Lis Stolberg

Publiceret Senest opdateret
1
2
3
4
5
6
7

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lis Stolberg er 43 år, bor i Sløsserup på Østlolland og er arbejdsløs lærer.

Uddannelse:

Oprindelig handelsuddannet og arbejdede i mange år i en fotohandel. Læreruddannet fra Vordingborg Seminarium i juni i år med linjefagene matematik, natur/teknik, hjemkundskab og håndarbejde.

Ingen arbejdsplads:

Trods megen tale om mangel på uddannede lærere i landets udkantsområder er det endnu ikke lykkedes Lis at få et job. Omkring ti ansøgninger fra april til nu har foreløbig resulteret i, at hun er blevet indkaldt til samtale i et par tilfælde. »Jeg søger bredt og vil betegne mig selv som fleksibel, selv om jeg naturligvis gerne vil undervise i mine linjefag«.

Familie:

Bor sammen med sin kæreste Michael og sønnen Christian på 16. I landlige omgivelser mellem æbletræer, syren og brombærkrat skriver hun sine ansøgninger og dyrker kreative interesser, mens hun venter på job.

Det vigtigste i mit arbejde:

Når jeg får et job, vil jeg lægge meget vægt på trivsel på skolen, og at eleverne er glade for at gå i skole. Jeg synes, det er synd, at eleverne begynder med at være rigtig glade og forventningsfulde, men når de kommer i 5. klasse, bliver de mere negative.

Mit arbejde om fem år:

Da arbejder jeg forhåbentlig på en skole med nogle glade børn, hvor jeg selv er glad for at gå på arbejde hver dag. Men hvor den ligger henne, kan jeg af gode grunde ikke sige. Jeg kan godt se, at en læreruddannelse kan bruges til andet end til at undervise. Men det er lærer, jeg gerne vil være.

Efteruddannelse:

Af gode grunde ikke nogen endnu. Men jeg vil gerne lære noget mere om, hvordan man kan lave en mere kreativ matematikundervisning.

Ting, som er vigtige for mig:

1. Traktoren er en Ford 4000, som min kæreste har døbt Flittig Lis. Jeg bruger den, når der skal muges ud ved hestene, til at køre brænde med og ikke mindst til at flytte nogle af de mange sten, som jorden her i området er velsignet med.

2. Bogen »Den sociale dimension i pædagogikken«, redigeret af Per Schultz Jørgensen, læste jeg første år på læreruddannelsen. Den er fantastisk god og giver et fortrinligt indblik i skolehverdagen.

3. På læreruddannelsen fik vi i hjemkundskab en opgave, hvor vi skulle skabe noget ud af gratis ting, vi kunne finde. I dette tilfælde blev det brombærsyltetøj fra de mange levende hegn herude på landet.

4. Hver sommer har jeg en sydslesvigsk feriedreng i 14 dage. Det er arrangeret gennem Grænseforeningen. Jeppe fra Tarp ved Flensborg er efterhånden blevet 13 år og har nu været her i tre sommerferier.

5. Jeg har mange, for jeg har en passion for at gøre et godt fund på et loppemarked. Som denne krukke med violette trætulipaner.

6. Den lille gasbetonfigur har jeg valgt som symbol på mit kreative arbejde. Jeg arbejder meget med billedkunst, maler akvarel og former skulpturer.

7. Hestene Bacardi og Bloomsday og de to hunde er det, der ud over min familie tager det meste af min tid. Det er dejligt beroligende at gå op og nusse lidt om hestene og strigle dem. Og vi rider da på dem. Jeg er mest til dressur, mens min kæreste er til westernridning.