Bachelorprojekt Specialundervisning
0   233

Bachelor: Vi skal tænke over de narrativer, vi bruger

Hos én lærer er Simon en glad dreng, der kan og vil, når han mødes rigtigt, og undervisningen er klart struktureret. Hos andre er han en ballademager, der opsøger konflikter. Lærere skal arbejde sammen om en positiv fortælling, som alle kan tage afsæt i, siger Ditte Eriksen i sit bachelorprojekt.

Inklusion betyder, at alle elever, uanset hvilke vanskeligheder de er i, og uanset hvor de er placeret, skal have mulighed for at deltage i et læringsfællesskab, der giver den enkelte de bedste rammer for tilhørsforhold og bevægelse - og for at blive til som menneske, siger Ditte Vinther Eriksen.

Lærergerningen er et relationsarbejde, og det er relationen og den menneskelige interageren, jeg finder spændende, men samtidig også utrolig kompleks. Lærere bærer et kæmpeansvar på deres skuldre, fordi de er med til at forme fremtidens mennesker. "Som den professionelle har læreren det overordnede ansvar for at opretholde en positiv lærer-elev-relation, også selv i de mere komplicerede relationer", skriver hun i sit professionsbachelorprojekt fra Læreruddannelsen i Aarhus ved Via University College.

Artiklen fortsætter under banneret

"I flere af mine praktikker er jeg blevet indhyllet i negative fortællinger om elever i vanskeligheder, som mod min vilje har farvet mit syn på disse børn, indtil jeg selv fik lov til at danne mig min egen mening", fortæller hun.  Elever blev beskrevet som adfærdsvanskelige, problematiske og ødelæggende for fællesskabet. Det virker, som om fortællingerne overskygger muligheden for at se styrkerne og det positive hos den elev, som står lige for næsen af en", siger hun. I projektets problemformulering spørger Ditte Eriksen derfor: "Hvilken betydning har lærerens narrativer for subjektiveringsmulighederne i forhold til en elev i vanskeligheder, og hvordan kan jeg som lærer, med fokus på kommunikation, være med til at styrke denne elevs subjektiveringsmuligheder?"

Simon, Lene og S-klassen

Simon er 15 år og går i S-klassen. Hans dansklærer hedder Lene. S-klassen er en specialklasse i en specialafdeling på en almen folkeskole. Eleverne er fra 14 til 17 år, og der går fire drenge og tre piger i klassen. Af elevmapperne fremgår det, at de har varierende generelle indlæringsvanskeligheder og mere specifikke vanskeligheder som for eksempel ADHD og autismespektrumforstyrrelser. Lene har 24 ugentlige lektioner i klassen, og der er herudover tilknyttet en matematiklærer og to pædagoger, som skiftes til at være i klassen. S-klassen arbejder ofte sammen med parallelklassen, står de voksne fra denne klasse står også for dele af undervisningen.

Simon er adopteret og han har en stedbror, som også er adopteret. Simon er beskrevet som en dreng med generelle indlæringsvanskeligheder, ADHD og er hørehæmmet på begge ører. I sin 4.-årspraktik oplevede Ditte Eriksen, at der igen og igen blev talt om Simon på lærerværelset, fordi han havde været i konflikt med andre elever eller en voksen.

"Under min praktik observerede jeg flere gange og fik også fortalt, hvordan Simon kom i konflikt med elever og lærere. Eksempelvis blev han på et tidspunkt taget i at skubbe hårdt til og råbe ad en anden elev i en bybus på vej hjem fra skole. I et andet tilfælde blev der lavet en meget alvorlig underretning, fordi en pige fra en anden klasse beskyldte ham for at have tvunget hende til en seksuel handling. Pigen blev bakket op af hendes lærer, som ikke var i tvivl om at Simon havde gjort det, han blev beskyldt for. Men pigen endte med at trække sin beskyldning tilbage", fortæller Ditte Eriksen.

Tænk over de narrativer, vi bruger

Lene har 18 års erfaring indenfor specialområdet, og hun begyndt på Simons skole i 2014, hvor hun fik i S-klassen efter sommerferien. Lene må hele tiden forholde sig til de andres fortællinger om Simon, men Ditte Eriksen oplevede hende som dygtig til at forholde sig objektivt og undersøgende til enhver påstand, og hun oplevede ikke, at Simon var i vanskeligheder i Lenes timer.

"Lene har på et tidspunkt i min praktik fortalt mig, at hun tidligere har udarbejdet en opgave vedrørende narrativer, og det synes at skinne igennem hendes tilgang til eleverne", fortæller Ditte Eriksen, som derfor interviewede hende for at finde frem til, hvilke narrativer hun trak på i forhold til Simon, og hvilken indflydelse de narrativer havde på Simons subjektiveringsmuligheder.

