Forskning Skolepolitik
4   78

Konkurrencestaten: "Du kan ikke tørre ansvaret af på andre"

Offentligt ansatte er forkælede med gode arbejdsbetingelser, men de nye politiske krav giver dem moralsk stress, siger professor Ove Kaj Pedersen.

I dag er vi alle "soldater i nationens konkurrence", mener professor Ove Kaj Pedersen. Det ved selv folk, der ikke har læst hans bog 'Konkurrencestaten'. 

Artiklen fortsætter under banneret

"Jeg fortryder, at jeg har brugt begrebet soldat i konkurrencestaten", siger han. Men han fortryder det ikke, fordi analysen er forkert. Fortrydelsen handler kun soldaterbegrebet, som bliver misforstået af mennesker, der ikke kender deres eget lands historie! Derom senere. Først om forskellen på videnskabelige konklusioner og personlige meninger.

"Det, du ser som din deskriptive beskrivelige og videnskabelige tolkning af, hvad der er sket fra den periode, du kalder velfærdssamfundet mod det, du kalder konkurrencestaten, bliver af kritikere udlagt som din normative politiske holdning og din beskrivelse af en udvikling, som du ser som positiv og nødvendig?"

"Ja, det er interessant. Der er mange, der ikke kan lide det, jeg beskriver, men der er ingen, der har kritiseret min analysemetode i'Konkurrencestaten' og 'Markedsstaten'. Der er ikke nogen, der, der har stillet sig op og sagt, at dér og dér, er der fejl i min metodiske tilgang med konsekvenser for mine analytiske konklusioner. Jeg har leveret en analytik med en fylde, som jeg synes bidrager til vores forståelse af, hvad der sker. Jeg så en kritik af, hvordan jeg har gjort min analyse, fordi det selvfølgeligt er muligt. Alternative analyser vil også gøre godt. Jeg synes i det hele taget, at en bred diskussion om de sidste 30 års samfundsudvikling vil være befriende. Herunder en diskussion om forskerens rolle i nutidens samfund, både som forsker og som borger".

OVE KAJ PEDERSEN

Født 1948. Professor i komparativ politisk økonomi ved CBS, Copenhagen Business School. Bøgerne 'Konkurrencestaten' og'Markedsstaten' har givet ham titlen dr.phil.

Uddannet i Paris, Philadelphia og Aarhus, journalist 1970 og cand.scient.pol. i 1979. I 2009 modtog han Videnskabsministeriets forskningskommunikationspris.

Især 'Konkurrencestaten' har givet voldsom debat - ikke mindst afsnittet om skolen.

"I USA falder man som forsker på sin metodik - man mister troværdighed i den offentlige debat. Men hvis din videnskabelige analytik er i orden, kan du som borger mene, hvad du vil. 'Konkurrencestaten' er en analytisk bog, og alt, hvad der står i den og i 'Markedsstaten', er resultatet af års ihærdig forskning, som har været offentliggjort i videnskabelige tidsskrifter i hele verden, hvor der er hård kontrol med det, man lægger frem. Det, jeg har skrevet, er blevet endevendt, diskuteret og kritiseret og dermed fundet fagligt acceptable.  Men mellem den faglige kvalitetssikring og din deltagelse i den offentlige debat, er der en forskel. Mener jeg. I den offentlige debat kan du mene, hvad du vil. Men hvis du eksplicit lægger dine forskningskonklusioner til grund for dine meninger, så er du forpligtiget på, at bruge dem med varsomhed. Du må ikke forvanske dem, for at de passer til dine holdninger. Du må heller ikke udstrække dem til emner og områder, hvor du er velvidende om, at de ikke kan anvendes.  Og så videre. Debatten om, hvordan dine faglige analyser kan kombineres med din deltagelse i den offentlige debat, mangler jeg, og ser ej heller den store interesse for, at den bliver taget, siger Ove Kaj Pedersen. I den offentlige debat herhjemme, tager alle for givet, at man som forsker holdningsmæssigt går ind for det, man har analyseret sig frem til. Mange tror, at forskning mere drejer sig om meninger og mindre om viden. Det er en fallit for dansk samfundsvidenskab, som forskere, medier og politikere er medskyldige i. Jeg er uddannet i USA og Frankrig, hvor man har lov til at have meninger på grundlag af de analyser, man har gennemført. Når analysen er accepteret af fagfæller, er det op til dig selv, hvordan du vil bruge den i den offentlige debat. Du kan være for eller imod, du kan være positiv eller negativ Sådan har jeg det også med konkurrencestaten. Der er udviklingstræk, jeg går holdningsmæssigt ind for, og der er udviklingstræk, jeg er meget kritiske overfor. Men begge holdninger udspringer af mit analytiske arbejde, og netop det giver mig den fuldkomne frihed til som borger at vælge, hvilken politisk eller ideologisk position jeg personligt går ind for. Den sondring mellem videnskab og borger eksisterer ikke i Danmark, her er der en forventning om, at en samfundsforsker har meninger, han eller hun på den ene eller anden måde udtrykker gennem sin forskning".

