»Hestesko« kan give elever hovedpine

Kiropraktorer får mange henvendelser fra elever, der får hovedpine og nakkesmerter af at sidde i hestesko og ved gruppearbejdsborde.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Man behøver ikke være professor for at regne ud, at det ikke er hensigtsmæssigt at sidde med hovedet dejet 45 grader seks timer på en dag«, siger kiropraktor, ph.d. Lise Hestbeck, der forsker i børn og unges rygproblemer.

Hovedpine og nakkesmerter er den mest almindelige årsag til, at børn søger lægehjælp. Og i en ny svensk undersøgelse med det halsbrækkende navn »The role of mechanical dysfunction of the cervical spine in preadolescents with recurrent neck pain and/or headaches« fortæller Sue Weber Hellstenius, at 40 procent af de deltagende skoleelever har tilbagevendende nakkesmerter eller hovedpine. Undersøgelsen viser også, at hos 43 procent var det problemet med at sidde med hovedet på samme måde gennem længere tid, der udløste eller forværrede symptomerne.

»Problemerne opstår især, hvis eleverne sidder i hestesko eller ved gruppeborde, og undervisningen mest foregår ved, at læreren står foran tavlen«, siger kiropraktor Annette Jørgensen.

På klinikken oplever hun en markant stigning i antallet af børn med smerter i nakke og hoved, når skoleåret begynder. Men mange af dem går længe med problemerne, derfor er tilstrømningen størst omkring november, fortæller Anette Jørgensen.

Problemet negligeres

At der skal gå så lang tid, skyldes, at forældre og lærere ikke er opmærksomme på børnenes lidelser. Mange mener, at ondt i ryggen ikke er noget, man har som barn. Det bliver afskrevet som vokseværk eller forklaret ved, at barnet ikke har drukket nok vand, fortæller hun. Men det er vigtigt, at det fysiske arbejdsmiljø bliver tænkt ind i undervisningen. Ellers bliver det en ond spiral.

»Hvis man har ondt i nakken, kan det give hovedpine, som påvirker koncentrationsevnen og i sidste ende går ud over undervisningen«, siger Anette Jørgensen.

Gode råd til læreren

- Elevens næse og fødder skal pege samme vej.

- Bed eventuelt eleven om at rykke ud fra bordet og dreje stolen.

- Lad eleverne bytte plads for eksempel hver anden dag.

- Undgå for meget undervisning foran tavlen; bevæg dig i stedet rundt i klassen.

Powered by Labrador CMS