"Narrativer er en bestemt måde at organisere vores fortællinger på. Det er gennem narrativerne, at vi forstår vores oplevelser og erfaringer, og diskurserne er indlejret i vores narrativer. Narrativer er ikke blot en måde at forstå vores oplevelser og fortællinger på, vi skabes også som mennesker - vores selv bliver til gennem vores egne og andres fortællinger om os. Som lærer bliver det derfor centralt at tænke over, hvilke narrativer vi bruger i forhold til vores elever", skriver Ditte Eriksen.

Problemer kan ikke løsrives fra konteksten

Som lærer har man et særligt ansvar for at møde alle elever professionelt, også dem i vanskeligheder, men det er ikke altid lige let, siger Ditte Eriksen og citerer Thomas Nordahl: "I den vestlige verden forstiller vi os ofte, at problemer har en årsag, og at det er vigtigt at afdække denne årsag for at reducere eller fjerne problemerne. I forhold til adfærdsproblemer fører denne tænkning til, at årsagerne bliver tillagt den person, der udfører den problematiske adfærd".

For at komme bort fra det, hun kalde en grundlæggende fejl, hvor en person tillægges bestemte egenskaber eller vanskeligheder, og hvor konteksten spiller en alt for lille rolle, har hun i projektet "en mere generel systemisk tilgang til elever i vanskeligheder", som indebærer at et problem ikke kan løsrives fra den sammenhæng, det opstår i, fortæller Ditte Eriksen.

Målet med denne tilgang er at se på sammenhængene mellem omgivelserne og den elev, som viser en problematisk adfærd, og det er interessant, at elever kan have en hensigtsmæssig adfærd i nogle sammenhænge, mens de i andre sammenhænge viser en relativt omfattende problemadfærd, derfor det vigtigt at kunne kortlægge flere sociale systemers betydning for en elevs adfærd, argumenterer Ditte Eriksen.

I projektet definerer hun adfærdsproblemer som 'a disturbed ecosystem' - en forstyrrelse i interaktionen mellem konteksten og individet. Problemadfærd forstår hun som 'a failure to match'. For at forebygge adfærdsproblemer ud fra denne definition må fokus rettes imod de forskellige systemer barnet indgår i og påvirkes af. På baggrund af en elevundersøgelse har Nordahl inddelt problemadfærd i fire kategorier for at kunne vurdere adfærden i et bredt og objektivt perspektiv. De fire kategorier er 'undervisnings- og læringshæmmende adfærd', 'social isolation', 'udadagerende adfærd' og 'norm- og regelbrydende adfærd'.

I S-klassen er alle elever udredt ud fra en diskontinuert vurderingsnorm i forhold til deres vanskeligheder. Det kan være konstruktivt at benytte denne vurderingsnorm, når det skal vurderes, om en elev skal placeres i en specialklasse, i forhold til at kunne få et begrebsapparat, som kan benyttes på tværs af kontekster/systemer og selvfølgelig også for at kunne vurdere, om eleven eventuelt har behov for medicin, siger Mette Eriksen. Men ulempen er, at fordi man fokuserer på afvigelse eller patologi let kommer til at individualisere problemerne, så de sociale forhold undervurderes, mener hun. "Det kan have den konsekvens, at man som lærer overser nogle centrale opretholdende faktorer til den problematiske adfærd".

Lenes positive narrativer

Lene har arbejdet indenfor folkeskolens almene område i fire år, hvor hun var i indskolingen og arbejdede som AKT-lærer. Hun har nu været i specialområdet i 18 år og har altid har interesseret sig for det specielle - "for børn som har en anderledes måde at lære på eller som har vanskeligheder med deres adfærd".

Om Simon siger hun, at han er hårdt angrebet, "men han er en rigtig sød dreng, som er positiv overfor langt det meste, han bliver præsenteret for. Han er dygtig til at honorere opgaver, som er konkrete og praktiske. Han vil gerne gøre tingene godt".  På et spørgsmål om, hvordan hun oplever at være lærer for S-klassen, svarer Lene: "Det opleves rigtigt godt. Familierne til de her børn har erkendt deres børns vanskeligheder. Der er en helt anden handicapforståelse og accept til stede end andre steder, jeg har været. Det giver en anden ro. Det er også nogle børn, som har været visiteret tidligt, så de har været på skolen længe. Det betyder, at de ikke har lidt en masse nederlag i den almene folkeskole. Det er faktisk luksusudgaven, det her, med forholdsvis rolige børn og meget, der kan lade sig gøre".