Vi er unikke i Norden

Ove Kaj Pedersen understreger flere gange, at det, der kommer frem i hans analyser, ikke siger noget om, hvad han personligt mener. Men sine meningers mod har han.

"Jeg går ind for en offentligt finansieret skole. Det er derfor, du og jeg sidder her og diskuterer formålsparagraffer. I USA og Frankrig, hvor jeg har boet i mange år, er der ingen, der diskuterer formålsparagraffer, fordi store dele af uddannelsessystemet ikke er offentligt finansieret. Jeg har boet i New Hampshire, og der har de en community-skole, hvor lærerne mødes med elevernes forældre - og med alle andre lokale borgere, der ikke har børn i skolen - og diskuterer, hvad der er denne skoles opgaver. Forståelsen af skolens opgaver skifter fra distrikt til distrikt, fra delstat til delstat. Og jeg kan godt love dig, at hvis der er en lærer, der har et andet formål med skolen, end den, der fremgår af community-processen, så er læreren ikke ansat dagen efter. Ja, han har ikke engang en lejlighed at bo i, det er bare med at komme afsted.

Vi er unikke i Norden ved, at vi har en skattefinansieret og politisk dirigeret skole og dermed en ekstremt politiseret forståelse af pædagogikken og dens opgaver. Derfor bruger jeg soldaterbegrebet, som kommer fra reformationen og fra enevælden, og hvor det siden 1500-tallet har været givet at alle skal vedkendesig den augsburgske bekendelse. Det er sgu da soldatertænkning. Det er det stadigvæk i konkurrencestaten, og den eneste måde, vi kan komme ud af den tænkning, er, at vi privatiserer hele skidtet og lader hver lokalitet eller gruppe i befolkningen lave deres egen skole ud fra deres egne holdninger om, hvad der formålet med skolegangen. Det er der jo ingen, der går ind for. Af gode grunde - og heldigvis".

Soldat i nationernes konkurrence

"Men da jeg læste, at vi alle skulle være soldater i nationernes konkurrence, tænkte jeg, at det sgu ikke var en forskers analyse, men mere en normativ kommentar?"

"Jeg har en forklaring på, at jeg har brugt soldaterbegrebet, men har fortrudt, at jeg har anvendt det. For jeg bestræber mig på at bruge begreber, der ikke kan misbruges og mistolkes, så præcis den formulering fortryder jeg, siger Ove Kaj Pedersen. Og her er så hans forklaring: De nordiske lande er blandt de få i verden, hvor vi har tradition for, at uddannelsessystemet fra bund til top er skattefinansieret og politisk dirigeret. Fra 1500-tallet til i dag har formålet konsekvent været, at det skulle leve op til de krav, magthaverne stiller.1539: arbejdspligtig arbejdskraft til adelen og bonden, 1600-tallet: krigsdygtige matroser til kongen. Og så videre. Velfærdsstaten: medborgere, der leverer demokratisk deltagelse og selvforsørgelse som skatteborger. Konkurrencestaten: en kompetent og motiveret arbejdskraft, som via sin arbejdstilknytning leverer finansiering af velfærden.

