eksistentielt set frit valg. Konkurrencestaten tilbyder et anonymt svar på alle spørgsmål, nemlig at den internationale udvikling tvinger os til at føre ”nødvendighedens politik”, som hverken skal kritiseres eller overvejes. Det behøver slet ikke at blive så trist som det lyder, for den kloge politiker eller leder vil naturligvis kombinere det målstyrede effektivitetsræs med den nødvendige mængde ”brød og skuespil” i form af frugtordninger, coachingforløb, mindfulness og supervision. Modsat tilbyder det vestlige demokrati ikke et egentligt svar, men tvinger os i stedet til at tvivle, kritisere og tænke. Her må vi spørge os selv: Hvad er et godt liv? Hvem er jeg? Hvem er den anden? Hvad skal vi foretage os sammen? Hvordan bør jeg handle i mødet med mit medmenneske? Vil vi give denne frihed – og det medfølgende ansvar – videre til kommende generationer?

                     

  

                     


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