Den hjemmesmurte eller slet ingen madpakke kan fra næste år blive afløst af en to måneders frokostordning på skolen for 20.000 af landets elever.
Alle landets skoler har kunne søge tilskud til at give deres elever et gratis måltid i to måneder. Skolerne skal opfylde en lang række krav, for at være med i ordningen. De skal have en kostpolitik med målsætning om at fortsætte en sund skolemadsordning, når ordningen stopper. Skolemadsordningen skal integreres i skolens dagligdag, og skolerne skal undersøge mulighederne for, at skolemaden bliver forældrebetalt. Og så skal skolerne sikre, at skolemaden følger de otte kostråd og gennemføre sundhedsaktiviteter for eleverne.
"Vi har stillet en lang række krav til de deltagende skoler i vores skolemadsprojekt, og derfor er jeg meget tilfreds med interessen fra skoler landet over. Ansøgningsbunken viser, at skolerne er opmærksomme på, at et dagligt måltid midt på dagen er vigtigt for elevernes indlæring, trivsel og sundhed," siger fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Fødevareministeriet har afsat 16 millioner kroner til skolemadsprojektet og yderligere seks millioner til evaluering af effekten og betydningen af skolemad.
"Skolemadsprojektet skal være med til at fremme sunde kostvaner blandt børn og unge. Formålet er jo at afprøve og udvikle en række forskellige skolemadskoncepter, der skal udbredes til skolerne, så det fremover bliver lettere at etablere forældrebetalte skolemadsordninger," siger fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Navnene på de deltagende skoler bliver offentliggjort den 12. december.
59 skoler har søgt om gratis skolemad i to måneder
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.