"Qua det, at uddannelse er skattefinansieret og formålsbestemt af magthaverne, har den almindelige danske borger en soldats forpligtelse til at stille sig til rådighed i og for fællesskabet. Vi går i 'lige rækker'. Nogen kalder det homogenitet, andre kollektivisme, endnu andre tillid eller solidaritet, men det vigtige er, at metaforen fodsoldaten altid har været anvendelig. Derfor brugte jeg metaforen "soldat i nationernes konkurrence". Det er så blevet mistolket, derfor har jeg fortrudt det. Jeg fortryder soldaterbegrebet, fordi folk ikke kender historien og øjensynligt ikke ser, hvor unikt vort samfund ideologisk set er, og ingen forståelse har for, hvilket land de selv lever i".

"Jeg hører så til blandt de uvidende, for jeg forstod det ikke..."

"Og du er jo ikke alene. Når jeg er ude og holde oplæg, henviser jeg til sidste episode i 1864-filmen, hvor det ene danske regiment efter det andet går ind i den preussiske kødmaskine. Der er ikke én, der blinker, og ikke én, der stopper dem. I loyalitet overfor fædrelandet bliver de myrdet og massakreret. Det er soldaterbegrebet. Og det er der stadigvæk - selvfølgelig mindre drabeligt - i forestillingen om, at du skal arbejde i dit ansigts sved, for at kunne betale din skat".

Hvis man siger, at vi har social sammenhængskraft, hvis vi siger, at vi har tillid til hinanden, er det, fordi vi er blevet opdraget til at indgå i et fællesskab, og at fællesskabet er formålet med vore aktiviteter. Gennem 500 år er vi blevet dannet til at være soldater for det ene og så for det andet fællesskab, men altid for et fællesskab. Fællesskab har altid været det primære i forhold til individualitet. I Danmark er begrebet 'individualisme' negativt. Man taler om egoisme og om 'den udbredte individualisme', og forargelsen er tydelig både i stemmen og i ansigtet. Men på Manhattan og alle andre steder, er det noget positivt".

Nu har vi så udfordringen herhjemme, for opfattelsen er ved at skifte, mener Ove Kaj Pedersen. "Jeg selv går ind for individets ansvar i og for fællesskabet, og jeg ser velfærdsstaten som et gode, andre bør misunde os. Men jeg bliver nødt til at sondre hårdt mellem, hvad jeg analyserer mig frem til, og hvad jeg mener personligt", siger han. Og tilføjer så: "Det er så ikke lykkedes for mig, fordi der ikke er nogen parathed til at acceptere denne skelen i Danmark".

Forkælede offentligt ansatte

"To gange har jeg provokatorisk sagt, hvad jeg mener personligt. Jeg har sagt, at der er noget positivt ved det, der er sket i Danmark, når vi sammenligner med udviklingen i andre lande. Vi har stadig en velfærdsstat, det er der mange andre lande, der ikke har. Og jeg har sagt, at din og min generation af offentligt ansatte er forkælet. I den første debat, fik jeg ikke høvl, fordi det selvfølgeligt svarede meget godt til den gængse mening her i landet. I den anden faldt der til gengæld brænde ned, fordi min mening gik imod konsensus. Jeg fik nok ikke argumenteret tydeligt nok, der kom i hvert fald en meget hadefuld diskussion ud af det".

"Så prøv igen.."

