Amerikanere vil over for engelsklærere berette om deres oplevelse af dette års valgkamp i USA.

Engelsklærere kan blive skarpere på det amerikanske valg

Hvordan opleves den amerikanske valgkamp af amerikanerne selv? Engelsklærere har mulighed for at høre amerikanere fortælle om præsidentvalget 2016.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hillary Clinton eller Donald Trump? De fleste ved godt, hvad præsidentvalget i USA overordnet handler om, men hvordan oplever amerikanerne selv valgkampen?

Sproglærerforeningen og Engelsk Fagudvalg har i samarbejde med den amerikanske ambassade og udvekslingsstudenter fra USA startet et samarbejde - i første omgang med at fortælle lærerne om det amerikanske valg, og de vil 22. september i Ishøj arrangere en aften med foredrag på engelsk om valgkampen i USA. Arrangementet afvikles som et gå-hjem-møde og har på dansk fået titlen "Bliv skarpere på den amerikanske valgkamp".

"Vi vil gerne have amerikanerne på banen og have dem til at fortælle på deres sprog. Vi har derfor kontaktet den Amerikanske Ambassade, og de vil gerne fortælle om den amerikanske valgkamp i år og dermed samtidig bidrage til engelsk-undervisningen. Derfor holder vi mødet med native speakers, siger Frank Lacey fra Engelsk Fagudvalg i Sproglærerforeningen.

Public Diplomacy Officer William O'Connor fra den amerikanske ambassade og en amerikansk udvekslingsstudent er oplægsholdere.

Vil gerne holde flere gå-hjem-møder

"Hvad handler præsidentvalget 2016 om, og hvad er det, der er vigtigt for vælgerne?", hedder det blandt andet i oplægget til "valgmødet".

Gå-hjem-mødet er målrettet engelsklærere i overbygningen og gymnasielærere, men er også relevant for samfundsfagslærere, oplyser Engelsk Fagudvalg under Sproglærerforeningen.

"Vi håber at der kommer i hvert fald 20 deltagere, så vil vi overveje at arrangere flere møder med emner om amerikansk kultur", siger Frank Lacey.

Gå-hjem-mødet holdes 22. september klokken 17-19 på Aadalens Privatskole i Ishøj. Du kan tilmelde dig arrangementet "Bliv klogere på det amerikanske valg" ved at kontakte Frank Lacey fra sproglærerforeningen på mailadressen: frank@jernsokkerne.org

 

 

Powered by Labrador CMS