Folkeskolens leder:

Lad diskussionen leve

Underrubrik

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skal man give en elev en undskyldning foran klassen, hvis man i et stresset øjeblik har skældt eleven uforholdsmæssigt ud for en lille forglemmelse?

Er det mobning, hvis en lærer næsten hver morgen påtaler, at en elev kommer for sent, selvom eleven kun bor 100 meter fra skolen?

Kan det være på sin plads bevidst at ignorere en elev, der sidder med hånden oppe?

Skal man som lærer blande sig i, at en overvægtig elev smider sin madpakke ud og køber kage i stedet?

Tror du, dine elever kan mærke, hvem du bedst kan lide, og hvilke elever du synes dårligst om?

Hvad skal der til, for at det er i orden at bruge ironi i omgangen med en klasse? Er det for eksempel afhængig af elevernes alder, eller af om man er fast lærer i klassen?

En profession er kendetegnet ved faglige normer og standarder - en professionsetik - for lærernes vedkommende nedskrevet i DLF's professionsideal, mens eksempelvis lægerne aflægger en ed på at ville anvende deres kundskaber til samfundets og deres medmenneskers gavn efter bedste skønnende, som det hedder i det gamle løfte. For også de professionelle er mennesker, og trods løfter og etiske regler sker det, at de begår fejl - ikke mindst når der er pres på i form af underbemanding, besparelser, stress og så videre.

Professionsetikken kan minimere de menneskelige fejl i en presset hverdag. Men det er ikke nok, at det gamle hæfte med idealet står i reolen på lærerværelset. Med udgangspunkt i det eller skolens egne retningslinjer er det hele tiden relevant at diskutere etikken i relationen til elever og forældre - både formelt på pædagogiske dage og møder og uformelt i hverdagen, i frikvarter og på teammøder. Teamkultur og samarbejde betyder, at man som lærer ikke længere står alene, heller ikke for eksempel over for noget så ubehageligt som en grundløs anklage for overgreb mod en elev. Men hvis ikke etikken hele tiden er på dagsordenen i teamet, kan det ske, at lærerne uden at ville det kommer til at støtte hinanden i at gøre elever til skurkene i en presset hverdag, som en lærer fortæller om i Underviseres tema i denne måned.

Professionsetikken holdes i live gennem konstant debat, både lokalt på skolen og overordnet i professionens egne medier, hvor vi gerne vil stimulere den nødvendige debat om, hvad der er i orden, og hvad der ikke er i orden i læreres relation til eleverne.

Gå ind på undervisere.dk og fortæl, hvor du synes, at grænserne går i forhold til spørgsmål som dem ovenfor. Fortæl også gerne, hvordan lærere kan støtte hinanden til at undgå at krænke elever. Du kan kommentere denne leder og artiklerne fra magasinet i kommentarfeltet neden under hver enkelt artikel. Så bringer vi uddrag af debatten i næste månedsmagasin. |

»Læreren vil undgå enhver form for vilkårlig forskelsbehandling af sine elever og sikre eleverne fuld og ubetinget ligestilling uden persons anseelse« Danmarks Lærerforenings Professionsideal
Powered by Labrador CMS