Efter lidt over en uges sommerferie var det tid til at reflektere lidt over året, der er gået.

Som altid har der været mange gode oplevelser. Jeg møder hver dag børn, der knokler, lærer, pjatter, griner og græder. Jeg er fuld af beundring over mine kollegaer, som brænder for deres arbejde og hver eneste dag kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. For dem er det ikke bare et job. De engagerer sig personligt i hver enkelt elev på et plan, der gør, at de til tider næsten ikke kan bære, når en elev er ramt af livet, og rammerne og de personlige resurser ikke rækker til at hjælpe eleven i tilstrækkelig grad.

Men de senere år er der sket noget. Øget administration og dokumentation, arbejdstidsaftalen og skolereformen har tæret på overskuddet i skolen, og forældrene, eleverne, lærerne og skoleledelserne kæmper nu mere end nogensinde for at få enderne til at mødes i dagligdagen.

Jeg har i år oplevet ildsjæle, fagligt kompetente og robuste kollegaer, som søger nye græsgange, da der ikke længere er overskud til faglig udvikling, kollegial sparring, nye udfordrende projekter med mere. De føler, at de er blevet fabriksarbejdere, som kæmper for at holde deres plads ved båndet.

Set i det lys bliver man ked af det, når man ser politikerne løbe fra ansvaret og endda har den frækhed at placere ansvaret for den kuldsejlede reform hos lærerne, som eksempelvis Troels Ravn fra Socialdemokraterne, der i Politiken har fremført, at en hovedårsag til reformens problemer er lærernes modvilje. Politikerne har om nogen et ansvar! Troels Ravn sad selv som ordfører for Socialdemokraterne under forhandlingerne i 2013.

Det var ikke lærerne, der i årene op til forhandlingerne valgte at nedlægge 13 procent af lærerstillingerne i folkeskolen. Det var heller ikke lærerne, som valgte at gennemtvinge en arbejdstidsaftale, hvor der skal undervises mere og forberedes mindre, så der var råd til politikernes våde drømme om en længere skoledag. Og sidst, men ikke mindst, er det ikke lærerne, som nu har travlt med at fralægge sig ansvaret. De kæmper i stedet for at navigere i politikernes rod.

Når du på stranden ser en lærer, der er ved at få farve i kinderne igen inde under solhatten, og nej … det er ikke en nejhat, men en solhat … så send ham/hende et smil.