Blog
4   352

Antorini i Allinge

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


Den forhenværende undervisningsminister fortryder intet!

 

Skolereformens mor, Christine Antorini, har været til folkemøde i Allinge, hvor hun var inviteret til debat af sit eget parti, Socialdemokraterne. Her forkyndte hun, at der skal arbejdes på at løse de problemer, der er med skolereformen - men uden at ændre noget som helst afgørende ved den! Med andre ord: Hvis tingene ikke fungerer, er det altså kritikerne, skolen og lærerne - ikke reformen - der er årsagen.

Artiklen fortsætter under banneret

Antorini sagde bl.a.: "Vi skal hjælpe der, hvor der er problemer, i stedet for generelt at sige, at reformen enten bare er fantastisk eller helt forfærdeligt. Vi kan lære af hinanden, og vi skal politisk bakke op om reform, og de samarbejder som ligger i dem".

Faktisk bør man i følge Antorini slet ikke overveje at tænke en kritisk tanke om hendes ubetinget største politiske bedrift. Man skal blot se praktiske udfordringer, ikke etiske eller pædagogiske problemer. Fagbladet Folkeskolen har i en artikel om hendes deltagelse på Folkemødet sammenfattet Antorinis argumenter således: ”Der var ikke nogen usikkerhed at spore hos tidligere undervisningsminister Christine Antorini, da hun var inviteret til debat om folkeskolereformen hos Socialdemokraterne ved Folkemødet. Hun forsvarerede fortsat alle elementer af reformen og opfordrede om tålmodighed.”

Det er - især i skolesammenhæng - en yderst farlig tankegang, og noget, man langt ind i socialdemokraternes rækker bør være meget opmærksomme på. Skolereformen var ikke en teknisk justering af folkeskolens praksis, men - med flere støtters egne ord - en regulær revolution i måden at tænke skole på. Den var og er nemlig et radikalt brud med dansk og nordisk skoletradition, og enhver borger bør altid grundigt tænke over, hvilket samvær man vil opdrage den kommende generation til. Når man taler om pædagogik, må man aldrig - gentager: ALDRIG - blot "løse problemer"! Når man opdrager og underviser, holder man en del af en andens tilværelse i sine hænder, og derfor må man have den største respekt, ydmyghed og omtanke overfor opgaven. Man skal ikke løse "et problem" - man skal fastholde opmærksomheden på det! Først når der intet problem eller paradoks er, har man fejlet.

Man må og skal derfor overveje om skolereformen er god eller dårlig. Det er en moralsk pligt for enhver borger! Man kan ganske enkelt ikke tillade sig at holde skole uden at tænke over grundlaget herfor - det gælder enhver, der betaler skat og enhver, der har stemmeret.

På Folkemødet udtalte Antorini også følgende: ”Det er en kæmpestor reform, og den har ikke en gang to år helt på bagen. Det skal man huske, og så lære af dem, der er kommet langt. Jeg tror, den her reform er kommet for at blive, og vi får meget ud af den ved at udvikle den sammen”.

Selvfølgelig er det svært at ændre praksis på et afgørende samfundsområde, og det i sig selv gør ikke skolereformen til en fiasko. Heri har Antorini og andre helt ret. Det afgørende er i stedet, hvilket liv og samliv, skolereformen danner børn til. Netop det spørgsmål har jeg behandlet i bogen Konkurrencestatens pædagogik - en kritik og et alternativ. Kort fortalt peger de fleste nyere skole- og uddannelsestiltag i retning af et postdemokratisk managementsamfund, hvor mennesket er produktionsenheder, der skal omformes og optimeres. Derfor kan man med evidens målstyre andres tilblivelse. Og derfor synes Antorini ikke, at vi skal tænke mere over det, for enhver kritik af grundlaget vil forstyrre problemløsningen.

Med skolereformen danner vi børn til et liv som medarbejderborgere, der smilende og livsduelige gør det som statens økonomiske målsætninger tilsiger. De tænker ikke over, hvad de bør gøre, men løser netop de problemer, andre har udpeget. De er omstillingsparate, innovative og lydige. De er robuste, målstyrede og effektive. Deres barndom er en tilstand af endnu-ikke-arbejdsduelighed, en sygdom, der kan kureres med metoder lånt fra sundhedsvidenskaben.

I mine øjne forsøger vi - altså alle os, der lige nu sammen har pligten til at give andre mennesker et grundlag at stå på i livet – at skabe den fattigste generation nogensinde. Helt sikker åndeligt, men efter alt at dømme også materielt, idet andre og endnu mere totalitære regimer altid vil kunne vinde den konkurrence, som et politisk flertal med bl.a. skolereformen har meldt os ind i. Det bør vi altså tale få talt ud om.

 

 

Litteratur:

Fagbladet Folkeskolens reportage fra Folkemødet: http://www.folkeskolen.dk/589769/christine-antorini-fastholder-reformen-skal-have-tid

Mårtensson, Brian Degn (2015): Konkurrencestatens pædagogik – en kritik og et alternativ. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