"Som man kan læse i bogen, fremhæver jeg både en kritisk og en positiv dimension ved konkurrencestaten. Det positive er efter min mening, at konkurrencestaten har gjort det muligt at opretholde velfærdsstaten, hvad det ikke er lykkedes i mange andre lande. Når jeg i et interview siger, at de fagligt uddannede og de videreuddannede er forkælede, er det ud fra pointen om, at vi i stigende grad får et prekariat af unge, fremmede og også kvinder, hvoraf nogle er veluddannede, mens andre nærmest ikke er det, men alle arbejder som freelancere, projektmedarbejdere eller løsarbejdere uden overenskomst, ja, endda i flere tilfælde uden kontrakt og uden sikkerhed for, hvor og om de overhovedet skal arbejde i morgen. Stadig flere har arbejdsbetingelser, som absolut ikke er sammenligneligt med, hvad for eksempel lærerne har. En stor generation vokser nu op uden forventning om, at de kan få permanent tilknytning til arbejdsmarkedet, ude tro på, at de får muligheder for at spare op til egen pension, og så videre. Med de gode betingelser, som din og min generation har, må vi da kaldes forkælede i forhold til de unge og andre, der står uden for glasvæggen og aldrig bliver lukket ind. Det gør mig urolig, fordi prekariatet kun bliver større i takt med, at den offentlige sektor bliver mindre, og fordi arbejdsbetingelserne i det hele taget ændres i retning af mere fleksible ansættelsesforhold, større mobilitet og flere fremmede på arbejdsmarkedet. Men især fordi, mange offentligt ansættes organisationer i deres kamp for medlemmernes interesser har travlt med kritisk at fremhæve den offentlige sektors mange mangler. Samtidig med, at vores generation har betingelser, som andre efter os ikke får. I dag er vi de privilegerede. Selv de bedst uddannede får aldrig de samme vilkår, som lærerne på Uldum Skole eller jeg på universitetet har det i dag. Alligevel mener lærerne, og de andre veluddannede offentligt ansatte, at de er martyrer, og at der foregår en brutalisering af deres hverdag. Derfor kalder jeg dem forkælede".

"Det er så din min personlige vurdering".

"Ja, det er det. Men den er baseret på analyse af, hvad der foregår, og en angst for at de offentligt ansatte kritik undergraver velfærdsstatens legitimitet, som får dem, der står uden for glasvæggen til at spørge, hvorfor de skal betale for noget, de offentligt ansatte selv er meget kritiske overfor. Jeg er bange for, at den megen kritik åbner for en neoliberalisme, som de offentligt ansatte selv har kæmpet imod. Jeg er bange for, at det kan føre til en velfærdsstat for min generation, men ikke for den næste".  

Overenskomsterne giver indflydelse

Tidligere var der nogle få og enkle aftaler mellem Danmarks Lærerforening og staten om, hvordan lærernes arbejdstid skulle opfattes, og om hvordan lærerne skulle opfylde skolelovens formål. Men efterhånden blev aftalerne mere og mere detaljerede, og det betød, at samspillet mellem overenskomst og lovgivning også blev meget mere detaljeret, siger Ove Kaj Pedersen. I 1970´erne begyndte der at udvikle sig et kollektivt overenskomstsystem for offentligt ansatte. Det har siden ført til, at der i dag føres overenskomstforhandlinger mellem et hav af faglige organisationer og Finansministeriet og Kommunernes Landsforening. Fra 90´erne blev der forhandlet om flere og flere aspekter -  arbejdstilrettelæggelse, ferieorlov, barsel og meget andet, men også velfærdsordninger som pension, sundhed, uddannelse. De offentligt ansatte fik på den måde åbnet en kanal for indflydelse, de ikke tidligere havde haft. Via overenskomsterne fik de velfærdsbetingelser, som andre - for eksempel de selvstændige - ikke havde. De tilkæmpede sig også indflydelse på tilrettelæggelsen af deres arbejdsindsats og på ledelsen af deres arbejdsplads, som ingen i det private erhvervsliv fik. Der skete en demokratisering, som kun få andre steder i arbejdslivet.

"I dag er de faglige organisationer blandt de mest indflydelsesrige, når det kommer til påvirkning af politikere og den offentlige debat. De har magt over en betydelig kapital i pensionsselskaber og fonde. Også her er offentligt ansatte privilegerede. Som almindelig borger kan du stemme ved folketingsvalg og kommunale valg, men som offentligt ansat og som fagligt organiseret i det hele taget får du fra 90'erne også indflydelse via overenskomsterne. Det gælder lærere, det gælder lægerne, og det gælder mit eget område som universitetsansat".

