»Ingen bliver lærer for at plage børn«

I Tyskland er lærermobning ikke længere tabu - forskere, græsrødder og lærerforeninger går hånd i hånd for at bekæmpe den stress, som ligger bag mobningen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da en dansk undersøgelse i foråret konkluderede, at hver tiende elev har følt sig mobbet af en lærer, blev undersøgelsesmetoderne kritiseret fra flere sider.

»Det er helt i tråd med reaktionerne på min undersøgelse«, siger professor Volker Krumm. »De forplantede sig også gennem medierne og helt op i politikken. Jeg blev hårdt kritiseret. Fik massevis af smædebreve og vrede opringninger«.

Det var for 12 år siden. Professoren i videnskabelig pædagogik ved Universität Salzburg havde netop sendt resultaterne af sin spørgeskemaundersøgelse på gaden. Her fremgik det, at 38,5 procent af 10.000 østrigske elever mellem 12 og 17 havde følt sig »uretfærdigt behandlet, krænket eller drillet« af lærere i løbet af den seneste måned.

»Også dengang kaldte kritikere tallene overdrevne og spørgeskemaerne vildledende. Det var en forståelig forsvarsreaktion«, siger Krumm. »Indtil da havde man kun kendt til undersøgelser, der fokuserede på mobbende elever. Her blev der sjovt nok ikke sat spørgsmålstegn ved tallene - for de repræsenterede et fænomen, de fleste lærere kunne forholde sig til«.

»De klassiske undersøgelser var et velkomment bevis på, hvor hårdt lærerhvervet er. At det nu pludselig var eleverne, der var ofre for problematiske lærere, passede umiddelbart ikke ind i manges selvforståelse«. Krumm understreger, at der i debatten i 1997 også var lærerorganisationer, der tog undersøgelsen til sig.

I 2003 præsenterede forskeren en ny undersøgelse baseret på skemaer fra 3.000 tidligere elever fra Østrig, Schweiz og Tyskland. Til Krumms overraskelse reagerede lærere og undervisningspolitikere langt mere differentieret end i 1997 - på trods af at de tyske tal indikerede, at hele 77 procent af eleverne havde oplevet lærermobning én eller flere gange i deres skoletid. I de seneste seks år er der blevet endnu mere åbenhed om problemet.

Det tabubelagte fænomen er kommet ud af skabet. Volker Krumm og hans tyske kollega, professor Kurt Singer, er blevet kendt for deres forskning og forelæsninger om lærermobning. Singer har i år spiddet problemet med sin meget omtalte bog »Die Schulkatastrophe« (Skolekatastrofen).

At emnet også har fundet vej fra lærdommens hellige haller og ud i den brede offentlighed, er en anden gruppe frontløberes fortjeneste: Tyske græsrodsorganisationer med navne som Lernen Ohne Angst og Kischuno har i de senere år rettet mediernes søgelys mod lærermobning - og hjulpet dens ofre.

Tyskland, 2004. Angelika Bachmanns datter, Katharina, går i 6. klasse i en østtysk provinsby. Med tiden mærker moderen, at noget er helt galt med hendes barn. »Katharina var ikke til at kende igen«, fortæller Angelika. »Hun havde altid været et glad barn. Men nu var hun altid så trist til mode . Og så begyndte hun at tisse i sengen«.

Det viser sig, at Katharina bliver mobbet af en gruppe på tre kvindelige lærere. »Jeg troede ikke mine egne ører«, fortæller Angelika. Men så hører hun om det fra andre forældre. Brikkerne i et hæsligt puslespil falder på plads: 17 ud af 22 børn i Katharinas klasse har oplevet at blive ydmyget, skreget af og truet. Nogle elever fortæller, at de er blevet spærret inde. »Vi dannede et forældreinitiativ«, husker Angelika. »Men dengang var vi magtesløse over for myndighederne. Lærerne blev kortvarigt suspenderet, men arbejdede snart igen«.

Som konsekvens af nederlaget danner Angelika Bachmann græsrodsorganisationen Lernen Ohne Angst (læren uden frygt). I dag fungerer den som et spraglet fletværk af omkring 500 forældre, lærere, jurister, politikere, psykologer og forskere - her­iblandt også de to professorer, Volker Krumm og Kurt Singer. Sammen danner de en bred front, der oplyser om lærermobning og hjælper dens ofre.

»Vi minder politikere og medier om problemet«, forklarer Angelika. »Vi skriver åbne breve og træder frem i radioen og på tv. På internettet kører vi en populær hjemmeside, forskellige blogs og podcasts. På den måde skaber vi åbenhed omkring noget, der i mange år har været et tabu, ja, noget nær en retsfri zone«.

Lobbyarbejdet skal ifølge Angelika Bachmann komme lærermobningens mange ofre til gode. »Vi får fem-ti henvendelser om ugen fra folk, der har brug for hjælp«, vurderer hun. »Nogle rådgiver vi ti minutter i telefonen. Andre forsyner vi med advokater og følger dem hele vejen gennem retssager«.

»Det er mest forældre, der søger hjælp. Men vi får også påfaldende mange henvendelser fra lærere i nød«. Og de hjælpes på lige linje med forældre og elever. »Ingen bliver lærer for at plage børn«, understreger Angelika. »Lærere, der mobber, er selv ofre. De er uhyre stressede og kan typisk slet ikke få styr på deres klasser«.

I sådanne situationer risikerer trængte lærere at ryge ud på et skråplan. »Vi kan alle komme til at sige noget forkert af og til«, forklarer Angelika Bachmann. »Men når det gentager sig dag for dag - planlagt og bevidst krænkende - så er det mobning. Vi hører ofte argumentet, at en lærer ikke har opfattet sine angreb sådan. Men når man efterfølgende spørger eleverne, er de slående enige om, at der blev gået systematisk til værks«.

