Debat

Vær dog glad!

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærerformand Anders Bondo Christensens kommentar til indvielsen af Science-centret i Sorø i Folkeskolen nummer 17 nødvendiggør en kommentar:

Han har fire indvendinger, som er lette at besvare:

1. Skolens dygtige talenter bør ikke tages ud af den almindelige undervisning, siger han. De bliver ikke taget ud. De får tilbudt ekstra udfordringer. Hvem kan have noget imod det? Et næsten enigt folketing har støttet og opfordret mig til at gøre noget for talenterne. Både statsministeren og jeg har fået bred opbakning til, at vi skal sikre udfordringer for alle elever, også de mest talentfulde.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

2. Anders Bondo kalder såvel centret som talentplejedagsordenen »populisme«. Er det populisme, at jeg brugte min påskeferie på at være med en gruppe danske naturfagsfolkeskolelærere i Grenoble, hvor de klarede sig strålende? Er det populisme, at jeg mødte op på Danfoss Universe, da de vandt rejsen til Grenoble? Er det populisme, at de har været med mig på Naturfagscentret i Oslo, og at de siden har været inddraget som rådgivere - og tilmed været på ekskursion på indlandsisen sammen med Nils O. Andersen, dekan for naturvidenskab på Københavns Universitet? Ud over centret i Sorø får danskerne et nyt Nationalt center for natur, teknik og sundhed i Sønderborg. Centret skal styrke interessen for, rekrutteringen til og kvaliteten af undervisningen i natur, teknik og sundhed og får fem decentrale enheder. Staten bidrager med 65 millioner kroner over fire år.

3. Man har sat det i gang som sædvanlig »uden at have undersøgt, om det er fornuftigt«, siger Anders Bondo. Nils O. Andersen og andre erfarne naturfagsfolk og naturfagsdidaktikere har gennemdrøftet det og været inde over hele konstruktionen. Og det lykkedes at gøre det så overbevisende, at A.P. Møller Fonden gav 130 millioner kroner til oprettelse, mens Sorø Akademis Stiftelse gav 20 millioner kroner og grunden. Uden en øre fra staten. Der er ikke taget noget fra nogen. Der er kun givet noget til folkeskolens lærere og elever blandt andet.

4. Man skulle hellere bruge resurserne på at forbedre forholdene for naturfagene ude på skolerne, siger han. Ingen fonde giver penge til driftsudgifter. Ingen ude på skolerne ville have haft gavn af, at jeg ikke havde fået fondene til at gøre noget for folkeskolens talentudvikling. Han glemmer vist også den halve milliard kroner, der blev givet til naturfagene i min forgænger Ulla Tørnæs' tid. Ligesom han glemmer, at Science-centret faktisk vil udløse flere og ikke færre penge til naturfag i folkeskolen.

Lad os starte et nyt kapitel, hvor vi taler skolen og undervisningen op og skaber faglig stolthed, ikke mindst blandt de nødlidende naturfag, som har så hårdt brug for anerkendelse og øget søgning. Vi skal være stolte over, at nogen uden for skolen interesserer sig for skolens arbejde og donerer store beløb til glæde for lærere og elever - beløb, som tilmed udløser endnu flere statslige midler!