Debat Kommentar
0   217

Vi kan lære af hinanden

Vi var 14 danskere, der var af sted. Formålet var primært, at vi, der alle arbejder med integration og unge i alderen 13-18 år, skulle lære noget om, hvordan man gør i USA.

Inden jeg rejste, ønskede mine elever i 7. klasse mig god tur efter at have givet udtryk for stor tilfredshed med USA's nye præsident. Det er nye toner om USA i en klasse med mere end 80 procent muslimer. Jeg sendte en e-mail til Det Hvide Hus, hvor jeg fortalte om dette og fik svar med særlig hilsen til klassen fra Obama!

Artiklen fortsætter under banneret

Studieturen var på tre uger, den blev betalt af den amerikanske stat, og formålet var blandt andet at skabe kontakter og mulighed for at bruge hinanden professionelt. Det lykkedes i høj grad, for hvis der er noget, man kan i USA, så er det at mingle og udveksle visitkort - jeg kom hjem med cirka 30 af slagsen.

Vi måtte jo indføres i det amerikanske system og forfatningen - det foregik i Washington DC, hvor vi var i fem dage. Herefter tog vi en uge til Vermont, hvor World Learning - den verdensomspændende organisation, der arrangerede opholdet - har hovedsæde. Vi gennemgik et tæt program med hovedvægt på dialog og teambuilding, blandt andet tarzansving 25 meter oppe i luften mellem de høje træer i Vermonts smukke bjerge! Vi oplevede dygtige professorer, meget engagerede studerende og lærere, og vi var på besøg på Putney Highschool, hvor vi så, at grundværdier som elev- og medarbejderdemokrati fungerer i praksis. Vi deltog i undervisning om menneskerettigheder, hvor en dybt engageret gammel fredsaktivist - det var, hvad læreren kaldte sig selv - formåede at engagere sine elever i et lokale, der emmede af historie.

Sidste stop var 11 dage i Denver, Colorado. Her var vi på homestay. Jeg boede sammen med tre andre hos en jødisk familie. Det var en speciel oplevelse, og vi fik en del interessante samtaler specielt om islam og religionens betydning - måske fordi vores værtinde, der er psykolog, er i gang med at skrive en bog om »The evil side of Islam«, som hun kaldte det!

Vi var også i The African House, hvor nytilkomne flygtninge fra det afrikanske kontinent kom for at få undervisning og praktisk hjælp til at klare sig. Når talen faldt på det at søge bolig og arbejde, opstod der livlig diskussion. Her fik vi færten af, at alt ikke virker over there.

Vi besøgte Grace House, et boligkompleks, som fortrinsvis huser flygtninge. Her mødte vi børn og unge, som går i skole og klub, og som på tværs af sprog og oprindelseslande er sammen om sang og dét at skabe kontakter for at opnå fred og forståelse. Men nogle af de største problemområder i USA er stadig immigration og racekonflikter. »På trods af at vi er en nation af immigranter, er det stadig vores største udfordring«, sagde flere. Vi fik en konkret og chokerende indføring i det af tre dygtige politifolk fra Denver, som fortalte om narko- og bandekriminalitet, hvor op mod 100 procent af de involverede kommer fra Latinamerika eller er sorte. Man satser her på forebyggende arbejde med børn. De børn, der med livet som indsats af forældre og andre voksne uden skrupler blandt andet bruges som kurerer. Til sammenligning må Danmarks udfordringer på det område betegnes som minimale!

Hvad har vi så med hjem? Måden at tale om vigtige livsspørgsmål på - dialogarbejdet i Vermont - lærte vi meget af. Vi kan også lære noget om åbenhed på det nære plan - og om at løse problemerne i lokalsamfundet. På den anden side kan USA måske lære af os om undervisning. Når der til efteråret er genbesøg, skal de for eksempel besøge Rådmandsgades Skole, hvor vi vil vise dem de metoder, der fører til vores flotte læseresultater. Amerikanerne skal også møde det specielle danske ungdoms- og efterskolesystem, og de skal i Integrationsministeriet - et ministerium, der ikke findes tilsvarende i USA.

Naturligvis så vi kun et meget lille hjørne af USA's satsning på undervisning af flersprogede, men det blev klart for mig, at vi - der hvor jeg arbejder herhjemme - er langt fremme på det område.

Næste år er det så muligt for andre danskere at komme til USA. Det skulle blive annonceret her i Folkeskolen. Vær opmærksom på det. Det bliver - som vores tur - en stor oplevelse med masser af professionel og personlig inspiration.

»Måden at tale om vigtige livsspørgsmål på - dialog­arbejdet i Vermont - lærte vi meget af. Vi kan også lære noget om åbenhed på det nære plan - og om at løse problemerne i lokalsamfundet«.

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