Blog
0   161

Gør derfor aldrig nar ad humanisten

Abonner på nyt om Tænketanken Sophia i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Nogle overvejelser i anledning af Henrik Sass Larsen udnævnelse af humanismen som en trussel imod velfærden.

I dagens Politiken (22.05.2016) erklærer Socialdemokraternes gruppeformand, at humanismen er farlig for velfærden. Og dette er tilsyneladende hverken en finke fra fadølsanlægget eller et brudstykke fra bordet i rockerhjørnet, men et overvejet argument fra et stort, ansvarligt parti.

Lad mig derfor kaste et blik på, hvad nogle af os mener med en skole, der hviler på humanistiske idealer.  

Artiklen fortsætter under banneret

Forleden langede Premier League-klubben Southamptons manager, den tidligere forsvarsklippe i Barcelona, Ronald Koeman ud efter de unge fodboldspilleres mobilkultur. Tidligere havde man socialt samvær med kortspil og snak i pauserne; nu kaster alle sig over deres mobiltelefoner og Facebook- og Twitter-opdateringer. Efter Koemans opfattelse afspejler den adfærd sig i dårligere kommunikation mellem spillerne under kampene.

Noget lignende kan man i dag opleve på mange danske folkeskoler. Pausernes samtaler, uformelle og fællesskabende samvær er afløst af stilhed; ikke fordi lærerne har kastet sig over deres iPhones, men fordi de er blevet kastet ud i allehånde kældre og både og kroge for at forberede sig. Det meningsfulde og mangfoldige fællesskab er en af humanismens grundpiller.

I de seneste måneder har jeg besøgt ganske mange skoler, heriblandt skoler som jeg kender fra tidligere, og den ændrede adfærd er de fleste steder markant. Melodien er blevet væk! Det er i den forbindelse værd at nævne, at der på de par friskoler, jeg i samme periode har besøgt, har været en helt traditionel udnyttelse af pausen med snak, latter, diskussion, kaffe og hjemmebag – til begejstring for de folkeskolelærere, der er gået over.

For mange år siden skulle jeg uddele en pris til forfatteren og maleren Herman Stilling, fordi han gik ind for badebroer, der fik en til at stoppe op og overveje fremtiden, i modsætning til faste forbindelser, hvor det blot gjaldt om at komme over og videre. Det var i Storebæltsfærgernes tid, og da han ankom til prisoverrækkelsen, satte han sig tungt i en stol og udbrød:” Nu håber jeg snart den bro bliver bygget!” Jeg blev en kende rystet, for hele min tale til ham var en hyldest til hans badebrosfilosofi. Men han uddybede: ”På færgen kan man kun få hvidt brød med kødpålæg, ikke rugbrød. Den, der misbruger pausen, har mistet sin berettigelse!” Og det synes som om, det er det, der er fare for vil ske for folkeskolen.

Folkeskolens undervisningssyn er blevet instrumentaliseret gennem den tilgang, som – vedgår man nu – er blevet opfundet i Ministeriet for Børn og Undervisning: målstyret læring. Begrebet er dels blevet til gennem en ensidig lytning til nogle få forskere, dels blevet suppleret af en reduktion og styring af lærerenes tid til forberedelse og dels blevet underlagt en hidtil uset centralisering af skolens arbejde.           

Begrebet bygger på, at kun det, der kan måles, forekommer relevant. Derved har man leveret et fundamentalt opgør med den danske skoletradition, der satte livsoplysning og dannelse side om side med færdigheder og kundskaber. Nu er det det målbare i fagene og målingen af elevernes resultater, der tæller. Det skal nok føre til, at eleverne ”bliver bedre”, for når man alene måler det målbare, så er bedømmelsesgrundlaget særdeles meget smallere, end når man vurderer det faglige i et bredere lys, for eksempel ved også at inddrage betragtninger om bæredygtighed, verdensborgertænkning, etik og æstetik.

Det, der kan måles, kan omsættes i tal. Og både politikere og journalister er vilde med tal, fordi de kan lade som om, at de har noget eksakt at fortælle. Ikke mindst hvis der også er decimaler! Tænk blot på, hvor ophedet en debat, der lige nu er om, hvilket tal, der skal give adgang til forskellige ungdomsuddannelser. En debat, der i øvrigt foregår samtidig med, at man forringer folkeskoleelevers retssikkerhed ved at lade deres skriftlige arbejder bedømme alene af én beskikket censor. Hvis man har prøvet som skoleleder at skulle sammenholde vurderinger fra en censor og elevernes lærer, så der som oftest god overensstemmelse, men i mange klasser er der en eller to bedømmelser, der kalder på forhandling. Selv om der er etableret sindrige systemer til afhjælpning af tvivl og mulighed for klageadgang, så kan nogle elever nu få ændret deres muligheder i tilværelsen på et tilfældigt grundlag. En af humanismens grundpiller er en respekt for hver enkelts integritet og som et levende væsen der tæller – uafhængigt af tal.

