Gribskov kommune gør det. Fem kommuner på Nordfyn, Hørsholm, Viborg og Jammerbugt og i følge Kommunernes Landsforening er flere på vej. De lukker modtagerklasserne, hvor de flygtningebørn, der nu kommer til Danmark ellers skulle lære at tale dansk inden de starter i en almindelig folkeskoleklasse. 

På mig virker det lidt som en naiv opfattelse af, at hvis man bare putter flygtningebarnet ind i en klasse sammen med en masse danske børn, så skal vedkommende nok lære sproget. 

Sådan forholder det sig bare ikke. Det vil jeg skrive lidt om her. 

Der er er stor forskel på at undervise i dansk som andetsprog og så at operere med dansk som modersmål som det grundlæggende incitament i en undervisningssituation. Det er to meget forskellige ting.

Når et barn med dansk som modersmål starter i den danske folkeskole, så har de lært at tale sproget. Det startede de på fra den dag de kom til verden; og dette via kommunikation og lyd. Når de så starter i folkeskolen, så skal de igang med noget helt andet, og det er at læse og skrive. Nu handler det om ord på papir. 

Det befinder sig langt fra det som flygtningebarnet skal i gang med; at lære at tale dansk. 

Flygtningebarnet står over for en læring, der i den grad handler om lyd. Det er via lyden, at vi tilegner os talesprog. Desuden er det danske talesprog kendetegnet ved en stor forskel på skrift og tale. Vi danskere skriver en ting, men siger noget andet. Det skrevne sprog som vejviser til, hvordan det skal siges er misvisende. 

Prøv du engang at sige ord som fx. ”smuk”, ”selvfølgelig”, ”havde”, ”cyklede”, ”dansende”, ”information", "også” – som de står skrevet. 

Det danske talesprog er et vokaltungt sprog. Vi danskere skaber betydning vha. bitte små vokale nuancer. Dem har vi op til 20 af. Til sammenligning er der tre vokallyde i de arabisk talende landes sprog.

Et bogstav som ø fx. har fire lyde. Ø som i sød, ö som i rød, ɔ̈ som i børn og ɔ som i høj. Og grundet forskellen på skrift og tale da er den sidste lyd ɔ også at finde i bogstavet o. 

Eller et bogstav som e, det har fem lyde. e som i Lene, æ som i fem, a som i gerne, α meget, ə som i begge. Og nej. Det er ikke kun bogstavet e, der laver disse lyde. Bogstavet i fx laver også lydene æ, e og desuden lyden j.

Og sådan kunne jeg fortsætte!

Endnu et kendetegn for det danske talesprog er lange vokaler. Disse karakteriserer melodien, men vigtigst af alt så er de betydningsbærende. Du skal skrive huse men sige huuuus, skrive spiste men sige spiiiist, skrive nede men sige neeeed. Evner du ikke at tale med lange vokaler, så kan du fx. som i eksemplet her ikke udtrykke navneord i flertal, tidligere oplevelser, eller fortælle, hvor du er. 

Og så har vi talerytmen. Denne er kendetegnet ved en bevægelse fra hovedtryk til hovedtryk. Talerytmen spiller en vigtig rolle, når man skal lære at tale dansk. Den er selvsagt forskellig fra stavelsen. Den som vi tager i brug, når vi skal lære at stave og at læse. 

Talerytmen siger; ”Jeg synes det er sjovt at lære dansk”, ”Jeg synes særligt at det er sjovt, når jeg bliver set og mødt rent fagligt”, ”Jeg synes at det er endnu sjovere, når jeg finder ud af, hvor god jeg er”. 

Stavelsen siger; ”jeg -  sy - nes - at -  det -  er - sjovt - at - læ - re - at – ta - le – dansk” 

Jovist! Det må man sige! Lydsiden spiller en vigtig rolle, når man skal lære at tale dansk. Her vil jeg rejse et spørgsmål: Undervises der i dansk udtale i den pågældende klasse som flygtningebarnet går i? Er læreren klædt på til at varetage en sådan undervisning? 

Endnu et område, som vi skal se nærmere på, er ordforråd. Her har barnet med dansk som modersmål et klart forspring. Han/hun begyndte at lære ord fra den dag vedkommende kom til verdenen. Via kommunikationen med omgivelserne er begrebsverdenen blevet bygget op. Barnet kan udtrykke egne oplevelser og følelser, sætte ord på objekterne i sin omverden, gradbøje adjektiver, tale i alle tider, etc. Barnets ordforråd ligger på omkring 2000 – 2200 ord.  

Sådan forholder det sig ikke, når man lige er kommet til Danmark og skal igang med at lære dansk som et andet sprog. Så har man ikke noget ordforråd på dansk! Ordforrådet bør der imod, som det i øvrigt gør på enhver sprogskole i Danmark, stå som et centralt element i undervisningen.  

Her vil jeg rejse endnu et spørgsmål: Står ordforrådet som et centralt element i undervisningen i den klasse som flygtningebarnet går i? Gives barnet muligheden for at lære dansk fra bunden? Arbejdes der progressivt?   

Eller sker der mon det modsatte: Stilles der nogle krav, som det er svært at leve op til? Sætter man de samme overordnede læringsmål som for barnet med dansk som modersmål? Vurderer man på samme grundlag? 

Det er jo ikke at håbe: Det er i årene i folkeskolen af et barn identitet dannes: Hvad er det jeg er god til? Hvor ligger mine styrker?