Anmeldelse

Religionsfaget.dk

Portal løfter religionsfaget

Med lanceringen af de nye kulturfagsportaler holder Clio sig i front på det digitale marked. Denne anmeldelse bygger på dagligt arbejde med henholdsvis både de gamle og nye portaler og de forandringer, som har fundet sted på godt og ondt. Mest godt.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da jeg fik til opgave at anmelde Clio Onlines nye kristendomsportal, havde jeg kort forinden erfaret, at jeg skulle have to 9.-klasser op til prøve i to kulturfag, hvoraf det ene var kristendom. Jeg ventede med at skrive anmeldelsen, indtil jeg havde set, hvad den nye portal kunne i relation til prøvens krav og muligheder samt kildeanvendelse og ideer til problemstillinger. En portal, der skal have sin berettigelse gennem hele udskolingen, bør kunne føre eleverne gennem undervisning såvel som prøveforløb, og den bør være et nyttigt redskab med tydelige mål, dybtgående forløb og adgang til web 2.0-værktøjer.

Fakta:

Titel: Religionsfaget.dk

Forlag: Clio Online

Clios kristendomsportal når langt hen ad vejen i mål på de ovenfor nævnte parametre, om end den ikke er fejlfri, hvilket i øvrigt ville være et urimeligt krav at stille til en portal af det omfang. Clios absolutte force går for mig at se primært på muligheden for at arbejde tværfagligt med de tre kulturfag, men samtidig have mulighed for at gå mere fagfagligt til værks.

Hvis man tager udgangspunkt i selve planlægningen af de enkelte forløb, giver portalen et hurtigt overblik over mål og opgaver, og derfor kommer man hurtigt i gang med forberedelsen. Som seneste tiltag har Clio lukket de gamle portaler ned og samlet alle tekster, billeder, medieklip med mere på samme side. Dette er en udpræget forbedring, for det var overordentlig vanskeligt for både elever og lærer at orientere sig på to forskellige sider, en gammel og en ny. Et stort irritationsmoment er hermed ellimineret. Tak for det!

Kristendomsfaget er bredt, og portalen kommer godt omkring i faget. Der er mulighed for at arbejde med alt fra verdensreligioner til etik, filosofi og religiøse temaer, og eleverne får adgang til mange forskellige kilder, som bibringer til en øget forståelse af det pågældende emne. Forløbene er holdt i et enkelt og pædagogisk, lidt kedeligt, layout. Netop simpliciteten går i nogle sammenhænge hen og bliver forløbenes svaghed, fordi teksterne bliver korte. Næsten for korte. Komplekse begreber inden for eksempelvis filosofi og etik forklares til tider så simpelt, at elevernes forståelse risikerer at gå tabt. Samtidig har Clio tilsyneladende bestræbt sig på at korte forløbene ned rent tidsmæssigt, hvilket er et klogt træk i et fag, der har omkring 30 timer per år. Der er ikke plads til alt for store armbevægelser. Derfor er det selvsagt en svær balancegang, hvis et forløb skal være både kort og uddybende. Den øgede mængde af medieklip supplerer imidlertid de til tider meget korte tekster, og det er også nødvendigt.

Som nævnt indledningsvist har jeg haft lejlighed til at arbejde med portalen i prøvesammenhæng, og her har den vist mange fine takter hvad angår kildemateriale og først og fremmest den bedste guide til prøveforløbet for lærere og elever, som jeg mener findes på nettet uden for uvm.dk. Den er endda mere overskuelig. Guiden skaber først og fremmest ro hos eleverne og informerer dem om, hvad de nye prøveformer indebærer. Clios næste træk kan meget vel være forløb, der i højere grad retter sig direkte mod prøven, måske med en samlet bank over problemstillingsforslag til konkrete prøveemner, som lærer og elever kan vælge imellem. På lærersiden kunne forslag til lærerspørgsmål til emner være en ide til overvejelse.

Hvad angår problemstillinger bør Clio gå eksemplerne i de enkelte forløb efter i sømmene. Der er flere gode eksempler, som kan inddrages direkte i undervisningen og diskuteres i klassen. Spørgsmål som ”hvad betyder religion for dig?” eller ”hvad fejrer kristne til påske?” kan egentlig ikke karakteriseres som problemstillinger, hvorimod ”hvad betyder den religiøse mangfoldighed for folkekirken i Danmark?” fremstår langt stærkere i forståelsen af, hvad en problemstilling indebærer. Så frem med luppen, Clio. Der bør ryddes lidt op. Eksemplerne fra prøveguiden demonstrerer glimrende, hvad et problem er, og denne guide kan passende være rettesnor for de i forløbene opstillede problemstillinger.

Dette ændrer dog ikke ved, at jeg som kulturfagslærer finder Clios portaler meget anvendelige i mit daglige arbejde. Ja, det overordnede layout kunne absolut være mere inspirerende for udskolingsklasser. Til gengæld præsenteres forløbende godt, de er sat overskueligt op, og med det nye samlede portal er de lette at finde rundt i.

Jeg må slutteligt fremhæve portalens søgefunktion, som mine to afgangsklasser havde stor gavn af under selve prøveforberedelsen. Her kunne de hurtigt orientere sig inden for deres emne og nå frem til kvalificerede svar på mine spørgsmål.

Mon ikke vi de kommende år vil se flere tværfaglige kulturfagsforløb, efterhånden som forskellige nye prøveformer vinder indpas. Clio Online har med religionsfaget.dk bidraget til at løfte kristendomsfaget op på det høje faglige niveau, det fortjener, og med årsplaner, emner og forløb samt ikke mindst interaktive læseguider på visse tekster er man som underviser hurtigt fra start med portalen. Godt arbejde, Clio, bliv ved med det.