Biskop Peter Skov-Jakobsen vil holde fokus på dannelse.

Biskop: Kortsigtet målstyring spænder ben for dannelse

Dannelse er en grundlæggende del af at være menneske, som man skal lære allerede som barn, siger Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen. Han frygter, at målstyring og tests får elever til at tænke for kortsigtet.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

At lytte og vie sin opmærksomhed til et andet menneske. At kunne diskutere uden at have et behov for at få ret. At være indfølende. Det er alt sammen en del af den proces, vi kalder dannelse. Og dannelsen er vigtigt for, at vi kan blive hele mennesker, mener København biskop Peter Skov-Jakobsen:

"Dannelsen er noget helt grundlæggende, som handler om at forstå mere og et mere helt menneske. Det er meget vigtigt, at voksne mennesker går foran, både når det drejer sig om at sige, hvad man skal, men også når det drejer sig om at sige, at man tog fejl", siger Peter Skov-Jakobsen til folkeskolen.dk. 

På Folkemødet deltog han i en debat om, hvad vi skal med folkeskolen, hvor der især var fokus på dannelse. Peter Skov-Jakobsen kritiserede nutidens menneskesyn, som efter hans mening gør os til maskiner. Det står i vejen for dannelsen og det grundlæggende ved at være menneske. 

"Det væsentligste ved dannelse er, at man bliver i stand til at begribe et andet menneske, så man kan relatere til andre. 'Når min kammerat siger sådan, hvorfor gør han så det? Når vi læser en novelle, hvad er der så egentlig på spil? Når min kammerat siger sådan, er han så bare dum, eller er det interessant, fordi min kammerat udlægger det sådan her?' Og det er noget, man godt kan opdrages til. Det er det lærere gør hver dag, og det er det, vi andre er blevet mennesker af", sagde Peter Skov-Jakobsen.

Ustyrlig debat om læringsmålstyring

Målstyring i vejen for dannelse

Men er der noget, der kan kvæle dannelse, så er det, når man tænker kortsigtet. Og det gør man, når man fokuserer på målstyring og test. 

"En eksamen i ny og næ er der vel ingen, der tager skade af, men det der test-væsen kan jeg ikke se som andet, end noget der meget nemt kan komme til at være små pinde, der ryger ind i et hjul, som egentlig skulle køre meget hurtigere. Målstyring kan meget nemt stå i vejen for dannelse, fordi man hele tiden er fokuseret på det meget kortsigtede. De længere stræk tænker man ikke på længere, og man giver ikke sig selv tid til at falde over nogle interesser, fordi det ikke er sikkert, at man har tid til det", siger Peter Skov-Jakobsen.

Han opfordrede derfor lærerne i publikum til at lade eleverne stille spørgsmål og tage snakken med dem.

"At være menneske er mere end bare det at kunne rive i nogle bestemte håndtag. Det ændrer man kun ved at sætte stemningen og tale om det. Give folk friheden til spørgsmålene og kommentarerne. Det er vigtigt i al undervisning, at der hele tiden bliver stillet spørgsmål, og at man prøver at svare og finde nogle fælles svar. Det er sokratisk system, hvor det ikke handler om at få ret, men at finde sandheden sammen. Det er også vigtigt", sagde han.