I skole i nabokommunen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Frit skolevalg skal ikke kun være gældende mellem folkeskolerne i en kommune - forældre bør også have mulighed for at vælge en skole i nabokommunen. Det mener Kommunernes Landsforening (KL), der denne sommer har udsendt et debatoplæg om fremtidens kommunale velfærdsservice.

'Jeg ved, at der allerede findes mange lokale aftaler mellem nabokommuner', siger cheføkonom i KL Jan Olsen. 'Men det er klart, at man skal finde en balance. På skoleområdet handler det om at veje borgernes ønske om et frit valg op mod to ting. Dels nogle skolepolitiske mål, for eksempel et mål om social integration, som kunne blive modarbejdet, hvis mange søgte væk fra en bestemt skole, dels det økonomiske aspekt, hvor det er vigtigt, at man har mulighed for at planlægge for at udnytte kapaciteten bedst muligt. Men der er for mig ingen tvivl om, at borgernes ønske om et mere frit valg forstærkes over de næste ti år.'

Normalt vil det ifølge Jan Olsen ikke være nødvendigt med økonomisk udligning mellem kommunerne, fordi et antal børn cykler frem og tilbage over kommunegrænsen til og fra skole. Men hvis serviceniveauet er markant højere, det vil sige dyrere, i nabokommunen, så kan det komme på tale at sende skattekroner med børnene over kommunegrænsen. Jan Olsen erkender dog, at alene den fysiske pladsmangel i skolerne begrænser de frie skolevalg. Til gengæld vil et samarbejde mellem nabokommuner også kunne bruges til at udnytte kapaciteten bedre. KL vil i den kommende tid se på et tættere samarbejde mellem kommunerne på Bornholm, hvor den mulighed blandt andet vil indgå.

'Bedre velfærd - flere valg', debatoplæg om organisering af den fremtidige kommunale velfærdsservice. Kommuneinformation juni 1999.