Nyt liv i gamle idrætslege

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Udflugten med klassen kan få nyt liv, hvis den går til det legelandskab, som Idrætshistorisk Værksted har skabt på et godt tre hektar stort naturområde ved Gerlev Idrætshøjskole syd for Slagelse.

Her kan eleverne muntre sig med lege som hesteskokast, hammerspil og ostespil, som alle indbyder til leg og små konkurrencer. Man kan vælge at udforske legepladsen på egen hånd, eller man kan varme op med at få instruktion til de gamle idrætslege i et par timer, før man selv giver sig i kast med dem.

Legepladsen er ikke kun tænkt som en forlystelsespark, men er også et forsøg på at give legen og det sociale liv ny næring.

'Legepladsen er en kommentar til sportens sammenbidte træningsflid. Dens hykleriske sundhedsmoraliseren og dens opdelinger efter køn, alder og færdigheder. Vi har lavet et arbejdende museum, hvor fortidens normer og stilarter på idrætsområdet forhåbentlig kan inspirere til afslappede, rekreative samværsformer generationer og køn imellem. Et museum, hvor man kan lære, at ting var anderledes og kan blive anderledes', sagde legeforsker Jørn Møller ved indvielsen i juni. Han er om nogen manden bag idrætslegepladsen, som har kostet godt fem millioner kroner.

Idrætshistorisk Værksted forventer mellem 20.000 og 25.000 gæster i løbet af sæsonen, der strækker sig fra 15. maj til 15. september. Uden for sæsonen er der åbent for grupper efter aftale. Billetter kan bestilles på telefon 5858 4600.

Powered by Labrador CMS