Foråret er på vej ...

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sommeren blev våd - men skolefolket kunne nyde det skiftende vejrlig i fred for dommedagsbasunerne, ja, der har endda lydt fanfarer for øget tilgang til læreruddannelsen, for en smidig professionsaftale, for gode resultater af undervisningen, for mindsket mobning, for flere om end ikke tilstrækkelige penge til etablering af bedre toiletter, for succes med integrationen og for øgede muligheder for selvforvaltning af centrale regler om elevplaner og kvalitetsrapportering og for en stiltiende accept af, at de manglende nationale test åbenbart ikke er nødvendige for at kunne finde børn med særlige behov eller sikre et løft i undervisningens kvalitet. Der er forår i luften!

Det spændende bliver, om de frø, der er sået, vil vise en ny diversitet, en vækst baseret på øget professionelt råderum, eller om det viser sig at være genmodificerede frø, der vokser op til øget konformitet med centralt indbyggede koder for gødskning, sprøjtning og høst.

To vigtige vækstfaktorer skal her tages i ed for at sikre skolens autonomi, diversitet og kvalitet: De kommunale forvaltninger og uddannelsen af nye lærere.

For at tage det sidste først: Det er utrolig vigtigt, at de lærerstuderende (og også de nye lærere, der er ude på skolerne nu) opmuntres til modstand mod administrativt gennemførte forandringer i den didaktiske proces (Schaefer: »Skolen som forskningsmiljø«). Blandt andet ved at sikre, at nye lærere er teoretisk så velfunderede, at de kan gennemskue forvaltningers oftest konvergente pædagogisk-administrative tiltag over for skolerne, tiltag, der mindsker lærernes pædagogiske råderum - og i stedet forlange, at forvaltningerne bruger deres resurser til at understøtte skolernes egne divergente pædagogiske ideer, der ækvivalerer med lærerprofessionalitet og innovativ lyst. Alternativet er skræmmende - at nye lærere vænner sig til styringen, blandt andet fordi det er bekvemt. Som en lærer formulerede det: »... så ved man jo, hvad man skal lave ...!«

Hvad angår forvaltningerne skal de derfor ubetinget støtte nye såvel som ældre erfarne lærere ved at overlade det til skolelederne og lærerne at vurdere udviklingsbehov og -muligheder. Man kan inspirere til og også kræve udvikling, men aldrig diktere en bestemt didaktik anvendt. I praksis viser det sig desværre også, at en sådan korporativ administrativ linje fremmer anvendelsen af konceptpædagogik, der i sagens natur må være ret så ensidig og derfor med begrænset effekt, hvorfor den hurtigt skal suppleres med et nyt koncept! Forvaltningen skal i stedet støtte lærernes frie anvendelse af en kombinatorisk analytisk tilgang til den didaktiske proces på den enkelte skole.

I august 1967 sad jeg i en park i Prag og snakkede politik med et par unge tjekkiske studerende. De fortalte engageret, men forsigtigt og meget kryptisk om »foråret, der var på vej«. Foråret kom midtvinter, men de fik ikke lov at høste det, de såede. Gid folkeskolen må opleve, at der efter forår kommer sommer med en høst, der kan danne grundlaget for en ny livgivende cyklus!

»Det spændende bliver, om de frø, der er sået, vil vise en ny diversitet, en vækst baseret på øget profes­sionelt råderum«.