Gordon Ørskov Madsen fylder 50 år

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med fingrene trommende på overlæben og et opmærksomt glimt i øjet. Sådan ser man ofte formand for DLF's overenskomstudvalg og formand for Lærernes a-kasse Gordon Ørskov Madsen, når han deltager i møder og skaber alliancer og samarbejder for at fremme lærernes sag. Han gik til valg til DLF's hovedstyrelse sidste år med målet at få ordentlige aftaler for alle medlemmer. Og netop det mål bruger han som del af DLF's ledelse en stor del af sin tid på. 4. juli fylder han 50 år og kan allerede se tilbage på en lang karriere som fagligt aktiv i DLF.

Han blev uddannet lærer fra Århus Dag- og Aftenseminarium i 1997 med linjefag i samfundsfag og blev siden ansat på Hasle Skole i Aarhus. Her blev hans interesse for det faglige arbejde for alvor vakt, og han blev valgt til Århus Lærerforenings bestyrelse i 1998. I 2000 blev han næstformand for de aarhusianske lærere, og to år efter blev han formand. I 2008 blev han valgt ind i hovedstyrelsen i DLF, og 1. januar 2010 blev han formand for overenskomstudvalget og dermed del af forretningsudvalget og DLF's øverste ledelse. Siden har han tilføjet formand for Lærernes a-kasse på visitkortet.

De trommende fingre, der også indimellem rammer bordet, er måske et tegn på, at han som professi-onel fagforeningsmand er utålmodig, målrettet, seriøs og engageret. Sådan beskrev han i hvert fald sig selv, da han forlod formandsposten i Århus Lærerforening og begyndte en pendlertilværelse med fast job i København. Men han er også en lyttende mand, der altid med et venligt smil giver sig tid, når medlemmer kontakter ham for at høre hans holdning til problemerne på lige netop deres skole.

Han mener selv, at han kan have en plat humor, han er stor AGF-tilhænger, og så har han en svaghed for frikadeller fra delikatessen. Selv om de fleste arbejdstimer i dag lægges i København, så er hjem for ham stadig i Aarhus, hvor han har to børn og bor med sin hustru Mette.

Powered by Labrador CMS