Professor Per Schultz Jørgensen argumenterer overbevisende for, at det fremtiden kræver, er, at vi interesserer os for elevernes karakter snarere end for deres karakterer. Han har bestemt to pointer: Vi har i dansk skoletradition ofte haft alt for lave forventninger til eleverne, samt karakterdannelse sker ikke ved hjælp af tal og konkurrence. Der er en verden til forskel på karakterdannelse og dannelse af karakterer.

Tallene har det med at skygge for indholdet. Professor Steen Hildebrandt kalder det i sin nye bog Astronautens blik for et lavpunkt i skoledebatten, når Karen Ellemann i sin tid som undervisningsordfører gjorde det til et kardinalpunkt, om eleverne skulle have 35 eller 37 ugentlige timer. Ikke et ord om de udfordringer omkring bæredygtighed, verdensborgerskab eller grænser for vækst, der burde være omdrejningspunktet, kun folketingssnak om en detalje, der burde løses lokalt: 35 eller 37! 

Men den målbare tænkning er dominerende. Folkeskoleloven indeholder faktisk en særdeles værdifuld halvdel, som handler om skolens åbning mod samfundet, lokalområdet, kulturen og kunsten. Men den del står ikke så stærkt i den offentlige debat, for den skal ikke måles og sætter i karakterer som den faglige undervisning. Den giver ikke point i ranglisterne! På en konference om kunst i skolen gav undervisningsministeren sig uforbeholdne støtte til denne del af skolens opgaveløsning og tilføjede, at lærerne burde huske at se på, om nogle af disse aktiviteter kunne harmonere med fagenes kompetencemål. Men vi har vist ikke hørt ministeren plædere for en betoning af de etiske, æstetiske og samfundsmæssige aspekter ved den faglige, målstyrede undervisning. Tallene og det målbare trækker i bevidstheden!

For at få skolens virkelighed til at hænge sammen, må lærerne have tid til at forberede sig. Men man har jo netop begrænset mulighederne for dette, for at få reformen finansieret. Nu skal lærerne bruge hinandens forløb og udveksle ideer. Jamen, hvorfor kan man nøjes med mindre tid til at få en kollegas klassetilpassede forløb til at være grydeklart til ens egen klasse, end man har brugt på at benytte et velredigeret undervisningsmateriale? Håndteringen af lærernes mindre tid til forberedelse er lagt i hænderne på de skoleledelser, som med reformen har fået deres rolle ændret fra at være skolens talerør op i systemet til at være systemets repræsentant på skolen. Mange skoleledere har taget denne nye rolle til sig – og det har bidraget til, at melodien er blevet væk.   

I bogen Astronautens blik opfordrer professor Steen Hildebrandt til, at skolerne skyndsomst får formuleret egne formål for deres arbejde, så man undgår at blive en del af et system, der ikke har nogen fremtid for sig, og som ikke forbereder eleverne på fremtidens udfordringer. En af fremgangsmåderne kan ledelserne læse om i den bog, som Hildebrandt også har bidraget til, Lær af de gyldne øjeblikke.  Her bygger ledelserne på en massiv medarbejderinddragelse i formuleringen af meningen med skolen. Der er en stærkere og stærkere understrøm af ikke blot kritik af reformen, men også forslag til handling, der kan få melodien tilbage. Det er på tide, hvis lærerne igen skal være holdspillere og ikke forberedelsesindelukkede. Det er på tide at give pausen mening, så vi undgår at hælde det bedste fra den danske skoletradition ud med reformvandet.

Den danske skole med fine værdier i sit formål, havde indtil reformen den humanistiske grundtone som lod undervisningen pege ud over sig selv og frem mod et liv i demokrati, bæredygtighed og verdensborgerskab. Og sådan bør det fortsat være, selv om Henrik Sass Larsen tilsyneladende har vanskeligt ved at ramme den humanistiske kammertone.

Der er måske trøst at hente i linjerne fra PHs Vise om humanisten: Gør derfor aldrig nar ad humanisten/ for han er uudryddelig som Satan.”


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