Flemming Quist Møller i fri dressur på Louisiana

Legendariske Møller fortæller røverhistorier på Louisiana Litteraturfestival, mens Christian Sievert river i strengene på guitaren. Møller taler også fag med tegneserie-kometen Halfdan Pisket.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Her er en rask servicemeddelelse: På lørdag den 20. august kan du - og dine børn (eller måske dine elever) - oplevede legenden Flemming Quist Møller i fri dressur på Louisiana i Nordsjælland under museets Litteraturfestival, der strækker sig over dagene torsdag, fredag, lørdag og søndag.

Klokken 13.15 vil Flemming Quist Møller således optræde med ord og musik sammen med en anden legende, guitaristen Christian Sievert.

Og senere på lørdagen - klokken 16.00 - vil Møller samtale med ungersvenden Halfdan Pisket, der brød igennem tegneserielydmuren med et brag, da han i 2014 udgav første bind i trilogien om sin tyrkisk-armenske fars liv.

Trilogien er blevet en stor kommerciel og kunstnerisk succes. Som det første tegneserieskaber nogensinde er Halfdan Pisket blevet belønnet med statens treårige arbejdslegat, for eksempel.

I Pusherstreet

I trilogien får læseren et sjældent indblik i en dansk outsiders skæbne, fra desertør i den tyrkiske hær til hashhandler på Christiania og anerkendt dansk statsborger. Værket er en af de største danske tegneserieudgivelser i nyere tid.

Og Flemming Quist Møller? - ja, siden debuten i 1967 om "Cykelmyggen Egon" har Møller jo skabt nyklassikere som "Jungledyret Hugo", "Snuden" og "Bennys badekar".

På festivalen vil Møller fortælle en serie eventyr akkompagneret af Christian Sievert, som i øvrigt også har været med til at komponere musikken i flere af Quist Møllers tegnefilm.

Sievert har desuden har lagt stemme til flere af figurerne i filmene, blandt andet krabben i "Bennys badekar".

Forfatterportræt for mindre børn

Forfattere i stride strømme

På festivallen kan du også møde forfattere som Benny Andersen, Karl Ove Knausgård og Kirsten Thorup. Og om lørdagen vil du eksempelvis også kunne høre Søren Ulrik Thomsen i samtale med Klaus Lynggaard, som er aktuel med digtsamlingen "Personfølsomme oplysninger", som han har skrevet i kølvandet på sin kræftsygdom.

Læs festivalprogrammet nedenfor:

Læs mere

Program for Louisiana Litteraturfestival