"Men", fortsætter Ove Kaj Pedersen, "det betyder også, at overenskomsterne er blevet en del af den politiske regulering, og at politikerne på Christiansborg kan splitte magten mellem lovgivningen og overenskomstforhandlingerne og herved få to kanaler til at bestemme over skolen. I mange tilfælde overlader de til overenskomstparterne at tage slagsmålene om, hvad pokker der skal ske i hverdagen. Når politikerne vil gennemføre ændringer, blander de lovgivning og overenskomstregler, og fordi de også er arbejdsgivere og har valgt at lade Finansministeriet varetage opgaven som arbejdsgiverorganisation, kan de vælge at spille på det ene eller begge instrumenter".

Hvad med Bente, Brian og Bilal?

"Og i hverdagen oplever læreren, at hun i dag ikke har samme professionelle frihed til at vælge metoder, læremidler, rækkefølge og prioriteringer i undervisningen. Der er andre, der har indskrænket lærernes muligheder i det, du kalder 'det etiske øjeblik'".

"Men som lærer har du stadig beslutningen. I 1990'erne var det lærerne, der i vidt omfang bestemte, hvem og hvor mange, der skulle til specialundervisning. Det var det etiske øjeblik. Så fik vi en modreaktion, og spørgsmålet blev rejst: Hvor mange skal sendes ud af enhedsskolens normalklasse, før den ikke er normal? Og hvad sker der med Brian, Bente og Bilal, når han eller hun ikke mere er med i klassen?  Det er et etisk spørgsmål at visitere den lærenemme fra den mindre lærenemme, og det er en magt, der er overladt til lærerne. Sådan har det været i årtier, vel i hele skolens historie, helt tilbage til reformationen, hvor det var præst og degn, der udskilte, hvem der skulle i latinskole, og hvem der skulle sættes til ærligt arbejde.

Jeg oplevede selv, at jeg ikke blev indstillet til at komme i gymnasiet sammen med mine allerbedste venner. Jeg blev sorteret fra, fordi jeg spillede for meget fodbold og læste de forkerte bøger, så nogle lærere besluttede, at jeg ikke måtte komme i gymnasiet. De så det som en ren faglig vurdering, men det var en voldsom beslutning på mine vegne, og den indebar åbenlyse etiske dimensioner.  Lærerne har altid været blandt de vigtigste visitatorer i vort land, dem der har den største indflydelse på den enkeltes livsmuligheder og træffer nogle af livets vigtigste beslutninger på vegne af den enkelte. På samme måde er det et etisk øjeblik, hvis læreren i dag siger: 'Hvis jeg skal leve op til de målkrav, der er for min klasse, skal jeg have sorteret de svageste fra; jeg sender dem til specialundervisning, så skal jeg nok leve op til målkravene med de andre. Nogle betragter det som en pervers effekt af målstyring, men man kan også kalde det et etisk øjeblik, hvor læreren træffer et valg - og dermed i min optik påtager sig et personligt ansvar".

Du kan ikke tørre ansvaret af

"Men frirummet til at skønne professionelt er blevet indskrænket, samtidig med, at de politiske krav og ambitioner er blevet større, men som lærer skal du leve op til hele folkeskolelovens formålsparagraf, hvor alle dele principielt vægtes lige. Og samtidig skal du opfylde de mere og mere detaljerede mål, som politikerne opstiller for klassetrin og for de enkelte elever. Og ansvaret er stadig dit". Qua de økonomiske effektivitetskrav er det etiske øjeblik blevet evident på områder, hvor det aldrig tidligere har været det", siger Ove Kaj Pedersen.

