Blog
12   705

Vores børn bliver ofrene for den stigende ulighed i Danmark.

Abonner på nyt om Allan Bech i dit personlige nyhedsbrev.


Selvom alle statistikkerne fortæller os, at uligheden i Danmark rammer vores børn, fortsætter vi med at føre politik som øger uligheden. Hvordan kan man fortrænge tal, som indikerer, at ulighed på forhånd dømmer de svageste børn ude?

Jeg er skolelærer og interesserer mig af den grund meget for børnenes vilkår.

Men jeg er bekymret for de svageste af dem.

Artiklen fortsætter under banneret

For noget tid siden, så jeg et program på DR1, som omhandlede netop den problematik, som følger i kølvandet på vores samfundsudvikling.

I programmet skete følgende: 

Mie Dalskov Phil fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Martin Ågerup fra Tænketanken Cepos diskuterer.

På scenen står to barnevogne. I dem ligger drengene Waldemar og Oliver.

Waldermar er født i en familie hvor mor bor alene, ikke har nogen uddannelse og er på kontanthjælp.

Oliver er født i en familie, hvor mor og far bor sammen, begge har høje uddannelser og gode stillinger.

Statistikkerne fortæller at Oliver formentlig vil ligge tre karakterer over Waldermar i dansk og fire karakterer over i matematik. Olivers chance for at få en akademisk uddannelse er fire gange så stor som Waldemars, og Waldemar har fem gange så stor risiko for at bryde straffeloven, som Oliver. Waldemar vil sandsynligvis dø en del år før Oliver.

Mie mener, at mere ulighed vil gøre Waldemars muligheder endnu dårligere. Hun siger, at fattigdom hæmmer den sociale mobilitet, og det at vokse op i en økonomisk trængt familie, gør det sværere at bryde den sociale arv.

Martin vil ikke forholde sig til to konkrete personer. Han er dog helt sikker på, at Waldemar nok skal klare sig rigtig godt. Han synes faktisk, det er ubehageligt og vil derfor gerne gøre diskussionen mere abstrakt.  

Hans holdning er, at vi skal hjælpe folk fra en svag social baggrund, men han mener ikke, det har noget med ulighed at gøre. I stedet har det noget at gøre med, at vores skolesystem i det hele taget skal blive bedre, ved fx at fange dem, der har læsevanskeligheder i en tidlig alder.

Der var det så, jeg tænkte.

Børn fra socialt belastede hjem får sværere og sværere ved at bryde den sociale arv, i takt med at uligheden i det danske samfund vokser sig større og større. Det er et enormt samfundsproblem, og det er uretfærdigt for de børn, det rammer.

I Danmark har vi i mange år været blandt de bedste til at løse denne udfordring.

Vi har nemlig haft en unik kultur og velfærdsmodel, hvor vi har løftet i samlet flok. Dem med de bredeste skuldre har båret mest, det erkender jeg, og derfor har børn i Danmark længe haft gode muligheder for at blive til noget, ligegyldigt hvilken social baggrund de har haft, bl.a. fordi deres forældre ikke har skullet betale for deres skolegang.

Det er det, der smuldrer mellem fingrene på os lige nu.

I interviewet beroliger Martin Ågerup den danske befolkning med, at Waldemar nok skal klare sig rigtig godt.

Hvor ved han det fra?

Statistikkerne lyver ikke. Tværtimod ser det sort ud for Waldemar.

Martin Ågerup giver det danske uddannelsessystem skylden for, at Waldemar statistisk set vil klare sig dårligere end Oliver.

Jeg mener også, at vores skolesystem skal være bedre til at hjælpe de svage elever. Men vi kan slet ikke løfte opgaven, hvis uligheden fortsætter med at vokse.

Martin Ågerup bortforklarer og på samme tid pakker han sandheden ind i en løgn.

Hvis man går ind for ulighed mellem mennesker, så går man også ind for ulighed mellem børn. Men det forstår jeg godt, at Martin Ågerup ikke har lyst til at tale om.

Det er paradoksalt nok netop det samfundssyn, som Martin Ågerup repræsenterer, der efter min mening er grunden til, at Waldemar ikke har de samme forudsætninger for at få et godt liv som Oliver lige nu.

Martin Ågerup ønsker efter eget udsagn et samfund med endnu mere ulighed og dermed endnu mere privatisering. Han virker slet ikke interesseret i at investere flere penge i den danske folkeskole. På trods af statistikkerne.    

Hvis Martin Ågerup får det, som han vil have det, vil flere privatskoler se dagens lys og folkeskolen vil blive nedprioriteret. Kvaliteten i folkeskolen vil dale, mens den vil stige i privatskolerne.

Problemet bliver så, at Oliver vil vælge privatskolen fordi han kan, og Waldemar vil være tvunget til at vælge folkeskolen af nød.  

Jeg mener, det er muligt at have en god folkeskole, som både kan rumme Waldemar og Oliver. Hvor de begge kan udvikle deres potentialer til fulde. Det er det, vi skal investere i, og det som vi i fællesskab skal forsøge at arbejde henimod.  

Men det kræver, at vi ikke lader uligheden i Danmark vokse sig for stor. For gør den det, så vil udviklingen i kraft af sin natur i endnu højere grad inddele børnene i A og B hold fra fødslen, og så vil det blive endnu sværere at bryde den negative sociale arv.

Husk på, børn bestemmer ikke selv hos hvem de fødes.

 

 

 

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

 

Læs mere om de faglige netværk
8.579 andre er allerede tilmeldt