Om sit syn på diagnoser svarer Lene: "Jeg synes, der generelt set har været enormt meget fokus på sygdom og diagnoser osv. de sidste 10-15 år. Det synes jeg er skræmmende, fordi man sidder og taler om en diagnose, men det er jo et barn man taler om - som er lige så unikt og forskelligt som alle andre børn. Så jeg synes, at den tendens, der er og har været meget i samfundet, til at alt skal diagnosticeres og problematiseres, er et sygdomstegn i vores samfund".

I interviewet spørger Ditte Eriksen, om der er noget, der fungerer godt i klassen, og Lene svarer: "De er kommet til at fungere godt som klasse. Det er virkelig en sød klasse. Det her med at acceptere, at det er så her, vi går, og vi er godt nok forskellige, men det er altså S-klassen. Der synes jeg, at de alle er meget rummelige, og det er sjældent, vi har konflikter i klassen".

Om Simons faglige formåen siger Lene: "Han er på 2. - 3. klasseniveau. Han har sine største vanskeligheder indenfor sprog - dansk, engelsk og tysk. Han har haft svært ved at lære at læse. Han kan skrive en meget lille tekst, men han skal hele tiden have hjælp. Så der er ikke så meget at komme efter der… Han er bedre til matematik, så det er der han har sine styrker".

Selv om Lene ikke ser store faglige udviklingspotentialer for Simon, slutter hun alligevel af med at fortælle noget positivt - Simon er bedre til matematik. "Det er interessant, at Lene igen har øje for det positive, og slutter sætningen af med det", siger Ditte Eriksen.

På et spørgsmål, om hvilke sammenhænge Simon fungerer bedst i, svarer Lene, "Det gør han, når han laver noget praktisk. For eksempel i madlavning, det er han supergod til. Han kan også godt lide sløjd og billedkunst, og idræt er han rigtig dygtig til. Han er god med sin krop. Han har gået til springgymnastik. Så alt, der er praktisk relateret, fungerer godt; her har han mulighed for at udvikle sig, og det giver Simon ro".

Det er interessant at flytte nogle børn

Ditte Eriksen fremhæver Lene positive fortælling om Simon, "som er baseret på en mulighedsdiskurs om, at alle har mulighed for at blive dygtige til noget, uanset deres vanskeligheder, og dermed positionerer hun også Simon, som en der har mulighed for at blive til noget". "Jeg synes, det er interessant at flytte nogle børn", siger Lene. "Nogle små skridt kan være nogle større skridt for de her elever. Selvom de generelt ikke bliver så dygtige som andre, så bliver de så dygtige, som de nu engang har mulighed for, og så får de måske nogle egenskaber med sig, som kommer til at betyde meget i disse elevers liv. Derfor oplever jeg, at mit arbejde er et vigtigt arbejde".

Simon er "det mest forstyrrende element i klassen", og at han er udfordret af sin ADHD i forhold til overbliksvanskeligheder og impulshandlinger, siger Lene. "Der kommer mange ting igennem filtret ved ham, som 'skal vi ikke bare lige' og 'vi kunne da også…'; Simon vil sådan altid gerne lige ændre lidt på dagsordenen. Men når han får at vide, på ordentlig vis, at det skal han ikke, så kan han godt acceptere det, men han skal ofte have det at vide". Hun fortæller videre, at Simon er én, som hun er meget opmærksom på. Én, som hun skal være på forkant med og én, som man ikke skal reagere følelsesmæssigt på for eksempel ved at vise irritation, for så varer Simon med selv at blive irriteret. "Man skal hele tiden være i en samarbejdende konflikthåndtering for at få ting til at lykkes med Simon, og så kan man virkelig også godt det". Hvis undervisningen er klart struktureret, "så går det rigtig godt, for han vil i virkeligheden meget gerne gøre det rigtig godt. Når tingene er ustrukturerede, prøver han at skabe orden i kaos, og det er han ikke så god til. Så han kommer i problemer, når tingene ikke er strukturerede, så det skal jeg være opmærksom på".

En dejlig dreng, der kan og vil

I analysen peger Ditte Eriksen på, at Lene ihærdigt forsøger at fremhæve den positive fortælling omkring Simon. Hun forsøger at flytte fokus fra det, der ikke fungerer så godt, til det der fungerer. "Når den positive fortælling om Simon sejrer, er hun med til at styrke hans subjektiveringsmuligheder, fordi han i Lenes nærvær bliver tilbudt en subjektposition, som ham den dejlige dreng, der kan og vil noget, når han mødes af de rigtige rammer".