"Hvor læreren tidligere kunne sige: 'Sådan har jeg lært det'. 'Sådan gør man'. 'Jeg indstiller fagligt, professionelt til videre foranstaltning et andet sted'. Eller: 'Sådan står der i bekendtgørelsen og cirkulæret, derfor er jeg tvunget til at gøre det på den måde, det er ikke mit ansvar'. Nu, derimod, står den enkelte med de mange forskellige hensyn, og prioriteringen mellem dem, er dit ansvar. Du skal selv vurdere og vælge, hvad og hvordan det skal ske. Mange i den offentlige sektor reagerer med stress, fordi de føler, at de har fået pålagt ansvaret for en række individuelle valg, som har skæbnesvangre konsekvenser, for den det drejer sig om. Der er økonomiske krav, inklusionskrav, faglige krav og trivselskrav, og det er ikke mere muligt at henvise til et cirkulære, hvor det præcist og detaljeret beskrives, hvad der skal og må ske. Det er heller ikke i samme grad muligt at henvise til professionens egne kvalitetskrav. Den enkelte står tværtimod i stigende grad alene".

"Læreren møder hele tiden voldsomme etiske krav, og i ledelsespsykologien tales der om stigende moralsk stress. Lærerne, socialrådgiverne, lægerne bliver stressede af det store ansvar, de hele tiden møder i de etiske øjeblikke, de stilles i. At være professionel er i dag mere kompliceret og ensomt end tidligere. Læreren ved, hvilke voldsomme konsekvenser der er af de beslutninger, hun træffer i det etiske øjeblik. Og hun ved, at ansvaret er hendes. Fordi den administrative ansvarliggørelse er slået igennem, og fordi du evalueres og vurderes. Det giver moralsk stress, både at du har ansvaret for den enkelte, og at du evalueres efter hvilke resultater, der kan måles".

Pointen er, at betingelserne for at påtage sig ansvaret har ændret sig. Det ansvar, man har som professionel, og betingelserne for at kunne løfte ansvaret, har ændret sig, understreger Ove Kaj Pedersen. "Det etiske øjeblik er i dag en grundlæggende forudsætning for det at arbejde professionelt. Det er dig, der skal afveje, det er dig, der skal prioritere. Og bagefter kan du ikke tørre ansvaret af på andre".

Politifolk uddannes til at bære presset

Ove Kaj Pedersen har undervist i politiet i mange år, og skolen kan måske hente inspiration der, mener han. For politifolk uddannes direkte til at udøve konduite, påtage sig ansvaret og at bærer den stress, der følger med.

"Det kan godt være, at det står i retsplejeloven, eller i politiloven, hvad der skal ske. Men i den konkrete situation er det betjenten, der skal vurdere, om det nu er hensigtsmæssigt overfor Karl Erik, der står der med håret i postkassen og i det hele taget har det elendigt, at lægge ham i håndjern og føre ham væk. Nej, det er det så ikke. Du udøver konduite, du afvejer og påtager dig ansvaret. Er han voldelig, lægger du ham i håndjern. Men står han der og viser, at han ikke har styr på noget som helst, så taler du han ned og kører ham måske hjem".  

"Læreren vil sige, at det er også det, hun gør".

"Ja. Men i politiet bliver man direkte uddannet til at bærer presset. Det forventes, at betjenten vurderer og beslutter, hvad der er hensigtsmæssigt. Du anholder ikke Karl Erik, men beslutter, at få ham hjem, så han kan sove branderten ud. Dagen efter begår han måske voldeligt overfald. Det giver moralsk stress, men det er et vilkår. Du har påtaget dig ansvaret, og du skal også være trænet til at kunne udholde det. I skolen hedder det skolelov, inklusionslov, Fælles Mål, nationale test, elevplaner og så videre. Pointen er den samme: at som uddannet fagprofessionel har du et personligt ansvar. Betingelserne for at udøve det forandres, men det er ikke en mulighed at sige, at det er de andres ansvar, hvad du selv har besluttet. Gør du det, løber du fra det at være professionel. Derfor bør det i al professionel uddannelse også indgå, hvordan du bærer ansvaret, og hvordan håndterer du den stress, der følger med".   


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