Når lærere ringer til Lernen Ohne Angst, er det ofte deres sidste udvej. »De får typisk for lidt hjælp på arbejdspladsen«, siger Angelika Bachmann. »Nogle fortæller om en isnende tavshed fra andre lærere, der selv må proppe sig med beroligende midler. Jeg har haft folk i telefonen, som var på sammenbruddets rand, fordi kollegaerne eller ledelsen mobbede dem for deres angivelige svaghed«.

Hos græsrodsorganisationen Kischuno fortæller jurist Catrin Lange om lignende scenarier: »Vi bliver også kontaktet af lærere, der siger: 'Jeg kan ikke mere - i morgen får den og den røven på komedie'. Eller af lærere, der ser kollegaer mobbe. De tør ikke sige det til ledelsen, fordi de så bliver stemplet som stikkere«.

Græsrøddernes muligheder for at gribe ind i disse strukturer er begrænsede. »Vi kan højst afstikke lærerens vej ud af problemerne«, siger Catrin Lange. »Hvis man løber hovedet mod muren over for kollegaer og ledelse, kan det være en god idé at betro sig til forældrene. De har bedre muligheder for at gribe ind og forbedre forholdene for deres børn - og det kan læreren også profitere af«.

Catrin Lange og Angelika Bachmann ser dog hellere, at hjælpen kommer via skolernes ledelse, myndighederne og lærerforeningerne. Sidstnævnte er allerede i fuld gang.

Da Volker Krumm i 1997 afdækkede læreres mobning, følte mange, at lærerstanden blev uretfærdigt stemplet som skurke. I mellemtiden har billedet ændret sig: Nu står det klart, at moderne undervisningsmiljøer skaber ofre på begge sider af katederet.

»Lærermobning eksisterer«, fastslår Udo Beckmann, formand for VBE, sammenslutningen af tyske lærerforeninger. »Det ville være forkert at benægte kendsgerningerne. Men det er også vigtigt at pointere, at de fleste lærere har en professionel omgang med eleverne. De, der mobber, gør det i afmagt«.

Det skyldes ifølge Beckmann, at lærerne i stigende grad står over for børn, som ikke har lært livets almene spilleregler. »De kommer ofte fra socialt problematiske familier, hvor de overlades til sig selv. Derfor kender mange af børnene ikke til normal social adfærd. Lærerne bliver i stigende grad forældreerstatninger. De overtager den opdragende funktion og finder knap nok tid til at undervise.

Beckmann forklarer, at VBE længe har arbejdet for en uddannelse, der giver lærere bedre instrumenter til at håndtere problematiske elever. Samtidig appellerer man til, at skoler ansætter flere socialpædagoger og psykologer til at støtte lærernes arbejde. »Vores udspil bliver imidlertid ikke taget seriøst nok«, mener formanden. Og således sker det stadig, at overbelastede lærere bruger mobningen som ventil for deres frustrationer.

»Men vi som organisation vil ikke acceptere vold - heller ikke psykisk. Det er simpelthen uforeneligt med vores profession«, understreger Udo Beckmann. Derfor søger mange tyske lærerforeninger at dæmme op for problemet ved selv at tilbyde videreuddannelse.

Initiativerne finder sted i samarbejde med eksperter som Volker Krumm og Kurt Singer. Begge leder kurser og supervisionsgrupper, hvor undervisere lærer at få styr på problematiske klasser - uden at søge tilflugt i mobning. |

Lærermobning i tyske skoler

»Jeg gik i 6. klasse og havde forelsket mig i en dreng, der var et år ældre. I en kemitime skrev jeg ham et kærlighedsbrev. Læreren så det, tog sedlen fra mig og læste den højt for hele klassen. Alle kiggede på mig. Jeg bad hende lade være, men det ignorerede hun bare. De andre i klassen grinede, og det gjorde læreren også. Så fortsatte undervisningen, og jeg sad dér og græd helt vildt. Bagefter var jeg samtalestof i hele skolen«.

»Geografieksamen: Spørgsmål 1. Jeg overvejer, begynder langsomt at svare. (Efter fem sekunder) Læreren: Tak. Spørgsmål 2: Som ovenfor. Spørgsmål 3: Som ovenfor. Tak, det er et 'utilstrækkeligt' [svarer til 00]. Du kan gå om om to uger«.

»Læreren spurgte de andre elever, om jeg også har en hjerne«.

»Du er jo dummere end den næstsidste neger i bushen«.

Elever beskriver lærermobning i undersøgelsen »Ungerechte Lehrer«, Volker Krumm og Susanne Weiß, Universität Salzburg, 2003.

Typiske former for lærermobning

Læreradfærd, der opfattes som krænkende/Hyppighed i procent

1. hænger eleven ud/17

2. beskylder eleven for manglende intelligens/præstation/16,5

3. er uretfærdig, unfair/14,8

4. råber, skælder ud, bruger bandeord/12,8

5. ignorerer, forsømmer/12,2

6. latterliggør, beskæmmer/7,1

7. beskylder eleven for fejlagtig adfærd/4,0

8. udøver vold/3,3

9. krænker elevens rettigheder/3,2

10. truer, intimiderer/3,1

11. isolerer eleven/2,3

12. videregiver informationer om eleven/2,0

13. giver uforholdsmæssige arbejdsopgaver/1,7

Kilde: »Ungerechte Lehrer«, Volker Krumm og Susanne Weiß, Universität Salzburg, 2003

»Lærere, der mobber, er selv ofre. De er uhyre stressede og kan typisk slet ikke få styr på deres klasser«»De, der mobber, gør det i afmagt«»Nogle fortæller om en isnende tavshed fra andre lærere, der selv må proppe sig med beroligende midler«