Men Lene står tilsyneladende alene med den positive fortælling, da voksne i teamet og andre børn omkring Simon trækker på en mere tynd, problemmættet fortælling. "Ifølge Lene tilbydes Simon i andre voksnes nærvær en meget begrænsende subjektposition som ham den adfærdsvanskelige elev, der mangler opdragelse. Det kan underbygges af de observationer, jeg har gjort mig i min praktikperiode", skriver Ditte Eriksen. "Det interessante er netop, at Simons vanskeligheder er situerede, da han ikke er i vanskeligheder i Lenes timer. Simons adfærd er en konsekvens af den kontekst, han er en del af - en konsekvens af de tynde, negative fortællinger, der er på spil i relationerne omkring ham. Han er altså ikke i vanskeligheder, fordi han har en bestemt problematisk personlighed".

"Det er vigtigt at få tyknet og bevidnet Lenes positive fortælling, for at Simons subjektiveringsmuligheder kan styrkes i andre systemer end i Lenes nærvær". Lene har selv forsøgt at få andre til at tænke med på den positive fortælling om Simon, men det er ikke er en opgave, hun kan løfte alene, lyder Ditte Eriksens vurdering.

Læreniveauet

"For mig vil det være centralt at sætte ind på to forskellige niveauer, lærer- og vejlederniveauet", siger hun.

"Lenes måde at forholde sig til Simon på må også være vejen frem for mig som kommende lærer. Det er selvfølgelig altid centralt at forholde sig reflekterende til sin egen tænkning, kommunikation, måder at handle på og til ens egen praksis generelt for at få blik for både det der fungerer og det modsatte, men det kan være svært at gøre alene, hvis man oplever at ens egen praksis fungerer fint. I Lenes tilfælde kan det for eksempel være svært at få øje på, at hun trækker på en sygdomsdiskurs i forhold til sine elever, og at denne diskurs er med til at påvirke hendes undervisning og elevernes subjektiveringsmuligheder. Derfor anses kollegial samarbejde, som en vigtig faktor i forhold til at kunne forbedre ens egen praksis", skriver Ditte Eriksen.

Lenes kunne i samarbejde med en anden lærer gøre brug af Else Skibsteds model, En model til udvikling af egen og andres praksis, som har fokus på videreudvikling af god undervisning. Her anses lærerens kompetence til at skifte perspektiv og stille spørgsmål til de antagelser og det man tager for givet i sin undervisning, som en vigtig del af samarbejdet.

Vejlederniveauet

På vejlederniveauet foreslår Ditte Eriksen en narrativ vejledning, og hun mener, at den fastlåse bedømmelse af Simon er et generelt problem i teamet. "Denne vejledningsform kan medvirke til at udvikle righoldige, tykke narrativer om elever i vanskeligheder, derfor argumenteres der for, at denne form vil være et oplagt bud på at komme de problemmættede, tynde fortællinger til livs i teamet omkring Simon. Dette vil forhåbentlig på sigt kunne være med til at styrke Simons subjektiveringsmuligheder", skriver hun.

Professionel kapital

I dette arbejde i teamet ser Ditte Eriksens bud på, "hvordan der kan arbejdes hen imod det, som Else Skibsted kalder for professionel kapital, der er forbundet med opbygningen af et professionelt læringsmiljø på skolen. "Grundstenen i professionel kapital er den sociale kapital, som er baseret på stærke relationer indbyrdes på skolen. På skoler med høj social kapital er der fælles værdier og visioner, fælles sprog, fælles mål, samarbejde og reflekterende samtaler. Det kunne være et pejlemærke for skolen som helhed", skriver hun og konkluderer, at hun som kommende lærer ikke ville stå stærkt nok alene i forhold til at styrke Simons subjektiveringsmuligheder. Det er noget, som teamet omkring Simon er nødt til at gøre i fællesskab".

Lærersamarbejde er en vigtig brik i forhold til at udvikle lærernes professionelle kompetence og et professionelt læringsmiljø. "Det kan ikke gøres ved, at den enkelte lærer lukker sig inde bag sin egen dør. Vi må forsøge at forholde os undersøgende og observerende, reflekterende og evaluerende i forhold til vores egen og andres praksis. Vi må kortlægge problemerne, gøre brug af data/konkrete observationer, som baggrund for vores pædagogiske tiltag", skriver Ditte Vinther Eriksen

Se hele professionsbachelorprojektet:


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

De bedste professionsbachelorprojekter og pædagogiske diplomprojekter

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
1.282 andre er allerede tilmeldt

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.283 andre er allerede tilmeldt