Debat

Stop med at brug Rikke, tak.

Rikke Tjørring mener det sikkert vel, men vi lærere må holde fagligheden stolt og lade være med at bruge hende som eksempel.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De seneste to uger har danske lærere fået en håndsrækning og masser af medietid, eller har vi. Journalisten Rikke Tjørring skrev et debatindlæg i Berlingske, siden blev hun interviewet af samme avis og har haft adskillige interviews i andre medier siden hen, senest i DR2 Deadline.

Lærere og andre har flittigt delt historien om Rikke der siger farvel til folkeskolen efter 9 måneder fordi lærerjobbet er så hårdt. Over alt bliver Rikke omtalt som ”læreren der siger farvel”, men lige præcis det er for mig et stort problem, og måske symptom på et endnu større problem. Rikke er ikke lærer, men det er der ingen der kan se. 

Lad mig starte med en meget klar og tydelig tak til Rikke Tjørning: du har taget et stort spring ved at tage job i folkeskolen og det er dejligt at du vil støtte op om vores arbejde og vilkår. Og du er højest sandsynligt en fantastisk dygtig vikar, sådan lyder det i hvert fald.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Siden jeg begyndte på læreruddannelsen i 2009 (og tidligere endda) har jeg været optaget af folkeskolelæreres arbejde og vilkår. Jeg har langt fra været den eneste, som har prøvet at få budskaber ud i medierne, specielt i 2013 var der stort fokus, men alligevel følte jeg ofte at medier og befolkning aldrig helt forstod hvordan det er at være lærer. Jeg ser stadig ofte mange lærere fortæller hverdags historier om lærerjobbet, især fortællinger om de hårde arbejdsvilkår. Folk med mange års erfaringer fra folkeskolen. Men ingen af disse historier når videre.  Så pludselig dukker Rikke op med hendes fortælling, 9 måneder som fast vikar i en folkeskole og en masse erfaringer rigere. Rikke er journalist og BA i statskundskab. Hun kommer altså fra medie og djøf’ernes verden, og bum, pludselig forstår de det. En person med en høj og fin uddannelse har sagt det samme, som vi andre i mange år, men pludselig bliver det kørt op som en sandhed og en fortælling som alle vil have del i.

Jeg burde jo være glad, men for mig at se er det at pisse på vores profession, igen. Ikke fra Rikkes side, men fra medierne. Og vi lærere må altså ikke hoppe med på vognen. Der er jo 100vis af årsager til at en ”ufaglært”  fast vikar ikke har de samme erfaringer, evner og viden som andre lærere. Vi har en 4årig uddannelse bag os, og hvis den uddannelse skal tælle noget, så skal vi netop ikke lade journalister eller djøf’ere (eller andre) tale vores sag.  Rikke ender med at blive eksemplet på hvorfor alle faggrupper i Danmark har ret til at diskutere vores fag, og tro at man ved bedre end os. Det gør de ikke, og vi må erkende det når Rikke velmenende omtaler vores faglighed; der er en forskel på at føle sig frem til ”at få værktøjer”, eller at have en solid uddannelsesbaggrund til at træffe de mange valg.

Jeg siger ikke at politikere og befolkningen ikke skal tro at lærerjobbet er blevet overfyldt med opgaver, som svækker undervisning, for det er den, men det skal vi lærere nok fortælle, stadigvæk.

Så når Deadline vært Jacob Rosenkrants spørger om ikke Danmarks Lærerforening nu kan bruge Rikkes historie som en del af en kamp, så vil jeg stilfærdigt opfordre hele DLF til at takke nej til den invitation. Vi skal kæmpe for lærerne, og det gør vi ikke ved at bruge Rikkes historie som en lærerhistorie, højest en vikarhistorie. 

Powered by Labrador CMS